'Jeg har 12 minutter til at gøre mig klar'

"Sådan bliver jeg klar på 12 minutter"

39-årige Jo Riis-Hansen er del af smykkeduoen Line & Jo. Når hun står op om morgenen, skal det gå stærkt, så hun har skabt en klassisk garderobe med lækre sager, der nemt kombineres, og som virker hver gang.

Hvordan vil du beskrive din stil?

Klassisk. Jeg arbejder meget, har to børn og 12 minutter til at gøre mig klar om morgenen – det vil sige gå i bad, klæde mig på og tage makeup på. Så jeg skal have ting, der bare virker. At forsøge at sammensætte de helt rigtige trends og farver kan falde uheldigt ud – det syntes min mand i hvert fald på et tidspunkt... så jeg har opbygget en garderobe, som jeg ved, virker.

Hvad er dit signaturlook?

Et par herrebukser med en top og et bælte i taljen. Helst i lækre materialer med forskellige strukturer. Og altid med en detalje, der lige tvister det klassiske – f.eks. et par støvler, der er helt smadrede.

Hvilke designere inspirerer dig?

Balenciaga, i hvert fald inden Alexander Wang overtog som chefdesigner, og Alaïa. Det er vildt dyrt, men fantastisk kvalitet. Af danske designere kan jeg lide Julie Fagerholt og Yvonne Koné, fordi de bruger så lækre materialer. Jeg er også glad for Wood Wood – deres pigelinje er rigtigt stærk.

Hvor shopper du?

I Lot#29, Holly Golightly og Cos. Selvom jeg er en størrelse 32-34 og har svært ved at finde noget, der er småt nok, shopper jeg ikke online, hvor der ellers tit er små størrelser, for jeg kan lide at mærke på tøjet og stresser af ved at shoppe. Så er det bare det, jeg skal tænke på.

Hvad har du meget af i din garderobe?

Herrebukser, fordi de giver en god form, når man er så lille, som jeg er.

Hvordan bruger du selv smykker?

Jeg knytter mig tæt til noget og går med det i mange år og supplerer undervejs med nyt. F.eks. designede jeg for 10 år siden en ring med en hjerteformet sten. Selvom jeg stilmæssigt for længst har flyttet mig fra den, kommer den aldrig af, for jeg har oplevet alt for meget sammen med den.

Hvad er dit budget-trick?

At købe dyrt. Det lyder som en modsætning. Men når jeg tænker på, hvor mange gange jeg har gået med f.eks. min Rick Owens-læderjakke, har den jo kun kostet et par kroner pr. gang. Mens en top til 300 kr., hvor lynlåsen sidder lidt forkert, hurtigt kan komme til at koste 150 kr. pr. gang.

LÆS OGSÅ: Shopper i 3 faser: Se Stéfanies strategi

Jos 3 bedste tips til din stil

1. Gå ikke på kompromis med kvaliteten, når du køber smykker – uanset om de er i sølv, guld eller diamanter. Sørg for at have et lille udvalg, der betyder noget for dig, og kombiner løbende med nye tendenser.

2. Find din comfortzone i din stil, og køb ind til den.´

3. Vær ufornuftig en gang imellem: Somme tider skal man bare købe det par sko, man forelsker sig i, selvom man sjældent får dem på, men bare bliver glad af at kigge på dem.

Hverdagslook. Bukser fra Alberta Ferretti, sko fra Alaïa og bluse fra Nina Ricci.

Jos egne favoritsmykker – alle spinkle, delikate og i guld.

Nyeste køb er en rulamsfrakke fra Utzon. Det ældste i Jos garderobe er to par flade Balenciaga-støvletter. Når der er noget, Jo virkelig bliver glad for, køber hun det gerne i flere farver.

Beautyprodukter: kropsolie og håndcreme fra Ortigia, duft fra Atelier Cologne, læbestift fra Chanel, neglelak fra Essie og blushes fra Mac.

Partylook med kjole i italiensk begravelses-stil fra Dolce & Gabbana, kæde fra Line & Jo og sko fra Gianvito Rossi.

Tofarvede læderbukser fra Utzon og sweatshirt fra Wood Wood. Tasker og clutch fra Yvonne Koné og taske fra Chanel.

LÆS OGSÅ: Designer Yvonne Koné har kun 29 stykker tøj