Dansk firma gør op med bikinikroppen: Og du er inviteret med
Det danske undertøjsfirma Moons and Junes lancerer deres første badetøjskollektion. I den forbindelse inviterer de deres kunder til at være en del af en ny kampagne ”What does a bikini body look like?”, hvor man kan få taget billeder iført det nye badetøj.
Hvordan ser en bikinikrop ud?
Den ser heldigvis ud på rigtig mange forskellige måder. Det kræver nemlig ikke andet end at iklæde sin krop en bikini – præcis som den er – for at opnå den perfekte bikinikrop.
Desværre er der en uheldig retorik omkring bikinikroppen, og hvordan den skal se ud, som særligt kommer til udtryk, når sommeren begynder at nærme sig. Den retorik vil det danske undertøjsfirma Moons and Junes gøre op med.
Mærket har netop lanceret deres første badetøjskollektion, og i den forbindelse har de lavet kampagnen ”What does a bikini body look like?” med et tilhørende event.
Det finder sted den 7. og 8. maj, hvor de inviterer deres kunder til at være modeller ved et photoshoot i butikken Nørgaard Paa Strøget i København, hvor badetøjet også kan købes.
Det er fotograf Petra Kleis, der står bag kameraet, og så kan man ellers bare droppe ind og ud af fotoskydningen med sit nyindkøbte badetøj. Alle får et polaroid-billede af sig selv i bikini samt muligheden for at komme på Moons and Junes' site.
Moons and Junes, der blev grundlagt i 2016 af Agnete Bjerre-Madsen, har sloganet ”No underwire, no padding, no bullshit” og er kendt for at hylde alle kroppe uanset størrelse, farve og alder. Også strækmærker, ar og kropsbehåring får lov til at være uretoucheret på deres Instagram, hvor 85 % af opslagene kommer fra mærkets følgere.
Moons and Junes har været featured i Vogue, der netop nu har sangeren Billie Eilish på forsiden, hvor hun er iklædt sexet undertøj, der fremhæver hendes smukke former.
Helt fra starten har de aktivt brugt deres følgere på Instagram bl.a. som en del af deres produktudvikling, hvor mere end 50 personer har været med til en fitting. Det er også følgernes egne billeder og mål, der bliver brugt i en størrelsesguide på hjemmesiden, der skal hjælpe nye kunder til at finde den perfekte størrelse ved at spejle sig i rigtige kvinder.
Skal du have en ny bikini, så smut forbi Nørgaard Paa Strøget i København, og vær en del af Moons and Junes’ nye kampagne.