Laura Christensen: "Jeg synes ikke, man kan sige, at der en ‘rigtig’ måde at være kvinde på"

Da det allerførste Eurowoman kom på gaden i 1998, kunne læserne overalt i Danmark købe et turkisgrønt magasin med en smilende Laura Christensen på forsiden, blot 14 år gammel.

Hun var allerede dengang debuteret som skuespiller og har arbejdet som skuespiller, siden hun var otte år gammel, hvor de danske tv-seere bl.a. lærte hende at kende i Lars von Triers Riget og tv-serien Taxa.

I anledningen af Eurowomans 20-års jubilæum kaster vi et blik tilbage på den første forside, der ikke var nogen nem udfordring. Den blot 14-årige Laura måtte nemlig ikke ligne en ’Lolita-type’, og det var noget, der skabte stor splittelse på redaktionen.

Skuespillerinde Laura Elisabeth Christensen, 34, var Eurowomans første forsidemodel i en alder af 14 år.

”Jeg synes nu, at forsiden, som blev skudt af Henrik Bülow, lykkedes godt alligevel, og at Laura har den rette blanding af uskyld og ung kvindelighed. Den har noget over sig, som man husker mange år senere”, har den daværende moderedaktør, Lise Leonhard Hjorth, udtalt i forbindelse med Eurowomans 200’ende udgivelse.

Men hvordan husker modellen selv sin første forside? Vi har bedt hende om en statusopdatering på de sidste 20 år af hendes liv, der både har budt på karriere, ægteskab, børn og det store identitetspuslespil. 

Kan du huske, hvem du var, da du var på forsiden af det første Eurowoman?

“Jeg var en ganske almindelig pige på 14 år, der gik i 8. klasse og var optaget af drenge og lektier. Jeg tænkte ikke så meget over, at jeg var skuespiller. På den ene side levede jeg et almindeligt familieliv med mor og far og to søskende, og samtidig var jeg en del af en voksenverden rent arbejdsmæssigt. Skuespillet var et fristed, hvor jeg kunne lege, og det føltes som mit eget rum.”

Hvordan var det at være Eurowomans første forsidemodel?

“Henrik Bülow skød billederne, og han var så sød. Som teenager vil man jo gerne tages alvorligt, og det betød meget for mig, at de gjorde det. Maise Njor interviewede mig, og hun var sød og sjov. Jeg tror først, det gik op for mig, hvad en forside betød, da den hang på bustoppestederne.”

Hvis du skulle give dit 14-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være?

“Koncentrer dig om din skole, Laura. Lad være med at være bange. Skid hul i, hvad andre tænker om dig.”

I 1998 sagde du bl.a., at en ‘rigtig kvinde’ er sådan én, der har karriere og familie og børn. Hvad forbinder du med at være kvinde i dag?

“Jeg synes ikke, man kan sige, at der en ‘rigtig’ måde at være kvinde på, for det antyder, at man kan være forkert. Jeg vil hellere kalde det en moderne kvinde. Det er én, der har mulighederne for at gøre, som hun vil og tør gå efter dem. Alle kvinder bør have lige muligheder. I dag bliver der jo gjort op med en masse kønsrollestereotyper, og det bliver interessant at se, hvordan det bliver for min datter. Min mor er et godt forbillede. Hun tog en Ph.d. med små børn, er stadig sammen med min far på 44. år og lærte os at drømme. Hendes mor lærte hende at være ambitiøs. Det er et vidt begreb at være kvinde i dag, og det er godt.”

Hvem er du i dag?

“Jeg er stadig Laura. Jeg er mor til to. Hustru. Skuespiller. Og det på trods af, at jeg er autodidakt, fordi jeg ikke kom ind på nogle af de danske teaterskoler. Jeg var 26 år, da jeg fik Jacob, og det var vildt, hvad det gjorde ved min identitet. Det tog tid, inden det puslespil faldt på plads.”

Hvad laver du for tiden?

“Sidste år afsluttede jeg en stor norsk serie, Mammon 2, som vandt en Emmy for bedste internationale drama. Og så laver jeg mit eget med teatertruppen N.i.p.s. (Nye impulser på scenen, red.), som jeg har dannet med mine veninder Julie Ølgaard og Neel Rønholt. Vi er meget forskellige, men det giver en god dynamik. Jeg får det los i røven, jeg har brug for.”

Hvad har været din største op- og nedtur igennem årene?

“Det to hører faktisk sammen. Jeg var knust over, at jeg ikke kom ind på teaterskolen, men derfor er det så meget desto større optur, at jeg har klaret mig arbejdsmæssigt alligevel. Og så har jeg ret optur over, at jeg mødte Thomas (Levin, red.) og stadig kan sige, at han er mit livs kærlighed her 12 år senere.”

Hvad er det vigtigste, du har lært de sidste 20 år?

“At det ikke hjælper at sidde og vente på, at tingene kommer af sig selv. Det gælder sådan set i alle livets faser. Ikke at have ondt af mig selv og altid gøre mit bedste. Og at det ikke altid har noget med mig at gøre, hvis noget går galt.”

Hvad håber du har forandret sig i verden om 20 år?

“At frygten ikke er for dominerede og får overtaget – det bliver man så ked af. Og at vi er blevet bedre til at forstå, dele med og være solidariske med hinanden.”