19 nemme frisurer, du selv kan sætte til nytårsaften
Hvordan skal dit hår sidde nytårsaften? Vi har samlet 19 fantastiske frisurer og guider dig til, hvordan du selv sætte dem uden besvær.
Dagene, til at vi træder ind i det nye år, kan snart tælles på én hånd. Det betyder to ting: Vi skal fejre springet ind i det nye år og finde nytårskjolen frem. Med nytårskjolen kommer også frisuren, der skal være mindst lige så festlig.
Men lad os være ærlige: De færreste af os orker at bruge timer af vores nytårsaftensdag foran spejlet i en tåge af lak og hårpudder for at fremtrylle en festlig frisure, der kan gå som årets nytårshår. Det skal derimod være let og overskueligt at sætte frisuren.
Vi har samlet 19 frisurer, der egner sig perfekt til den festlige anledning og ikke kræver en frisøruddannelse eller meget mere end et sæt hænder og en håndfuld gode tips og tricks.
Der er det stramme, skinnende og festlige udtryk, comeback til rottehalerne, skarpe skilninger og stramt flettede fletninger. Alt sammen perfekt til et nytår med konfetti, glimmer og glans.
Feminin kant
Store, bløde, voluminøse krøller med feminin kant kan du lave ved at bruge et smalt krøllejern. Husk at krøllejernet skal være godt varmet op, snur håret indad mod hovedbunden til cirka halvvejs af hårlængden – fra spidserne og ind. Sørg for, at skilningen ikke er for skarp for at give din frisure et blødt udtryk sammen med de markante krøller, og ryst håret godt igennem, når det er kølet af.
8-tallet
Et pift af noget royalt er, hvad du får med denne elegante frisure. Del dit hår i to dele ved en midterskilning, og træk det om bag ørerne, hvor du samler det i to lavt siddende rottehaler. Snur dem rundt og brug enten to små elastikker, til at lukke dem eller til holde fast på enderne.
Tag først den ene snurrede hårlok og drej den rundt om den anden snurrede hårloks elastik. Drej hårlokken så mange gange frem og tilbage mellem de to rødder af rottehalerne, som det er muligt, og gør så det samme med den anden snurrede hårlok. Brug hårlak og hårnåle til at holde frisuren på plads. Hvis du vil gøre det yderligere elegant, kan du dele de to hestehaler i to, før du snurrer og fletter halvdelen.
Helt uperfekt perfekt
Det minder om en klassisk, kvindelig frisure fra 1960'erne – dog mere sexet. For at få den rå tekstur i håret kan du bruge tørshampoo fra hårrødderne til cirka halvvejs igennem længden på dit hår. Derefter skal du sprøjte hårlak på dine fingerspidser og på den måde lave små lag imellem dine lokker – de skal skille lidt.
Tag derefter dit hår op, som skulle du sætte det i en hestehale, tvist og drej så håret ind mod hårbunden, og sæt det fast med U-formede hårnåle. Få derefter mulige løse lokker ind i den drejede knold, og afslut med et nyt lag hårlak.
Forlænget og kombineret
Selvom falsk hår er blevet et fy-ord hos mange, er det et snildt trick, du selv kan ty til, hvis dine lokker ikke helt rækker til frisuren. Når du har en passende længde på dit hår, skal du trække det tilbage over hovedet, som ved en hestehale, eventuelt sikret et glansfuldt udtryk med hårlak.
Saml håret med en elastik i nakken som til en hestehale, træk kun håret halvt igennem, så det sidder som en løs knold. Træk derefter den ene side af håret ud som i en hestehale og brug en lok til at snurre om elastikken, så den er dækket til. Frisuren er på én gang løs og skinnende, samtidig med at den løse knold gør udtrykket mere afslappet.
1990’er-smart
Rottehaler var fedt i 1990'erne. Og cute. Det var det. Og det bliver det meget vel igen. Nu skal de være høje, fine og i bedste 90’er stil afsluttes med masser af spænder. For at holde styr på lokkerne er det god ide med midlertidige elastikker, der kan hjælpe dig med at holde håret på plads. Spænderne er for resten valgfrit.
Hide and seek
Gå tilbage i arkiverne, og hiv det klassiske net frem. Lige som Maude fra Matador kan du have hvilken som helst frisure under, og endda bruge det i forbindelse med en klassisk hat.
Hvis ikke du har en hat, kan du gøre det stramt og forførende ved, at rede dit hår igennem med en skinnende gel, der gør håret glinsende. Børst så dit hår til siden i en bred sideskilning, og gør det stramt. Sæt da et net fast med hårnåle, hvor det passer dig, og lad nettet komme til sin ret. Et voila!
Flettet og finurligt
Her er en klassisk frisure, der stadig er værd at bide mærke i. Del dit hår i fire dele og lad de to forreste hænge, flet de to bageste med en skilning på midten af hovedet fra pande til nakke. Fold hver del rundt om hovedet og sæt enderne fast med hårnåle, så de overlapper. Alternativt kan du også flette pandehåret med ind i kransen og opnå den fulde græske effekt.
Tvistet knold
Frisuren minder om en gammel klassiker, nemlig en høj hestehale, hvor du snurrer hestehalen rundt om elastikken en enkelt gang, og fæstner det under elastikken. Gør det et par gange, hvorefter du kan lade spidserne stritte eller gemme dem væk med hårnåle alt efter, hvor meget hår du har.
Hvis ikke dit hår er langt og fyldigt, kan du lade en tot hænge, sætte en helt almindelig knold og snurre den løsthængende tot omkring hovedet. På den måde ser din knold mere fyldig ud, og du får stadig samme frisure.
Stærk og detaljeret
Denne frisure er en smule snørklet at lave, men ikke mere end den er det hele værd. Først skal du sørge for, at dit hår er helt glat. Det kan du gøre ved at føntørre det, mens du børster eller bruge et glattejern. Derefter samler du dit pandehår mellem dine to tindinger og deler det i to. Herefter holder du godt fast i begge totter, og krydser det på bagsiden af dit hoved.
Når de to totter er på bagsiden af hovedet, fæstner du dem bag hvert øre med en lille elastik. Det resterende løse hår bruger du nu til at dække elastikkerne, ved at ligge det henover elastikkerne. Til sidst samler du al håret i en lav hestehale og snurrer en lille lok om elastikken, så den er gemt. Afslut med et spray af hårlak, så det bliver siddende.
Frem med hårspændet
Et simpelt spænde eller sågar en hårnål kan holde dit hår på plads og være fin og dekorativ pynt, hvis du ikke er til det helt store. Lav en sideskilning, gør håret vådt med gel og skrab det stramt tilbage, som skulle du sætte det i en hestehale. Sæt dit favoritspænde eller en simpel hårnål, hvor end det passer, og du er klar.
Dekorativt fehår
Skab sammenhæng mellem dit hår og dit ansigt med et pandehår, der er mere ekstravagant end til hverdag. Om det er behageligt, kan vi ikke kloge os på, men ved hjælp af et nyvasket og endnu vådt hår, en hel del gelé og en bred kam kan du nemt gøre frisuren efter. Sæt det resterende hår, som det passer dig, og læg pandehåret i baner ind mod panden. Vi anbefaler dog, at du holder det forholdsvis simpelt. Dét her er en showstopper.
’Jeg sætter min hat, som jeg vil’
Hestehalen hængende løst og fyldigt på skulderen og kasketten på skrå. Her er en klassisk hip hop-frisure, der sender tankerne tilbage på det gamle Brooklyn krydret med nytårsglimt, hvor der er plads til en fin eller sjov hat, som du nemt kan tage af, når festen bliver for vild, og dynen kalder.
For at lave denne frisure skal du gøre dit hår fyldigt og en smule vildt. Det kan du også, hvis du har fint hår ved at bruge en mousse og lak, du masserer ind med fingrene. Derefter skal du rede håret til den ene side og lave en hestehale. På med hatten. Sådan.
She Bangs
Går du med en drøm om pandehår i maven, men tør ikke tage det fulde spring? Så start året med et frisk pust og prøv en blød start med det gardin-lignende pandehår, vi alle husker fra 70’erne. Hvor det skarpe pandehår giver en skarp kant til ansigtet, bryder denne version med den lige linje og giver i stedet noget blødt og feminint.
Pyntedukke
Hvis håret ikke vil, som du vil, og du bare har lyst til at gemme det, så pak håret ind højt på hovedet under et tørklæde eller brug et diademagtigt pandebånd som pynt. Det er let, smukt og hurtigt.
Løst og stramt i ét
Det gode ved den 80'er-inspirerede frisure er, at den kan laves med fingrene og enkle produkter. Halvt løst og langt, halvt stringent og nidkært stylet. På ryggen hænger dit hår uanset om du har page eller ryglangt hår løst og blødt, og foran er håret præcist, nærmest som en korthåret drengefrisure.
Sæt håret ved at lave sideskilning, påfør gel ved hårrødderne ved skilningen og børst håret et par centimeter tilbage over hovedet. Spray dine fingre med hårlak og fold håret i en bue og før det ned langs øret. Børst derefter håret fra skilningen lige bag det forreste pandehår ned langs hovedet. Spray med hårlak – et voila! Stærk, skarpt og nemt.
Fest og glade dage
Omend det kan ligne, at du har stukket hovedet ned i en pose fra Panduro, er det ikke helt dumt at gøre det efter – det er jo nytår. Du kan bruge glimmer, som godt nok bliver siddende længe eller andre former for løst pynt, som fjer, bånd og andet du kan lide. Brug endelig lak til at få det til at sidde fast, nyd opmærksomheden, der følger med din frisure og tænk først på at få det af dagen efter. Det ser især gennemført ud, hvis du også bruger farverne eller konfettien fra håret, som en del af din makeup.
Stramme detaljer
Fordel en skinnende gel håret, træk det skarpt tilbage over hovedet med en børste og saml det i en hestehale i den højde på hovedet, du foretrækker. Del hestehalen i tre: to store og en lille lok. Drej den lille lok om elastikken for at gemme den, og snur så de to fyldige lokker rundt om sig selv og derefter hinanden. Hold godt fast i spidsen af hestehalen, der nu er snurret sammen, og afslut den med en elastik. Spar ikke på lakken til dette alternative tag på en fletning.
Krøller eller ej
Dyrk, hvad du er skabt med, bob det op med produkter, der stiver det lidt af og får det til at skinne. Det er især en frisure, der egner sig til dem, som har et naturligt tykt hår med fald eller krøller med eller uden pandehår.
Dobbeltfletning
Du kan både lave denne frisure med et fyldigt eller glat hår – sørg blot for at gøre det nemt at arbejde med, før du går i gang, og del dit hår i fem dele. To lokker i hver side ved tindingerne og det resterende hår lader du hænge.
Hver lok fletter du langs og rundt om hovedet som en fransk fletning. Flet de to i samme side tæt ved hinanden og sørg for at stramme dem op, så de er fyldige. Du kan både flette indad mod hovedbunden eller udad mod rummet – hvis du fletter indad bliver fletningen flad, hvis du fletter udad bliver den tykkere og stikker ud fra hovedbunden.
Når de fire fletninger er flettet, samler du dem med en elastik, og snurrer en tot fra det frit hængende hår omkring, så elastikken gemmes.