Modeekspert: Derfor udstråler denne modetrend rigdom og overskud

Luksus råber ikke. Den hvisker. Alligevel skal du have boet i dit klædeskab eller begravet dig under din kashmirplaid, hvis du ikke har opdaget, at en af de mest omtalte modefænomener i 2023 er quiet luxury.

Men hvad handler det egentlig om? Well, som udgangspunkt er det ganske særlige ved quiet luxury, hvor subtil den er. Modsat de seneste års logomania og pufærmer, croptops og crocs handler quiet luxury om alt det, du ikke kan se. Den handler om kvalitet og håndværk og om ikke at signalere til andre end dem, der selv tilhører samme indkomstgruppe (the one percent), hvad det egentlig er, du har på.

Læs også

Emily Salomon har skiftet stil: Her er mit bedste råd, når du køber nyt tøj

I et think piece hos branchemediet The Business of Fashion skriver redaktør på StyleZeitgeist Magazine, Eugene Rabkin, at tendensen aldrig kommer til at slå rigtigt igennem hos masserne, fordi hovedparten af dem, der køber luksusvarer, ikke gør det for at købe ind på en særlig stil eller kvalitet, men netop for at signalere, at de har råd til Louis Vuitton-tasken, Balenciaga-hoodien og en Prada Bucket Hat. Deres logoer skal larme – på gaden, i vennekredsen og på TikTok.

Men, indvender vi, det er netop hele fascinationen ved quiet luxury. Det er mærker som The Row, Khaite, Jil Sander og Loro Piana, der inkarnerer de ekstremt riges diskrete garderobe, og de har intet behov for at indynde sig hos masserne. Tværtimod er hele deres raison d’être at være tiltænkt de udvalgte få. Hvorfor? Læs videre.

Recession, Succession og den der retssag

Hvor, hvornår og hvordan startede tendensen? Tja, hitserien Succession på HBO om en mediemogul fra New York og hans dysfunktionelle familie og den overvældende SoMe-fascination af seriens kostumer var afsættet.

Men så kom truslen om recession og inflation kombineret med en voksende klimabekymring, og pludselig var det endnu mere attraktivt at købe færre og bedre ting. Og så gjorde den pensionerede optometrist Terry Sanderson ubevidst os alle en tjeneste i modens navn, da han besluttede sig for at sagsøge skuespilleren og forretningskvinden Gwyneth Paltrow for hendes involvering i en skiulykke tilbage i 2016. Hun kvitterede med et countersuit på en dollar og en historisk sikker courtroom-styling.

Han tabte sagen, og Gwyneth Paltrow vandt. Ikke bare sin dollar, men også hele internettets uforbeholdne og grænseløse interesse for hver eneste del af hendes attire fra den smukt slidte Birkin-taske og læsebrillen til mærket på hendes grønne glasflaske med vand. Ja, der var sågar dedikeret en hel artikel til netop valget af vand hos Washington Post.

Gwyneth gik nemlig ikke efter luksusklassikere som San Pellegrino eller Perrier, da hun skulle hydreres under retssagen, men (ryd forsiderne!) en lokal kultkildevand, Mountain Valley Spring Water fra Arkansas. Og tænk engang – selvsamme mærke fandt også vej til hænderne på den fiktive rigmandsdatter i Succession, Siobhan ‘Shiv’ Roy. For intet er tilfældigt ved den stille luksus – heller ikke valget af (dyr) flaskevand.

London-baserede Susanne Madsen, der er modeskribent og -ekspert, sender prompte et meme, da jeg spørger, om hun vil give sit besyv på tendensen: ““Wealth whispers”– well that polyester Zara blazer is screaming,” står der. Og det er sagens kerne, svarer hun på spørgsmålet om, hvorfor vi bliver så fascinerede af tøj, der i bund og grund er ‘kedeligt’?

Læs også

Regnbueflaget vajer, men er det pink-washing eller ægte Pride-kærlighed?

“Jeg tror, det hænger sammen med, hvad det repræsenterer. Ud over materialerne er det, der gør ‘kedeligt’ tøj ophøjet, det liv, som det hvisker om. En aura af penge og overskud. Men også, at man hviler nok i sig selv til, at man ikke behøver at gøre unødigt opmærksom på sig selv,” forklarer hun.

Hvorfor er det blevet en sensation netop nu?

“Som det ofte er tilfældet med mode, tror jeg, det hænger delvist sammen med, at vi netop har været igennem en masse tøj, der larmer på forskellig vis – disko-juletræs-Gucci med glimmer, Det lille hus på prærien-flæser og logoprint hos alle modehusene. Og nu ser vi en modreaktion på det,” siger hun.

“Og så har det nok også noget at gøre med, at en ny generation har kastet sig over Y2K-looket. Stealth wealth, som quiet luxury også kaldes, trækker nemlig også tydelige tråde til sen-90’erne, men på en anden måde. Det er minimalisme 2.0 – større, bedre og dyrere.”

Ifølge etnolog og museumsinspektør ved Museerne Helsingør, Frederikke Thyme Heick, er det ikke kun 90’erne, der er den kulturelle reference for den stilfærdige luksus. For selv om vi historisk har forbundet rigdom med opulente rober, så har der også været andre tidspunkter, hvor det var udtalt prestigiøst at være dyrt, men underspillet, klædt.

“Der er et tydeligt omslag i moden efter Den Franske Revolution, hvor man gik fra Marie Antoinette-stilen med stort hår, brede kjoler og masser af udsmykning. Der var en udpræget afsky for de royale koder i samfundet, så derfor kiggede man til antikkens forbilleder i stedet. Og her er der ikke fokus på volumen og puf. Det var et smallere, enklere ideal, hvor æstetikken lå i materialets kvalitet og enkle tilpasning til kroppen,” fortæller hun.

“Både på dame- og herrefronten nærmede idealet sig det, vi kender i dag. Den borgerlige mand gik i et uldent jakkesæt, mens kvinder var klædt i musselin og tynd bomuld, nydelige draperinger og et vævert snit.”

Stille statusmarkører

Ifølge etnologen er det relativt nyt, at der er status i det skræddersyede jakkesæt, den perfekt tilpassede kjole og de håndsyede handsker.

“Tidligere var alt tøj jo skræddersyet eller hjemmesyet. Stangtøj, der masseproduceres og ikke sidder rigtigt på kroppen, er en ganske ny opfindelse. Efter Den Franske Revolution var det materialerne, der udgjorde statusmarkørerne. Og den borgerlige moral. Frihed lighed og broderskab. Det enkle look imiterer antikken, hvor man efterstræbte et samfund bestående af ligeværdige borgere. Før da var det pynt, der var et statussymbol og -markør, og der var regler for, hvem der måtte gå med hvilke materialer, og hvor pyntede de måtte være, siger Frederikke Thyme Heick.

Jo dyrere og mere upraktisk tøjet var, jo bedre. Særligt når det gjaldt kvindetøj. Det tøj, der var bøvlet at bevæge sig i, var også var det fineste, du kunne gå i. For så lignede du en adelig, der ikke behøvede at arbejde.

“Men efter revolutionen kom der nye idealer til, og det individuelle udtryk kom i centrum med Rousseau (schweizisk-fransk filosof, red.) og oplysningstiden, der hyldede ideen om, at vi skulle ud i naturen, bevæge os og bruge kroppen fremfor at dyrke det kulisseliv, man forbandt med hoffet.”

Frederikke Thyme Heick mener derfor heller ikke, at det er tilfældigt, at overklassen dyrker den prunkløse, minimalistiske stil.

Læs også

Helena Christensen: Jeg har skabt den største kærlighed i mit liv

“Moden taler fortsat sit eget tydelige sprog. Den sociale kapital lige nu handler om miljø og bæredygtighed – det velovervejede forbrug. Der er ved at ske et udpræget opgør med fast fashion, og det bliver oplevet som smagløst, hvis vi ikke køber tøj, der kan bruges igen og igen. Ved at klæde dig i en gennemtænkt basisgarderobe, der ganske vist kan være ret bekostelig, viser du, at du går mere op i et enkelt og simpelt liv end at følge med kortsigtede trends,“ forklarer hun.

“For dem, der interesserer sig for det og har råd til den ekstremt dyre quiet luxury, bliver tøjets stilfærdige koder samtidig et eksklusivt sprog, som kun de indviede forstår.”

Diskret lækker

Modeekspert Susanne Madsen er med et stykke af vejen, men indvender alligevel:

“Der er sikkert mange, der vil sige, at quiet luxury opstod som en reaktion på, at de mest velhavende ikke vil være vulgære og flashe rigdom på en åbenlys måde i en tid, hvor mange ikke har råd til at tænde for varme og el. Men stille luksus er altså ikke særlig stille – alle kan se på Gwyneth Paltrow, at hendes kashmir og alpaca oser af penge. Jeg tror, at der er et element af håb om forvandling: At hvis man ser dyr ud, så er man det også,” siger hun og fortsætter:

“Her i Storbritannien er mange mennesker i øjeblikket bekymrede for, hvor pengene skal komme fra, og om det hele kan løbe rundt. Men hvis man nu klæder sig lidt som den diskret rige dame, kan man måske tiltrække en bedre økonomi? Det er jo blevet så populært at ‘manifestere’ de ting, man gerne vil have i sit liv. Så måske er stille luksus også blevet en slags manifestation for masserne?”

Tendensen hænger nok også sammen med, at vi i stadig stigende grad bliver mere bevidste om ikke at overforbruge hæmningsløst i forhold til miljøet, mener Susanne Madsen.

“Stille luksus kan helt sikkert også bruges om fem, 10 og 20 år.”

Og det er netop det langtidsholdbare aspekt ved quiet luxury, der gør, at den vil forblive relevant, længe efter hypen over Succession er ovre, og Gwyneth Paltrow har slidt sine G. Label-sweatre op.

Så hvilket mærke kan vi roligt investere i nu og også glæde os over om et årti?

“The Row er legemliggørelsen af stille luksus og superminimalismen. Max Mara, Hermès, AF Agger og By Malene Birger står også højt på listen over mærker, der ophøjer de enkle, stille og rene linjer smukt. Og så bliver det interessant at se, hvordan Phoebe Philos nye ting kommer til at se ud, når de kommer her til september – for hun er om nogen en af tendensens vigtigste eksponenter.”

Er der nogle brands, der kan næsten det samme for den halve pris?

“Amerikanske Everlane. Det er så lækkert og klædeligt, og som bonus er deres kashmir recycled, og de arbejder ud fra et transparent og etisk i orden system,” siger Susanne Madsen.

“Jeg ville også gå efter vintage eller second hand-Max Mara eller Ralph Lauren, som du kan få på f.eks. eBay til langt under, hvad det koster i butikkerne. Der er masser af stille luksus at finde her.”