Mille Holkenfeldt i et brev til sin krop: "Derfor skældte jeg dig ud"

I aftes lå jeg i min seng i mørket. Det eneste, der lyste rummet op, var det hvide skær fra min iPhone. Jeg scrollede og scrollede. Hele vejen ned i bunden af min Instagram-profil, og pludselig løb det mig koldt ned ad ryggen. Billeder af mig selv i akavede poseringer og med underlige ansigtsudtryk poppede frem på den lille skærm og mindede mig om alle de kampe, som du og jeg har haft med hinanden.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg blev opmærksom på, at du ikke var, som jeg mente, du burde være.

Jeg havde længe været opmærksom på dig. I min skrivebordsskuffe gemte jeg et målebånd, som jeg flittigt målte min talje og hofter med. På min bærbare computer googlede jeg modellers kropsmål og sammenlignede mine med deres. Det var selvpineri, for jeg vidste godt inderst inde, at jeg ikke så ud som en model. Men alligevel blev jeg så skuffet, hver gang tallene ikke stemte overens. Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, føltes det som en lille tragedie.

For jeg havde jo både set i magasiner, på Instagram og ovre i skolen, at de mest populære var dem, der havde modelkarrierer foran sig. Det var de piger, som drengene fandt interessante og dem, som pigerne drømte om at være. Og ikke sådan en som mig. Med bøjle, brede hofter og kraftig hårvækst på hele kroppen.

Rigtig meget handlede på det tidspunkt om at være tynd. For hvis du var tynd nok, kunne din krop bane vejen for fremtiden. Klogskab, venlighed og et sundt værdisæt var sekundært – sådan føltes det i hvert fald. Derfor skældte jeg dig ud. Jeg talte til dig på en måde, som jeg aldrig ville tale til andre mennesker.

Hver dag, når jeg vågnede, var det, som om jeg mødte en fremmed. Du så anderledes ud, end jeg ville have dig til, og du gjorde ikke, som jeg sagde. Hårene blev ved med at vokse. Næsen blev mere kroget, og fedtet fordelte sig på maven og hofterne i stedet for på baller og bryster. Og ligegyldigt hvor lange ture jeg løb, og hvor hurtigt jeg cyklede på cykelstien, fik jeg ikke det ud af det, som jeg ønskede.

Heller ikke måden mine kønslæber så ud på, var jeg tilfreds med. I omklædningsrummet syntes jeg – når jeg sammenlignede med andre – at de skilte sig ud. De var for brede, for store, for synlige. Særlig målt på alle de andre, jeg så på i moderne kunst og i film. Det er først nu, at jeg har lært at holde af dem og sætte pris på deres sensualitet og betydning for min seksualitet. Og indrømmet – måske havde jeg kun øje for dem, der så ud, som jeg mente, at kønslæber skulle se ud, og ikke alle de andre.

Kære krop, jeg var ikke moden nok til at forstå, at livet handler om meget mere end at se godt ud. For det var det, som betød noget for mig på det tidspunkt. Og hvis jeg skal være ærlig over for dig, krop, så betyder det da stadig noget… Men ikke i samme grad.

Der findes mange stærke, seje, kloge kvinder, som jeg kan spejle mig i og blive inspireret af, hvad angår intellekt og værdier. Men indimellem dukker mit yngre jeg op – hende den 15-årige, som mange andre måske også mærker – der higer efter bare at være en lille smule mere perfekt. Det er de der aftenener, hvor alt i mit liv virker umuligt, og jeg føler mig en lille smule hæslig. Og så begynder den dårlige remse: “Du har for brede hofter, din mave er for stor, hvis bare du ikke …” Nogle gange kommer vreden heldigvis også – den der retter sig udad.

Uanset hvor meget kendte tøjmærker putter en plus size-model ind hist og her til et enkelt show eller i en kampagne, virker det ikke, før alle slags kroppe bliver repræsenteret i modebilledet.

For let’s face it: Det er stadigvæk den tynde, høje, langbenede kvinde, som dominerer og er symbolet på en 'rigtig' model. Og vi har et problem, når for eksempel unge kvinder og mænd får at vide af deres modelbureau, at de skal tabe sig, selv om de i forvejen er meget tynde. Vi reproducerer en usund kultur, som bliver givet videre til den næste generation og generationen efter den. Og nu også med sociale medier, som hver dag udsætter millioner af teenagere for retoucherede og redigerede billeder af tynde mennesker, uden at man lægger mærke til, at de ikke er ægte.

Kære krop, bare kald mig et gammelt fjols, men der må laves om på det, før de indre kropskampe kan stoppes. Og selv om jeg nok så meget kan prædike på Instagram om, at alle kroppe er smukke og unikke på deres egen måde, så kræver det mere end det. Det kræver villighed og lyst fra en hel branche til at ændre en kropsforvrængende kultur.

Indeni har du og jeg også vores uoverensstemmelser og kampe. Følelsen af ængstelighed og ensomhed, som i perioder overvælder os begge. Når problemerne vokser sig store, er det, som om det hylster, du er lavet af, ikke stort nok til at rumme de tanker og følelser, jeg har indeni. Og det er ubehageligt, krop. Omvendt er det også en glæde, at jeg har mulighed for at føle alle de ting. At du og jeg sammen kan afreagere og mærke efter på forskellig vis, som en slags si, der filtrerer alt skidtet og alle de mørke tanker fra.

Så kære krop, undskyld!

Jeg er i dag meget mere taknemmelig over alt det, du gør for mig hver dag. Jeg har fundet ud af, hvor værdifuldt det er at være sund og rask. At alle de følelser, som jeg er så heldig at bære rundt på, er en gave, som folk uden lige så meget kontakt med dem går glip af.

Jeg har lært, at udseendet ikke dikterer, hvem du er, eller hvad du kan blive. At du godt kan få en sød kæreste, et dejligt job og skønne venner uden at ligne en model. I dag skammer jeg mig næsten over, at et lillebitte tal og nogle fjollede mål kunne få lov til at få så meget af min dyrebare tid og opmærksomhed. Jeg ville gerne have sluppet kontrollen lidt mere. Eller have nydt hvor begavet, nørdet og helt igennem sej, jeg var, fordi jeg tog kropskampen op allerede dengang og håbede på at ændre på noget – for jeg kunne jo også bare have givet op.

Så kære dejlige krop! Jeg priser mig lykkelig for, at du lader mig spise et halvt kilo slik den ene dag og gå 10.000 skridt den næste – uden at klage. Jeg elsker det samarbejde, vi har. Mine øjne, som er fuldt funktionsdygtige, så jeg både kan køre bil og gribe en bold. Mine hænder, som hele sommeren har favnen fuld af markblomster, jordbær og ivrigt gestikulerer, når jeg udtrykker min begejstring over faunaen i skoven. Hvor fedt det er, at jeg kan suse afsted på cykelstien med (hvad der føles som) 80 kilometer i timen, mens jeg smiler. Jeg ville ikke være foruden mine klodsede motoriske evner, som vælter glas og snubler på fortovet, for det er noget af det, der gør mig til mig. Min hjerne, der fra en ung alder har hjulpet mig med at udtrykke det, jeg føler og brænder for. Den musik, der også bor indeni mig, som kommer ud i både sang og klaverspil. Og mit hjerte, der både holder mig i live og sender kærlighed til dem, der betyder noget. Tak.

Kære krop, mit ønske for fremtiden er, at du og jeg holder os gode venner. Vi er jo forbundne hele livet. Vi har så meget foran os af både gode og krævende oplevelser. Så lad os slutte helt fred.