"Jeg giver ikke en fuck, hvad folk tænker om min krop, så længe jeg har det godt med mig selv"
Den danske topmodel Nina Agdal, 25, er indehaver af en gudindekrop, som bl.a. har bragt hende på forsiden af det amerikanske magasin Sports Illustrateds swimsuit-udgave og på skærmen til Super Bowl.
Hvordan er det at leve af sit udseende?
– Det er noget, jeg har skullet vænne mig til. Jeg var 18, da jeg begyndte min karriere, og når du er så ung, er det svært at blive kritiseret for din krop. Jeg skulle vænne mig til at blive vurderet til ikke at være høj nok (176 cm, red.) og andre gange for kurvet. I starten skulle jeg minde mig selv om, at det er et job, og at det ikke har noget med mig at gøre, at kunden ønsker et bestemt look.
Hvordan har du oplevet, at branchen har ændret sig?
– Tiden er en anden, end da jeg startede. Særligt i USA er der plads til flere og flere kropstyper. Det handler mere om, om du er sund og rask, end hvilken størrelse, du har. Du kan være en størrelse 4 (dansk 36, red.) eller størrelse 12 (44, red.) og få vilde kampagner. Faktisk er det blevet sådan, at kunderne næsten ikke tør ønske en størrelse 0 af frygt for at blive kritiseret for at vise et for slankt kropsideal. Det er vigtigt, at alle kan føle sig accepteret, uanset om de er en størrelse 0 eller 12. Skønhed kommer i alle farver og former, og det er dejligt, at det ikke er afgørende, hvad størrelse dine jeans er.
Hvad tænker du om din egen krop?
– Jeg har selvfølgelig nogle dage, hvor jeg er mere kritisk over for den end andre. For eksempel i fredags, hvor jeg og en veninde bestilte hele menuen hos pizzeriaet og drak vin. Jeg nød det, og vi havde det så sjovt. Dagen efter begyndte en lille dårlig samvittighed at melde sig, men så drikker jeg en juice i stedet for at spise en kæmpe morgenmad. Hvis du ikke kan nyde gode middage og livet, kan det være lige meget. Det er ikke noget, jeg gør hver dag. Det er ikke godt for kroppen, uanset hvad du lever af. Men overall er jeg helt tilfreds.
LÆS OGSÅ: Topmodellen Candice Huffine om sine kurver: “En kvinde er en kvinde. Kan vi ikke bare hylde det?”
Hvad betyder en sund krop for dig?
– Det betyder, at jeg har det godt med, hvordan jeg ser ud, men endnu vigtigere, hvordan jeg har det indeni. Jeg tager mig af mig selv, dyrker motion og spiser sundt det meste af tiden, men der skal også være plads til en burger. Jeg motionerer dagligt. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg nyder at bevæge mig. Jeg får samlet tankerne og stresset af. Det gør mig også gladere og giver mig energi.
Hvordan var dit forhold til din krop, da du var yngre?
– Da var jeg, som mange andre unge piger, noget mere usikker på mit udseende. Det var altid nemmere at finde mine fejl, når jeg kiggede mig selv i spejlet, end at se det gode. Når du er yngre, ved du ikke, hvor du passer ind, og hvordan du skal se ud og have det. Jeg tror ikke, du kan gå igennem dit teenageliv uden at tage stilling til dit udseende. Når du er yngre, er du bare hårdere ved dig selv. Jeg giver ikke en fuck, hvad folk tænker om min krop, så længe jeg har det godt med mig selv. Ja, du skal have din søvn og drikke vand, spise sundt og motionere. Men du skal også huske at have gode mennesker omkring dig og læse en god bog.