Kristina Trolle fik lavet bryster som 25-årig: "Jeg kunne bare mærke, at det var forkert”

Hun er lige flyttet. Igen. For hvis der er en ting, som iværksætteren Kristina Trolle ikke er bange for, så er det at flytte sig. Både mentalt og fysisk. For nylig er hun gået i gang med at skære ind til benet. Hun har sat sit sommerhus i Nordsjælland til salg, er flyttet fra sin herskabslejlighed på Østerbro til en lille hyggelig sag på Christianshavn, og så er hun ved at sortere i alle de ting, hun omgiver sig med.

"Downsizing er igen blevet et hovedtema i mit liv. Det føles rigtigt nu, hvor det kun er to af mine fire børn, der bor hjemme. Det føltes faktisk helt befriende at sætte sommerhuset til salg og skære ind til benet. Der var for mange ting, som jeg skulle holde i luften", fortæller Kristina Trolle.

"Jeg kan mærke min egne grundværdier igen, og det er altså dem, som jeg skal navigere ud fra."

Det var det til gengæld ikke, dengang hun fik lavet brystimplantater. Men det var de indre værdier, der overbeviste Kristina Trolle om, at hun skulle få dem fjerne igen.

"Jeg var 25 år, havde født to børn og læste spansk og engelsk på CBS. Jeg var egentlig ikke utilfreds med min barm. Men jeg fik brysterne lavet, fordi det var der, silikonen blev trendy – særligt i fitnessmiljøet, som jeg var en del af", husker Kristina Trolle.

"Jeg fik det sådan ”Nå, men det må man hellere gøre for at være pæn”. I virkeligheden bundede det jo i, at jeg ikke var tilfreds med mig selv. Jeg havde en virkelig pæn krop, men jeg var aldrig tilfreds. Nogen dulmer utilfredsheden med mad, shopping eller alkohol. Jeg dulmede den med at træne. Jeg befandt mig simpelthen i en evindelig kamp for at blive ”god nok”, for det syntes jeg ikke, at jeg var i mit udgangspunkt."

Så Kristina Trolle overhørte den indre stemme, der prøvede at tale hende fra det kirurgiske indgreb, og i stedet fulgte hun pigerne fra centerets eksempel. For hvis de tynde, smukke kolleger havde brug for et skud silikone, så havde hun vel også.

"Selv på operationsbordet kunne jeg høre den. Stemmen, der sagde: “Hvad er det, du har gang i?” Jeg talte hen over den, og samtidig gjorde det så ondt indeni. Kroppen er i min verden et stykke af universet, som vi bliver givet. Den skal vi passe på, nære og værne om", siger hun afklaret i dag.

"Der er en grund til, at vi havner i det hylster, som vi får. Jeg skal arbejde med min krop og gennem min krop. Og jeg skal lære at elske mig selv med den krop, som jeg har. Hvis min krop skal tjene mig, må jeg passe på den. Den er jo god nok, som den er. Alt for mange af os kvinder er distancerede i forhold til vores krop. Vi tager bolig i den, men vi vil ikke helt stå ved den.

Fem års fremmedgørelse

Kristina Trolle blev aldrig et med den nydelige C-skål, hun havde fået lavet i 1996. Så fem år senere tog hun konsekvensen af det.

"De blev bare aldrig en del af mig, og jeg blev aldrig et med dem. Jeg ammede to børn med dem og prøvede at glæde mig over dem, men jeg kunne bare mærke, at det var forkert", fortæller hun.

Det var også i de år, at Kristina Trolle blev ramt af stress og siden en depression, og en del af hendes arbejde med at blive rask og komme ud på den anden side gik gennem arbejdet med at lære at stå ved sig selv.

"Normalt er jeg ret vægelsindet, men pludselig var jeg ikke i tvivl. Jeg vågnede en morgen, og vidste bare, at de skulle tages ud – jeg havde simpelthen set det i en drøm."

Hun fik implantaterne taget ud på sin fødselsdag. Det kostede 60.000 kroner, men det var alle pengene værd. Det var Kristinas gave til sig selv.

"Jeg var så glad, da de var ude. Det var et skridt tættere på at komme tilbage til mig selv. Jeg har aldrig kigget tilbage og tænkt, at jeg skulle have beholdt dem. Jeg ser mere på den, jeg var dengang, som et lille barn, der famlede efter sin vej. I dag kan jeg lide mine bryster, som de er. Lige som jeg kan lide mig selv."

Kristina Trolle oplevede også, at hendes krop responderede positivt på at vende tilbage til sig selv. Da hun havde fået silikone i brysterne, skulle hun holde sig i ro i 6 uger, men det tog længe, før hun følte, at hun kunne genoptage sit normale aktivitetsniveau. Helt omvendt var kroppen hurtig til at restituere, da hun fik implantaterne ud.

"Operationen gik smertefrit, og der gik kun 14 dage, fra jeg fik taget mine sting ud til, at jeg kunne dyrke yoga igen. Jeg ventede faktisk kun for at sikre mig, at arrene ikke ville strække sig. Men de helede så fint, og efterfølgende kunne jeg nærmest ikke forstå, hvorfor jeg overhovedet havde begivet mig ned af det spor."

En ny kropskærlighed

Oplevelsen med implantater, fremmedgørelse og personlig stress har Kristina Trolle beskrevet i sin bog ”Silikonesjæl”. Og taknemmeligheden over den krop, hun er vendt hjem til, og det liv, hun lever nu, har Kristina Trolle ikke alene fået en ny bevidsthed om. Hun har også baseret hele sit arbejdsliv på erkendelserne.

Under navnet ”Whole Woman” har hun i dag skabt en virksomhed, der gennem retreats, workshops, taknemmelighedskort og accessories til den spirituelle rejse skal hjælpe andre kvinder til at finde sig selv, hvile i deres krop og være i harmoni med deres sjæl. Men hvad sætter hun selv pris på ved sin krop i dag?

"Jeg sætter pris på den som helhed. Den tjener mig, bærer mig, støtter mig", forklarer hun.

"Alt i mit liv kører bare bedre, når jeg sætter pris på kroppen og siger tak til den hver eneste dag. Det betyder jo ikke, at jeg ikke er menneskelig og kommer til at fokusere alt for meget på en lille ting indimellem. Som min mave, der stritter. Det irriterer mig så meget, at jeg bruger krudt på det, for det er jo en mave, der har båret fire børn og holder mig sund og rask og næret. Hvorfor kan jeg ikke bare nyde det?"

På de dage, hvor selvbebrejdelserne sætter ind, er Kristina Trolle klar over, at det er tid til at sætte farten ned. Og helt konkret at vise sig selv – og den strittende mave – omsorg.

"Jeg har ritualiseret omsorgen. Jeg finder min kropsolie frem og smører maven grundigt og kærligt ind. Det er en måde at minde mig selv om at være taknemmelig og elske det, jeg føler en modstand mod. Jeg vil ære alle de følelser, der ligger nede i kroppen. Mine strækmærker på maven er jeg stadig ked af. Det er løgn at sige andet. Men vi er blevet bedre venner, for de vidner jo bare om, at jeg fire gange har båret smukke, sunde fire kilo tunge babyer", konstaterer hun.

Til gengæld har hun ingen problemer med de øvrige aldringstegn. Slet ikke rynkerne i ansigtet.

"Jeg bliver meget mere ked af det, når jeg hos andre ser pander, der ikke rynker, og læber, der er ens. Jeg passer på min hud, drikker vand og får ansigtsbehandlinger jævnligt, men jeg vil aldrig få gjort andet ved mig selv. Jeg har været der, og jeg har tænkt tanken. Men dengang jeg konkret overvejede at få gjort noget ved min bekymringsrynke, så jeg for mig, hvad det egentlig ville betyde: at jeg ville sprøjte gift ind i mit ”tredje øje”, fortæller Kristina Trolle.

Det tredje øje er en term fra buddhismen, hvor den historiske Buddha får sit tredje øje i panden, da han opnår det fulde klarsyn under meditation. Det er vores erkendelsers (usynlige) øje, der sidder netop der, hvor panden rynker og krøller.

"Jeg elsker, at vi ikke ligner hinanden, og jeg kan godt lide mine egne træk, når jeg ser mig i spejlet. Jeg har brugt mange år på at nå dertil, hvor jeg er i dag – mentalt og fysisk. Og jeg er i dag et sted, hvor jeg uden at dømme andre kan sige højt, at jeg synes, vi skal tænke os rigtig godt om. Hvorfor er det, vi har brug for at have en 20-årigs pande, når vi er 50? Er det for at få en mand eller et særligt job? For hvis der er en ydre instans, der kræver, at du laver om på dig selv, er det så det værd? Den indre udstråling, du får, når du er tro ved dig selv, trækker mere godt til sig end det, du kan købe dig til af ændringer ved dit ydre", mener Kristina Trolle.

"Og så har vi et ansvar over for vores unge piger. Jeg har selv to af dem, og jeg tænker meget over, hvilke idealer jeg giver videre til dem. Vi skal alle begå vores fejltagelser og finde vores egen vej, men vi må godt tænke over, hvad det er for et eksempel, vi sætter over for andre. Det klinger hult i mine ører, hvis du siger ”elsk dig selv, som du er” og samtidig ligner en, hvor smilet kun kan holdes oppe af botox."