Hvad har Mathilde Gøhler i sin festivaltaske?
Mathilde Gøhler, 24, blev mor i 2015, er model, og kun 93 tusind følgere fra en million på Instagram. Her er, hvad hun har med på festival.
Du har sikkert stået, og overvejet, hvad du skulle have med på festival, hvad du skulle have på, og hvilken taske, der skulle være så heldig, at have chancen for mudder, regn og ølstrint. Ja, det har vi i hvert fald og enten, så har vi altid lidt for lidt med, eller lidt for meget.
Vi fangede den danske storfavorit, mor og modelstjerne, Mathilde Gøhler, på Roskilde Festival og spurgte hende hvad hun havde med i sin taske.
– Min taske er så lille, at jeg ikke kan have meget med. Nøglerne bærer Remee (Mathildes kæreste, red.) og ellers har jeg kun det vigtigste med.
Mathildes taske fra Dior.
Smart! Men, hvad er der så i den Dior-taske?
- Læbepomade, Carmex: ”Jeg får altid tørre læber, og derfor SKAL jeg have en læbepomade med. I dag er den fra Carmex, der bare virker for mig, men det kan være hvilken som helst, der lige kommer med.”
- Læbefarve, Gosh: ”En læbefarve er vigtigt, og en nem måde, at pifte min makeup lidt op – især, når man som i dag, er på festival. Jeg sværger til denne læbefarve, der koster 90 kr., og giver mine læber den helt rette mængde farve.”
- Det løse: ”Det dummeste, jeg har taget med i dag, er kontanter. Det giver ingen mening, og især ikke her på Roskilde Festival (festivallen er kontantløs for første gang i år, red.) Til gengæld har jeg to kreditkort, visitkort og mit NemID med, hvis jeg nu skulle få lyst til at bruge alt for mange penge.”
Det var ikke meget. Hvad har Mathilde manglet i dag?
– Jeg har virkelig manglet et par bukser i dag, og har gået rundt i shorts. Det var alt for koldt, siger Mathilde og slutter af med et andet tip, hun har lært, af bitter erfaring.
– Dengang, hvor jeg på Tinderbox (festival på Fyn, red.) havde taget nogle små Chanel-ballerinaer på, og det regnede, fortrød jeg. Derfra lærte jeg, at man altid skal have behageligt og praktisk fodtøj på! Det kan sagtens være et par gummistøvler, men de bedste jeg har haft på, har været et par gode støvler, der godt måtte få lidt støv, mudder og nogle, jeg kunne holde ud at have på hele dagen.
Ses vi derude?