Her er makeuptrenden, der ikke er til at komme udenom denne vinter
Det kan godt være, at du fryser lige nu, men i det mindste kan du varme dig på, at din røde næse er superhot.
Har du også forbandet dine frostbidte kinder og røde vinternæse langt væk? De hører til på skiløjperne og iskolde cykelture og minder dig mest af alt om, at det er ualmindeligt øv at fryse. Men nu kan du godt begynde at holde lidt mere af din rødmossede vinterhud.
Du skal nemlig se ud, som om du hundefryser, hvis du skal være med på vinterens nyeste makeuptrend. Det er simpelthen blevet hot at se kold ud – og det er jo sådan set smart nok, når temperaturen falder både ude og inde.
Det frostbidte look buldrer i øjeblikket frem på det sociale medie TikTok under navnet ”I’m Cold” eller ”Cold girl” – og selv dronningen af skønhedstrends, Hailey Bieber, er hoppet med på Winter Wonderland-moden, skriver Allure.
I al sin enkelthed handler det om at udnytte din naturlige, friske rødmen med masser af mat blush og lidt skødesløse håndbevægelser. Ja, kindrøds-klassikeren er tilbage i makeuppungen - og du skal være rundhåndet med den.
Hvor sommermoden har krævet glinsende og gennemfugtet hud, skal du nu se mod 90’ernes matte base. Dup så en cremeblush i en kølig, lyserød farve henover både dine æblekinder, kindben og næse i en blød W-form, hvor spidserne på bogstavet svarer til dine kinder og næsetip.
Du kan også vælge at blende din cremeblush sammen med en pudderblush for ekstra effekt. Gå efter devisen: Jo mere, desto bedre. Alt efter dit humør, naturligvis.
Dup derefter lidt rødt på dine øjenlåg og læg så lidt highlighter i øjenkrogen, på næsetippen og næseryggen, så du glimter som uberørt sne.
Læberne kan du give en omgang med læbepomade eller lipgloss i kølige toner af lyserød, og så er du ellers klar til at ligne én, der lige er trådt ind fra skiløjperne – helt uden at bevæge dig ud i kulden.
Du kan selvfølgelig også bare slå dig løs i vintervejret for et mere naturligt look. Det skulle som bekendt være så sundt.