Dansk design er blevet spottet på Kendall Jenner
Det er ikke første gang, at et dansk tøjmærke finder vej til én i Kardashian-familiens garderobe. Denne gang er det Stine Goyas tur.
Da modellen og den næstyngste Kardashian-søster, Kendall Jenner, var ude for at løbe ærinder forleden, var det med et smart net over skulderen.
Og det var ikke designet af en hvilken som helst designer, men af danske Stine Goya, der er kendt for sit legende og lyserøde univers – og som denne sæson har skabt et helt nyt skakternet print.
”Vi skabte det skakternede print in-house og alle i teamet syntes, det var så sejt, at vi var nødt til at gøre det! Det er også et af mine yndlingsprint i kollektionen – jeg bærer nederdelen med det samme print næsten hver dag. Det er dejligt at se Kendall rocke printet og at vide, at Stine Goya, som et dansk brand, er elsket og værdsat over hele verden,” siger den stolte designer, Stine Goya.
Dansk design hitter
Det er ikke nogen hemmelighed, at medlemmerne af Kardashian-familien er ret begejstret for dansk design.
Et hurtigt kig i vores arkiv afslører bl.a., at den yngste Kardashian-søster, Kylie Jenner, for et par år tilbage udvidede sin uden tvivl enorme garderobe med et par bukser fra danske Freya Dalsjø, ligesom North West, Kim og Kanyes datter, er blevet spottet i en specialsyet dragt fra Saks Potts magen til den, som Selena Gomez havde på i DJ Snakes ”Taki Taki”-musikvideo tilbage i 2019.
Dertil er kendisser som Cardi B, Lady Gaga og Meryl Streep blevet set i Saks Potts – og vi spår Stine Goya lige så stor succes.
Skal du også løbe ærinder, og skal det være i stil med Kendall Jenner, kan du få fat i tasken med de smarte skaktern her. Velbekomme.