Heidi Klum

Sådan får du smuk hud med dine (køkken)olier

Vidste du, at olierne, som står på hylden i dit køkken, kan gøre underværker for andet og mere end din mad? De kan også have en yderst gavnlig effekt på din hud. Få styr på, hvilke du kan smøre dig med, og få 3 opskrifter på skønhedsprodukter, du selv kan lave.

Drømmer vi ikke nærmest alle sammen om smuk hud og glansfuldt hår? Det er altså ikke kun blandt skønhedsbranchens mange skønne produkter, vi kan hente hjælp hertil. Et smut i supermarkedets olieafdeling og i dit eget køkken kan faktisk også hjælpe dig godt på vej til en hud i balance og velplejede lokker.

“Vegetabilske olier i din ansigts- og kropspleje” er en ny bog af Vibeke Estrup, som henvender sig til alle, der interesserer sig for naturlig hudpleje og DIY. Med bogen i hånden kan man blive klogere på netop olierne, og hvordan man selv kan lave hjemmelavede plejeprodukter, som er baseret på vegetabilske olier fra fx frø, bær og nødder.

Huden afspejler det, du gør for den, og med hud- og hårpleje baseret på vegetabilske olier og fedtstoffer er du ifølge forfatter Vibeke Estrup godt hjulpet på vej til en velfungerende hud. Vegetabilske olier og fedtstoffer kan nemlig bl.a. bruges til at forebygge, at huden bliver tør, de kan holde huden blød samt styrke dit hår.

”Jeg får ofte spørgsmålet, om man kan nøjes med at bruge vegetabilske olier og fedtstoffer til pleje af ansigt og krop? Svaret er efter min mening nej, til trods for at jeg er kæmpe fan af vegetabilske olier, men du kan komme rigtig langt med dem,” fortæller Vibeke Estrup.

Hun stiftede først rigtigt bekendtskab med vegetabilske olier og fedtstoffer i DIY-hudpleje i forbindelse med et jobskifte i 2007. Indtil da havde hun købt sin hudpleje uden at tænke over, at hun faktisk kunne lave en kopi af sin favoritkropsolie med ingredienser fra den lokale helsekostbutik.

”Jeg kunne ikke helt ramme duften, men virkningen var der. Siden da har jeg været bidt af at lave ansigts- og kropsplejeprodukter med vegetabilske olier og fedtstoffer, og det er en del af mit daglige virke,” siger Vibeke Estrup.

Hun foreslår, at vegetabilske olier og fedtstoffer er det oplagte sted at begynde, hvis du gerne vil i gang med at lave dine egne naturlige og rene ansigts- og kropsplejeprodukter. Vegetabilske olier er nemme at arbejde med, og du undgår unødvendige tilsætningsstoffer. Når du blander dine egne plejeprodukter, kan du skræddersy dem, så de passer til din huds behov.

Fem olier, der gør underværker

  1. Mandelolie: Blødgør huden og afhjælper tør hud samt lindrer sensitiv og irriteret hud. Giver huden en mere ensartet tone. Olien kan også bruges i håret, hvor den lukker hårstrået, og giver det glans.
  2. Kokosolie, jomfru: Beskytter huden mod udtørring og genopbygger hudbarrieren. Har antibakterielle egenskaber og lindrer inflammation. Olien blødgør både hud og hår, samt beskytter hårstrået mod udtørring.
  3. Avocadoolie: Stimulerer helingsprocessen og lindrer irriteret hud. Beskytter hudbarrieren og gør huden blød. Har antiinflammatorisk effekt og virker genopbyggende.
  4. Hampeolie: Tilfører essentielle fedtsyrer, der får huden til at fungere optimalt. Giver huden en blød og ensartet overflade. Olien er rig på antiinflammatoriske fedtsyrer, der lindrer irriteret hud, herunder ved akne og eksem. Gør håret blødtog giver det glans.
  5. Havtornolie: Virker helende og reparerende på hudbarrieren. Reducerer inflammation og lindrer irriteret hud. Stimulerer cellefornyelsen i huden. Vedligeholder hudens fugtniveau, og holder huden spændstig.

Helende ansigtsolie

3 opskrifter: Sådan laver du selv skønne sager til hud og hår

Helende ansigtsolie

Rig på helende omega-7-fedtsyrer og essentielle fedtsyrer, der hjælper huden med at komme i balance. Genopbygger hudbarrieren og lindrer irriteret hud, samt holder huden spændstig.

Til sensitiv og skadet hud.

Anvend 3-5 dråber på ren og let fugtig ansigtshud morgen og aften.

30 ml

Råvarer:

  • 13 ml macadamiaolie
  • 10 ml kæmpenatlysolie
  • 5 ml sacha inchi-olie
  • 1 ml havtornolie
  • 1 ml E-vitamin

Sådan gør du: Råvarerne skal blot afmåles eller afvejes og blandes/rystes sammen, inden de hældes på emballage.

Opkvikkende saltscrub

Fjerner døde hudceller og sætter gang i blodcirkulationen. Saltet tilfører nærende mineraler til huden, mens olien gør huden blød. Med opfriskende æteriske olier fra citrusfrugter.

Anvend i badet på fugtig hud. Masser ind i cirkulære bevægelser og skyl af.

150 ml

Råvarer:

  • 1 dl salt
  • 100-150 ml tidselolie
  • 1 ml E-vitamin
  • 20 dråber æterisk grapeolie
  • 10 dråber æterisk appelsinolie
  • 10 dråber æterisk citronolie

Sådan gør du: Afmål salt i emballagen. Tilsæt tidselolie lidt ad gangen under omrøring og til ønsket konsistens opnås. Tilsæt E-vitamin og de æteriske olier, og rør saltscrubben godt sammen.

Hårspidsolie

Styrker hårstråets smidighed. Plejer og lukker hårstrået, så håret efterlades glansfuldt og smidigt – og bliver nemmere at rede ud.

Kram 3-5 dråber ind i hårspidserne. Kan bruges både i tørt og vådt hår.

30 ml

Råvarer:

  • 10 ml jojobaolie
  • 10 ml arganolie
  • 9 ml broccolifrøolie
  • 10 dråber E-vitamin
  • 10 dråber æterisk geraniumolie
  • 5 dråber æterisk hyssopolie

Sådan gør du: Råvarerne skal blot afmåles eller afvejes og blandes/rystes sammen, inden de hældes på emballage.

Om bogen

Bogen består af 2 dele. Første del har fokus på det praktiske og indeholder opskrifter til pleje af ansigt, krop, hår inklusiv et afsnit med opskrifter dedikeret specielt til mænd, babypleje og velvære.

Anden del er mere teoretisk og giver dig på en overskuelig måde viden om vegetabilske olier; hvordan de fremstilles, hvordan de er bygget op, forskelle på olierne, specielle indholdsstoffer samt deres virkning. Teoridelen gør dig i stand til at skræddersy dine egne opskrifter i forhold til din huds specifikke behov. Teoridelen indeholder desuden et afsnit om æteriske olier og deres anvendelse i samspil med vegetabilske olier samt tips til, hvordan olierne kan anvendes i dagligdagen.

Bogen henvender sig til alle, der interesserer sig for naturlig hudpleje og DIY. Da bogen kombinerer praktiske opskrifter med teoretisk viden, er den velegnet til nybegynderen, der har brug for hjælp til at komme i gang, og til den øvede, der har brug for inspiration og teoretisk viden til enten at sammensætte opskrifter helt fra bunden eller tilpasse eksisterende opskrifter.

Vibeke Estrup, Vegetabilske olier i hudpleje, Muusmann forlag, 170 kr.

vegetabiske olier bog.jpg

Om forfatteren

Vibeke Estrup er cand.agro. med speciale i aktivstoffer i lægeplanter. Vibeke har siden 2007 arbejdet som produktspecialist med ansvar for kvalitetssikring og dokumentation af råvarer (herunder vegetabilske olier og æteriske olier) til naturlige plejeprodukter. Ligeledes har Vibeke siden 2007 arbejdet med produktudvikling af ansigts- og kropspleje for større og mindre danske brands og sideløbende undervist i DIY-plejeprodukter på både teoretisk og praktisk niveau.