Okay Kaya: "I stedet for at kontakte mine venner, fulgte jeg bare med i deres digitale liv"

Hvem er Kaya Wilkins – model, sanger eller skuespiller?

“Jeg er først og fremmest bare en kvinde, der voksede op i Nesoddtangen i Norge sammen med tre af mine fem brødre og en kunstnerisk mor. Det var et chill sted, hvor der var plads til at være den, du var, uden prædikater. Nu er jeg musiker/skuespiller/model. Jeg ser nok primært mig selv som musiker, men for mig er der ikke et stort spring fra musik til skuespil. I bund og grund handler det om at forstå mennesker, lytte til dem og gengive det, du hører, i en personlig form.”

Hvor kommer modeljobbet ind i den ligning? 

“Det er det, jeg har levet af. Det kræver ikke ret meget af mig, og det betaler godt. What’s not to like? Det giver mig frihed til at forfølge mine kreative ideer, og jeg kan godt lide det. Særligt når jeg arbejder med en fotograf, der har en vision, som vi skal forløse sammen i en kreativ proces.” 

Hvad optager dig mest lige nu? 

“Musikken. Lige nu er jeg ved at samle mit band, så jeg kan få min plade klar til at udkomme i starten af 2020. Okay Kaya skal være mere end bare mig, og jeg er omgivet af gode folk.”

Du var kun 19 år, da du flyttede til New York. Hvorfor rejste du herover?

“Jeg ville nok bare væk fra det provinsielle liv og bo i en by, der ikke var så homogen som den, jeg kom fra. Men nu hvor jeg bor her, har mit forhold til New York ændret sig.” 

Hvordan? 

“Jeg er mere ambivalent over for byen og ikke så forelsket i den. Og jeg har ikke brug for at gå så meget ud mere. Når jeg ser tilbage på min første tid her, var det hele så romantisk. Jeg havde ingen penge, men jeg havde tid og kunne sidde på en bænk i parken i syv timer. Det var en god by at være fattig og fortabt i. Uanset hvor lidt jeg havde, kunne jeg altid købe en pizzaslice for en dollar og blive underholdt af gadens teater.” 

Og det kan du ikke nu?

“Nu er det en luksus at sidde flere timer i parken, fordi jeg sjældent har tid. Jeg værdsætter virkelig det, jeg laver, men jeg er også blevet voksen i den her by, og det har ændret mit syn på den. Jeg er ikke så imponeret længere, og jeg er blevet mere indadvendt.” 

Er det en dårlig ting?

“Ikke nødvendigvis, men jeg har det bedst, når jeg sørger for at være social. Jeg får altid ny energi, når jeg kommer ud blandt mennesker. Jeg skal bare presse mig selv lidt mere til det end tidligere.”

Bliver du boende i New York eller vender du hjem til Norge en dag?

“Jeg bliver ikke i New York, men jeg har faktisk heller ikke planer om at tage tilbage til Norge lige foreløbig. Jeg er vild med danskere, og jeg elsker København. Der ville jeg gerne bo. Min kæreste er også norsk og bor i Berlin. Vi har kørt langdistanceforhold længe, men nu har vi startet et band, Rør, sammen, så jeg flytter nok over til hende. Ellers får vi jo aldrig en chance for at øve sammen.”

Der er en særlig melankoli i din musik. Lider du af hjemve? 

“Det er meget godt spottet. Uanset hvor jeg er, har jeg hjemve. Mit liv og mine venner er her i New York, men jeg har jo også venner i Norge. Min far er amerikaner, min mor er nordmand, jeg er rodløs. Jeg hører hjemme alle vegne og ingen steder.” 

Du er meget åben om din skrøbelighed, angst og sociale fobi. Hvordan bruger du det i dit arbejde, der jo på mange er ekstrovert?

“Jeg har helt bevidst valgt en ekstrovert vej, fordi det er en måde at se angsten i øjnene på. Musikken hjælper mig. Jeg har valgt at være meget ærlig i mine tekster og vil gerne have, at min musik giver anledning til en åben samtale og er noget, vi kan samles om.”

Hvordan har du det med Instagram?

“Instagram har været en dårlig vane. Jeg postede min nye musik, annoncerede hvor jeg spillede og følte, at jeg skulle promovere den bedst tænkelige version af mig selv hele tiden. Samtidig med, at jeg fulgte 844 andre profiler. 844! Hjernen er ikke skabt til at rumme så meget information, så jeg har slet ikke kapacitet til at følge med i så mange menneskers liv. I stedet for at kontakte mine venner, fulgte jeg bare med i deres digitale liv. Jeg følte altid, at jeg manglede tid i løbet af dagen, fordi jeg brugte den på at tilfredsstille min hjerne med det kick, den får af likes.” 

Så hvad har du ændret?

“Jeg holder en pause fra Instagram, og så tvinger jeg mig selv til at kontakte de mennesker, jeg gerne vil se. Være sammen med dem og høre, hvad de siger i stedet for bare at registrere, hvad de poster. Nu bruger jeg Instagram til at poste om min musik, ikke til at socialisere.”  

Hvordan var det at vokse op i 90’erne?

“Jeg blev jo født i 1990, så jeg husker mest de sidste år og føler en vis nostalgi i forhold til den periode. Mest musikken. Min første korlærer ville have, at vi skulle lære Zombie med The Cranberries. Jeg var 10 år og troede, at jeg var forelsket i ham, men jeg var nok mere forelsket i hans gode musiksmag.”

Var det ham, der vakte din musikinteresse?

“Nej, det var helt klart min mor. Hun er kunstner og musikentusiast og spillede musik 20 timer i døgnet. Jeg faldt altid i søvn til musik og vågnede til musik. Det kunne være alt fra Cypress Hill til Lisa Ekdahl, hun lyttede ikke til Beatles og Bob Dylan. Dem måtte jeg selv opsøge. Hun spillede også Mariah Carey, hiphop og alle de der hit-compilations, der var fremme på det tidspunkt og er stadig med på beatet. Hun skal snart til koncert med Little Simz, der er en supercool rapper.” 

Hvornår begyndte du at spille musik?

“Jeg begyndte at spille guitar med min bror, der er trommeslager i et metalband, da jeg var 12. Jeg dansede også, indtil jeg flyttede til New York, og da jeg fyldte 21, købte jeg en guitar. Jeg har altid sunget.”

Hvordan vil du beskrive din lyd?

“Jeg vil kalde den sparsom. Jeg går meget op i, hvad stilhed betyder for musik og bruger pauserne og opholdet som et redskab. Og så vil jeg gerne eksperimentere med mange forskellige genrer og gøre dem til min egne. Min lyd kan måske opleves som melankolsk, men det er ikke tilstræbt. Jeg er bare meget bevidst om, hvad jeg skal bruge min tid på og plads i verden til. Jeg vil efterlade det rum, jeg indtager, med skønhed.”

Du har gået shows for Calvin Klein, Balenciaga, Missoni og senest Bottega Veneta. Er det også skønheden, der fascinerer dig ved modeverdenen?

“Det er nok mere designerne bag end selve tøjet. Jeg er meget fascineret af de store kunstnere, der arbejder i den branche. Da jeg arbejdede sammen med Daniel Lee på Bottega-kampagnen, kunne jeg se, hvilken betydning og omtanke, han lægger i hver eneste detalje, hvert eneste billede og hvert eneste look.” 

Du er blevet en slags muse for ham, åbnede hans første show for Bottega Veneta og blev kampagnemodel for kollektionen. Hvordan kom det i stand?

“Det var fotografen, Tyrone LeBon, som spottede mig. Jeg er superstolt af kampagnen og samarbejdet med Daniel Lee, men vi er altså ikke private venner. Vi hænger ikke ud i Paris, ha ha. Det er nok meget godt. Jeg er lige stoppet med at ryge og har holdt det i to uger. Sidst jeg stoppede og faldt i, var i Paris. Man skal bare ryge i den by.”

Hvad skal man gøre, hvis man er i New York?

“Tage ind og se standup. Det gør jeg meget – særligt nu, hvor jeg hverken ryger eller drikker. Jeg kan godt lide at holde pause fra de dårlige vaner. Det kan være alt fra to uger til to måneder. New York er meget drink social, så det er godt at finde nogle steder, hvor du kan gå ud uden at drikke. Du skal bare undgå at sætte dig på første række, hvis du ikke vil være en del af joken.”  

Men du har jo selv været med i en film, så du kan da ikke være helt sceneskræk?

“Jeg elskede at være med i Joachim Triers film (Thelma fra 2017, red.), fordi jeg egentlig bare skulle spille mig selv. Men hvis jeg skal spille andre roller, kræver det mere skoling. Al kunst handler i udgangspunktet om at have en grundlæggende forståelse for menneskers følelsesliv og være i stand til at lytte og skabe forbindelser til andre mennesker. Jeg snublede ind i skuespillet, og det var sjovt. Og kommer den oplagte rolle igen, vil jeg da klart springe på den.” 

Hvad er den oplagte rolle?

“En kvinde, der får lov til at elske fuldt ud, og som er et helt menneske og ikke bare en type. Jeg har læst så mange manuskripter, og de kvindelige roller mangler stadig karakter. Der har vi ikke fået ligestilling.”

Hvad optager dig, indtil dén rolle kommer? 

“Jeg er stadig på Twitter, og der citerede jeg for nylig Gwen Stefani, der sagde “take a chance you stupid ho.” Det er det, der optager mig.” At tage chancer.”