Ole Henriksen

Ole Henriksens bedste råd til hudpleje i alle aldre

Der findes kun én cremekonge, og her har vi fået ham til at give sine bedste råd til hudpleje i tre aldersgrupper. Vi kan afsløre, at det bl.a. handler om revne agurker, god musik og en masse selvkærlighed.

40'erne - Elsk dine smilerynker og pas på med alkoholen

Hvad er vigtigt for huden, når man er i 40’erne?

"Lov mig at smile til dig selv i spejlet hver morgen og anerkend dig selv i 40’erne. Det er vigtigt i en verden fuld af ikoner, vi prøver at ligne. I 40’erne vågner mange kvinder nemlig op og kan se, at øjenomgivelserne er blevet lidt trætte, og der er kommet små poser under øjnene og smilerynker – som er smukke efter min mening.

Men øjnene er din kontakt til omverdenen, hvor dine følelser sidder, så pas på med alkohol. Der er ikke noget galt med et glas vin, men tre glas sætter deres præg på øjenomgivelserne. Tag i stedet hellere og skift mellem vand og vin gennem aftenen. Salt binder væsken, og det er fjenden.

Huden er så tynd om øjnene, så der skal man bruge en god øjencreme, som ruster huden. Brug den som en slags flydende makeup, der skjuler de sorte rander. Put cremen på bagsiden af hånden og dup generøst om øjnene og i tindingen – og brug den til sidst i rutinen. Ikke først."

Hvem har du hjulpet i den aldersgruppe?

"Katy Perry, Renee Zellweger og Charlize Theron er alle kvinder i den aldersgruppe, som jeg har hjulpet i min spa i Hollywood, og de elsker alle sammen agurkeruller på øjnene. Jeg er selv glad for mine smilerynker, og jeg synes, det er synd, at nogle fjerner det hele med botox. Det har også en tendens til at få øjnene til at virke mindre. Der skal være liv i øjnene, og det hjælper øjnenes smilerynker på."

Har du et godt tip til, hvad man kan gøre selv derhjemme?

"Riv en agurk på et rivejern og tag et stykke gaze eller tyndt bomuld. Læg et pænt lag af de revne agurker og fold stoffet omkring det som en sushirulle. Agurkeskiver hjælper ikke, for de lægger sig oven på øjenomgivelserne og hjælper ikke en pind der.

Agurk indeholder koffein, vitaminer og mineraler, som opkvikker huden. Læg dig med rullen over øjnene og pres den blidt ned mod øjnene. Hvis du river agurk i større mængder, kan du gemme den i køleskabet i en tupperware. Afslut med en ansigtsmaske."

60'erne - Hold dig i gang og fjern de døde hudceller

Hvad er vigtigt for huden, når man er i 60’erne?

"60’erne er en spændende tid, for nu er du rigtigt voksen, selv om du måske stadig føler dig ung i sjælen. Derfor skal du huske din ungdoms kropssprog og ikke begynde at hænge i kroppen og tale langsomt, som mange begynder på i den alder. Prøv yoga, pilates, svømning eller vinterbadning og hold dig kørende på den måde. Energi skaber energi.

Sæt god musik på og lav strækøvelser på stuegulvet. Selv om det er helt gratis er det en investering i dig selv. Hvad angår huden, så er fornyelsesprocessen langsommere i 60’erne, og de døde hudceller sidder fast på hudens overflade og får huden til at se træt ud og miste sin glans.

Mere end nogensinde skal du eksfoliere din hud – både kemisk og fysisk. Når du for eksempel bruger en scrub, er det fysisk eksfoliering, mens når du bruger en kemisk syreholdig eksfoliering, starter en kemisk proces, som øger hudens collagen og fjerner de kedelige døde hudceller.

Kvinder i 60’erne tror, at deres hud er sart og ikke kan tåle det. Men nej, huden er sart, fordi du ikke gør nok for at stramme den op. Når du har fjernet de døde hudceller ved at eksfoliere, kan huden også bedre absorbere den creme, du putter på efterfølgende. Som jeg siger: "First you kick ass and then you add some love". Brug nærende og beroligende creme med aloe vera, birkesaft og vitaminer. Så er det farvel til den trætte hud."

Hvem har du hjulpet i den aldersgruppe?

"Jeg har for eksempel behandlet Kim Cattrall (kendt fra serien Sex & The City), som jo er et ikon, en moden kvinde og en kvinde, der ser fantastisk ud."

Har du et godt tip til, hvad man kan gøre selv derhjemme?

"Tag noget honning – god gammeldags flydende honning. Det virker beroligende på huden og fungerer som en maske. Læg dig ned med honning i ansigtet mindst 20 minutter, det behøver ikke være mere kompliceret. Faktisk er det vigtigere, at du er konsekvent, end at du finder en kompliceret rutine. Tænk på at pleje din hud lige så selvfølgeligt som at du børester tænder og vasker hår."

80'erne - Kodeordet i denne alder er styrke

Hvad er vigtigt for huden, når man er i 80’erne?

"Jeg er jo selv på vej hen mod 80’erne, og man skal huske at nyde rejsen. I den alder har de fleste sagt 100 % farvel til karrieren og bruger i stedet tiden på børnebørn, som de elsker. Du har masser af tid, men husk at bruge noget af den på dig selv. Husk at have hobbies, der holder dig sund. Hvis du ikke stadig er aktiv og nysgerrig, går du hurtigt i stå, og så kan det meget hurtigt gå ned ad bakke i den alder. Husk også at du ikke skal være bange for at forny garderoben – uden at blive teenager.

Tag et farverigt tørklæde på og husk stadig at tage dig af dig selv krop, hud og hår. Medmindre du bor i Hollywood, har huden nok mistet lidt af sin elasticitet, men det smukke i den alder er netop den modenhed, som kvinder udstråler, for de skal ikke længere bevise noget. Men der kommer nok også lidt pigmentfejl i huden, men de kan heldigvis godt reddes. Brug en dark spot toner mod leverpletter, så du får en ensartet hudtone. Den lægger en dæmper på melanin, som giver de mørke pletter.

Mange kvinder i 80’erne kender sikkert også til, at huden er så tynd, at hvis man slår sig det mindste bliver man rød og blå i lang tid efter. Brug en dybt nærende dagcreme, der beroliger blodkarrene med ceramider og aminosyrer og vitaminer. Det giver en god barriere mod naturens elementer, for kodeordet i denne alder er styrke.

Jeg kender det selv, når man har travlt, og det er gråt udenfor. Så tænker jeg: ”Ole, nu skal du ud”. Så sætter jeg musik i ørerne og går uden for og laver strækøvelser, danser eller laver styrketræning. På den måde får jeg endnu mere energi, end jeg ville have, hvis jeg blev inde i stuen.

Min mor er lige blevet 90, og hun kan stadig alle revytekster og behøver ikke sanghæfte om juletræet juleaften. Hun kan dem alle sammen endnu. Men jeg ved godt, det er frustrerende, at man ikke kan det samme, som man kunne før i tiden."

Hvem har du hjulpet i den aldersgruppe?

"Jeg havde for eksempel Kirk Douglas i min spa lige indtil, han blev 98 år, og han fik behandlinger to gange om ugen for at passe godt på sig selv."

Har du et godt tip til, hvad man selv kan gøre derhjemme?

"Tag 100 gram mandelolie til 50 gram puddersukker og 50 gram bordsalt eller kokkesalt samt en teskefuld eukalyptusolie. Tag et langt bad og brug blandingen over hele kroppen – også selv om det måske er svært at nå helt ned til skinnebenene.

Sukkeret fjerner trætte døde hudceller på kroppen, mens saltet stimulerer blodcirkulationen, og eucalyptus virker både desinficerende og opkvikkende. Brug den på benene, maven, armene og det af ryggen, du kan nå. Du bliver babyblød og dup dig blidt med et håndklæde, når du har skyllet det af. Hvis du for eksempel ikke stadig har et aktivt kærlighedsliv, må du give dig selv den kærlighed."

Om Ole Henriksen

  • Ole Henriksen er 71 år og har taget uddannelser inden for kemi i både London og Los Angeles.
  • I 1980 begyndte han at udvikle hudplejeprodukter under sit eget navn.
  • Han har stadig sin egen spa i Hollywood, hvor mange kendisser lægger vejen forbi for en ansigtsbehandling eller massage.
  • Selve brandet Ole Henriksen er i dag solgt til Moët Hennessy Louis Vuitton, men Ole er stadig kreativ direktør og brandets ansigt udadtil.