pandehår

Fem typer pandehår, der trender lige nu: Her er dén, der passer til din ansigtsform

Går du med tanker om at klippe pandehår, men ikke helt ved, om det vil klæde dig, kan det være, tiden er kommet til at booke en frisørtid nu. Der findes nemlig en pandehårstype for alle, mener frisør Salli Anderschou.

Få ting kan give følelsen af forandring som en ny frisure. Men en ny frisure behøver ikke nødvendigvis betyde, at dit lange hår skal klippes i en smart korthårsfrisure, eller at du skal farve dit hår i en vild nuance. Pandehår kan skabe mindst lige så meget forandring.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Måske du allerede – gentagende gange – har haft spørgsmålet oppe at vende: ”Hvad med pandehår? Ka’ det noget? Og er det nu, det sker?” Men hver gang, trangen til forandring og spørgsmålene om et nyerhvervet pandehår er opstået, har du ladet tvivlen sætte en kæp i pandehårshjulet … ”For vil det overhovedet klæde mig?”

Nu er tidspunktet så måske alligevel kommet. For ifølge frisør, Salli Anderschou, findes der et pandehår til alle, det handler bare om at vælge den rigtige type. Pandehår kan nemlig klippes og styles på et utal af måder – og ikke mindst tilpasses både glat og krøllet hår – uden at se ”forkert” ud.

Se her, hvilken pandehårstype der passer til din ansigtsform.

1. “Curtain bangs” – gardinpandehåret

”Pandehåret er delt med en midterskilning, så det falder smukt som tunge gardiner på hver side af ansigtet, der indrammes.

Denne type pandehår kan virke som et mere sikkert valg for dig, der er ny i pandehårsgamet og ikke helt tør kaste dig ud i den ultrakorte version. Fordelen ved gardinpandehåret er nemlig, at det er længere end andre typer og derfor hurtigere vokser ud igen. Desuden klæder gardinpandehåret alle ansigtsformer, hårlængder og -typer.

Det er også den type pandehår, som giver færrest dårlige hårdage. Det gør nemlig slet ikke noget, at det deler sig og svajer lidt mere tilfældigt og ikke er så glat. Det vil kun bidrage til et mere skødesløst udtryk.”

curtainbangs.jpg
Skuespiller Daisy Edgar Jones, 2023. Foto: Getty Images.

Sådan styler du det

”Generelt synes jeg, at al styling af pandehår skal starte med en omgang føntørring. Det er i min optik en form for basisstyling, som gælder alle pandehårstyper.

Det foregår således: Du føntørrer pandehåret med en børste fra side til side hen over ansigtet og gerne lidt overdrevet. Træk håret heeelt hen mod hvert øre, og fokuser på at få børsten til at gribe fat i håret tættest mod hovedbunden og knap så meget i spidserne. Ved at trække håret frem og tilbage på den måde, får du lagt hvirvler, koslik og lignende ned, så det ikke ”forstyrrer” måden, dit pandehår falder på bagefter.

Når du mere specifikt skal style et curtainbangs, kan du – frem for at føntørre med en rundbørste for at få det perfekte runde buk – bruge en hotstyler. Alle kunder, jeg har haft i hænderne, og som har prøvet en hotstyler i deres curtainbangs, har købt én og benytter den trofast ved hver føntørring, fordi den er så nem at bruge, modsat en rundbørste, som for mange kræver lidt mere øvelse.

Jeg afslutter altid med en teksturspray. Det giver det helt rigtige andendagslook, som er lidt mere råt og skødesløst frem for nyvasket og flyvsk. Samtidig er tekstursprayen med til at holde pandehåret lidt på plads.”

2. ”Wispy bangs” – det pjuskede pandehår

”Det pjuskede pandehår er mere let og luftigt i udtrykket, fordi spidserne ikke er klippet lige over. Pandehåret er derfor mere blødt og ikke så markant, som fx det klassiske pandehår er, og alle  ansigtsformer, hårlængder og -typer kan derfor bære denne version.”

wispy bangs.jpg
Skuespiller Dakota Johnson (tv.) og skuespiller Halle Berry. Fotos: Getty Images.

Sådan styler du det

”Igen, start med basisføntørringen og afslut med en teksturspray. Den hjælper til at give det helt rigtige look, så totterne samles lidt, og pandehåret fremstår mere tilfældigt og cool – uden at fedte.”

3. ”Baby bangs” – det ultrakorte pandehår

”Den korte version, der gerne klippes op over øjenbrynene, og som også fås i en ultrakort version, der klippes med få centimeter til hårgrænsen. Det kortere pandehår, som giver ansigtet karakter, klæder især hjerteformede ansigter og alle hårstrukturer og -længder.”

zoe kravitz.jpg
Sanger og skuespiller Zoe Kravitz, 2023. Foto: Getty Images.

Sådan styler du det

”Hvor basisføntørringen ved det pjuskede pandehår er en god idé, er den faktisk uundværlig i forbindelse med styling af et baby bangs. Jo kortere pandehåret er, desto sværere er det at style det med fx et glattejern uden at brænde sig eller lave et buk, som ikke fungerer.

Derfor bruger jeg som oftest kun en føntørrer og derefter et produkt som en teksturspray eller en let hårstylingcreme. Er du garvet udi glattejernet, kan det være flot at give spidserne nogle forsigtige buk for at samle dem lidt – det vil gøre udtrykket lidt mere råt – men ellers kan føntørreren sagtens gøre tricket.”

4. ”Side-swept bangs” – det side-strøgne pandehår

”Forestil dig en sideskilning med pandehår, som stryges over til den ene side. En 00’er-trend som har vundet indpas de seneste par år.

Pandehåret fungerer godt i både langt og kort hår (som fx 00’ernes Rihanna) og til alle ansigtsformer. Desuden er det genialt til dig, der går med tankerne om at gro dit nuværende, klassiske pandehår ud. Ingen kommer til at bemærke, at dét er formålet – du ser bare smart ud. Win-win.”

Anne Hathaway.jpg
Skuespiller Anne Hathaway. Foto: Getty Images.

Sådan styler du det

”Du kan lade pandehåret se dejligt tilfældigt ud, som hvis vinden har haft fat i det, eller køre det mere stramt til siden og give det lidt lak.

Det er ofte mest klædeligt ikke at lave sideskilningen for langt ude i den ene side, da det kan få den anden side af pandehåret til at virke meget lille. Et godt tip til, hvor du cirka skal dele dit pandehår, er derfor at tage en kam eller lignende og holde den ud for dit øje, hvor pupillen er, og herfra trække en linje op mod hårgrænsen. Det er dér, din sideskilning skal deles. Det plejer i hvert fald at være et godt pejlemærke for de fleste. Er du ikke bange for tab af volumen i den ’lille side’, kan knækket i dit øjenbryn også fungere som pejlemærke til, hvor du skal trække din sideskilning. 

Igen er hotstyleren god, hvis dit pandehår har en vis længde, fordi den er god til at give en flot finish og bukke håret væk fra øjnene.

Kom teksturspray i pandehåret for et mere tilfældigt look, men også så du stadig har kontrol over det – både i vind og vejr, og så det heller ikke hænger tungt ned i dit ansigt, men lægger sig mere luftigt og flot uden på det andet hår.”

5. ”Full bangs” – klassikeren

”Det er dét pandehår, du umiddelbart tænker på, når nogen siger ”pandehår”. Det er den klassiske version, som går til lige under brynene, og har lige klippede spidser.

Det klassiske pandehår er ekstragodt til dig, der har en lidt højere pande, da pandehåret får ansigtet til at syne kortere. Derfor bør man, hvis man har et mindre ansigt, undgå det klassiske, tunge pandehår, da et mindre ansigt hurtigt kan forsvinde bag pandehåret.”

taylor swift.jpg
Sanger Taylor Swift. Foto: Getty Images.

Sådan styler du det

”Igen, føntørringsmanøvren og så en let hårspray, som nærmest kan børstes ud. Det er altid en god idé at bruge et produkt, som holder lidt på pandehåret, så det ikke er så følsomt over for vind og vejr. Det er dog vigtigt, at det ikke er en tung hårspray, du bruger, fordi den vil gøre pandehåret ufleksibelt og stift.”

Dét skal du være opmærksom på, inden du klipper pandehår

  1. ”Det første, jeg altid snakker med mine kunder om, inden de får klippet pandehår, er, at lade føntørringen af deres pandehår være en fast del af rutinen. Det er ikke, fordi hele håret nødvendigvis skal føntørres, hvis det virker uoverskueligt. Men føntørrer du dit pandehår, giver du stylingen de bedste betingelser, og du opnår størst succes med den nye frisure. Det er et fåtal af os, som er beriget med et hår, der sidder helt perfekt af sig selv som pandehår.”
  2. ”Find en god frisør, som jævnligt kan opfriske dit pandehår, for det kræver det. Med andre ord glem køkkensaksen. En god klipning er afgørende for, at dit pandehår kan få det helt rigtige udtryk.”
  3. ”Det er et must at eje en god tørshampoo. Dit pandehår vil ofte kalde på en hårvask før resten af dit hår. Du kan derfor ofte vinde en dag ekstra ved at bruge en tørshampoo i dit pandehår. Jeg bruger ofte min tørshampoo umiddelbart efter hårvask og føntørring. Det, synes jeg, giver et meget bedre resultat, end hvis den først kommer i spil, når håret ER begyndt at fedte. Husk dog, at har du mørkt hår, er det vigtigt at finde en tørshampoo, der passer til dét. Mange tørshampooer kan nemlig trække et nærmest hvidt slør i mørkt hår, men der findes brands, som laver tørshampooer til mørkt hår.”

Om eksperten

Salli Anderschou er frisør og indehaver af Freund i København.