Linda Evangelista deler billede fra første modeljob siden mislykket skønhedsoperation
Den tidligere supermodel har igen stillet sig foran kameraet, efter at have holdt lav profil, siden en sjælden reaktion på plastikkirurgi gjorde hende ”vansiret” for seks år siden.
Hun har tilbragt næsten seks år i skjul fra verdens fotografer og kun ganske få gange vist sig offentligt. Men nu er en af verdens største modelikoner fra 1990’erne, Linda Evangelista, tilbage i rampelyset.
Den tidligere supermodel har nemlig sagt ja til at være ansigt for modefirmaet Fendi, og i weekenden delte hun det første billede fra en ny kampagne.
Det sker, efter den 57-årige canadier tilbage i september sidste år lagde et opslag ud på sin Instagram-profil, hvor hun afslørede, at hun havde trukket sig tilbage fra offentligheden, fordi en kosmetisk operation var gået katastrofalt galt.
Hun havde fået lavet såkaldt CoolSculpting, som skulle have ”frosset” hendes fedtceller ihjel. Men i stedet fik hun en sjælden reaktion på fedtfrysningsproceduren, som fik hendes celler til at blive forstørrede.
Derfor havde modellen udviklet buler over hele kroppen og fået skader i ansigtet, hvilket gjorde hende 'uigenkendelig'.
”Til mine følgere, der har undret sig over, hvorfor jeg ikke har arbejdet, mens mine jævnaldrendes karrierer har blomstret, er årsagen, at jeg blev brutalt vansiret af Zeltiqs CoolSculpting-procedure, som gjorde det modsatte af, hvad den lovede," skrev hun dengang i opslaget.
Vil ikke gemme sig mere
Linda Evangelista har siden gennemgået to fedtsugningsoperationer i et forsøg på at løse problemet, og i februar i år stod hun frem i et eksklusivt interview til People, hvor hun fortalte, at hun var færdig med at leve i skam:
"Jeg vil ikke gemme mig mere," sagde hun til det amerikanske ugeblad.
Nu er Linda Evangelista så officelt vendt tilbage til modelbranchen med det nye opslag på hendes Instagram-profil, hvor hun poserer i en glamourøs, ny Fendi-annonce.
Modelstjernen har indgået et partnerskab med det luksuøse tøjmærke om en ny kampagne og et kommende modeshow, hvor Fendi fejrer 25-års jubilæum for sin Baguette-håndtaske designet af Silvia Venturini Fendi.
På billedet holder Evangelista flere baguette-tasker i hånden, mens hun bærer cat-eye-solbriller, en grå rullekravetrøje og har tre lyserøde baseballkasketter stablet oven på hovedet.
Under opslaget skriver den 57-årige model med egne ord, at hun er "så taknemmelig for" Jones og Venturini Fendi, samt for det kreative team bag fotoshootet. Hendes comeback-portræt er taget af fotograf Steven Meisel.