Spottet på gaden til modeuge: De her trends hopper vi med på

August betyder modeuge i København. Vi har været på gaden for at se, hvad folk har taget på. Her kan du læse, hvilke trends du kan holde øje med, og hvordan du kan implementere dem i din egen stil.

København har været fyldt med smukke outfits, catwalks, modeller og en helt masse paraplyer. For mens regnen har skyllet ind over byen, har anden uge af august stået på modeuge. Her har en masse modebrands fremvist deres bud på, hvad vi skal iklæde os til næste år.

Modeugen betyder dog ikke kun flotte outfits på catwalken. Blandt gæsterne er der også mange smukke styles at lægge mærke til. Vi er taget på gaden for at finde de trends, du kan lade dig inspirere af.

Barbiecore

Siden Barbie-filmen havde premiere, har den været overalt. I biografen, på nettet og nu også i garderoben. Inspireret af Margot Robbies fine, lyserøde påklædning, har der været en uskreven dresscode, hvis du skulle se filmen i biografen, og den holder altså også på gaden. Du kan både hoppe med på trenden med lyserøde toner fra top til tå, eller med enkelte lyserøde tilføjelser til dit outfit.

Foto: Getty Images

Skinnende items

Skinnende items i sølv eller metalliske nuancer er ikke til at overse. En nem måde at implementere trenden i din egen stil kan være med et par skinnende sko eller en taske i en metallisk farve. Hvis du er ekstra modig, kan du også iklæde dig et helt outfit i det skinnende materiale.

Foto: Getty Images

Lange nederdele

Maxinederdele har været en fast del af gadebilledet hen over foråret og sommeren. Det er simple, stilrene nederdele i bl.a. satin og denim, der fås i forskellige længder og snit. Uanset om du vil have en løs pasform, eller en der sidder mere tæt, er der en maxinederdel for dig. De kan bæres afslappet til hverdag med en t-shirt og et par sandaler, men kan også nemt styles til finere brug.

Foto: Getty Images

Denim

Du går aldrig galt i byen med denim, og det er alt i denim, der kan bruges. Du kan let hoppe med på trenden med et par klassiske jeans i en løs pasform. Det giver et afslappet og komfortabelt look. Derudover ser vi også toppe og jakker i denim, og tøjstykkerne kan sagtens sammensættes, så du kører dobbelt-denim.

Foto: Getty Images

Transparent

En anden trend, vi spotter på gaden til modeugen, er det transparente look. Det kan være bukser, kjoler eller toppe i blondemateriale eller andet stof, der giver en gennemsigtig effekt. Tøjet er stilfuldt og giver dig et sexet look. Hvis du ikke føler dig helt vovet nok, kan du style de transparente stykker tøj med neutralt undertøj, der matcher din hud og derved ikke giver en stor kontrast.

Foto: Getty Images

Ballerinasko

Ballerinaskoene er for alvor tilbage, og det kan du nærmest ikke undgå at lægge mærke til. En elegant sko, der kan give et feminint element til din garderobe. Ballerinaskoene kan kombineres med et par løse jeans for et simpelt hverdagslook.

Foto: Getty Images

Pailletter

Pailletter er ikke længere kun til brug ved festlige lejligheder. De fungerer også til hverdag, og til modeugen i København. En god idé er at sætte det glimtende materiale sammen med mere afslappede items, som f.eks. et par denim bukser. At blande forskellige teksturer og materialer er også noget, vi ser på gaden til modeugen.

Foto: Getty Images

Skarpe jakkesæt

Med et jakkesæt i din garderobe har du et outfit til enhver lejlighed. Du kan sætte det sammen med et par sneakers for et cool hverdagslook, med et par loafers for mere elegance eller med et par stiletter til festlige arrangementer. Du kan også bruge delene hver for sig. For eksempel kan du bruge blazeren over en kjole eller bukserne til en fin top. Uanset hvilken styling du vælger, giver jakkesættet dig et sejt indspark.

Foto: Getty Images