Calvin Klein har foretaget et temmelig godt træk i forhold til deres nyeste kampagne for Calvin Klein Jeans. For i en tid, hvor 90'er referencerne er alle vegne, kan det være svært at skille sig ud med højtaljede jeans, crewneck sweatshirts og logo-T-shirts. Men dét gør Calvin Klein uden tvivl med den seneste kampagne, hvor de gentager en kæmpe succes; en Moss i denim. Denne gang er det bare ikke Kate, men 16-årige lillesøster Lottie, der er trukket i Kleins kollektion.
Kollektionen, der har fået navnet The Re-Issue Project, er en relancering af mærkets mest ikoniske designs, og lavet i samarbejde med webshoppen Mytheresa.com. I kampagnen poserer miniMoss i smækbukser, sportsbh og mommy jeans, som Kate Moss tilbage i 1993 var med til at gøre populære med sin kampagne for mærket, der skabte stor furore, fordi Moss var både meget afklædt og meget slank. Kampagnen gav dengang anledning til det nye, lidet flatterende udtryk "heroin chic" og var på både godt og ondt på alles læber.
Lottie Moss skrev i begyndelsen af året sin første modelkontrakt under med Storm Modelling Management - samme bureau, der opdagede Kate Moss, da hun kun var 14 år gammel. Men allerede da Lottie var bare 13 år deltog hun i et test photo shoot, efter hun blev opdaget, som brudepige til sin søsters bryllup. Det var dog først tidligere i år, hun rigtigt tog hul på modeltjansen, da hun i februar optrådte Dazed and Confused og i april i Teen Vogue.
The Re-Issue Project vil blive sat til salg på Mytheresa.com.