makeupallergi

Sådan ved du, om du har makeup-allergi

Har du makeup-allergi? Nej da, tænker du måske, selvom dine øjne til tider løber i vand, eller huden bliver rød. Men man er ikke født med allergi over for indholdsstofferne i makeup, det kan opstå pludseligt – også med din ellers "allergivenlige" yndlings-mascara. Bliv klogere på, hvad du skal holde øje med, og hvordan du bedst forebygger hudallergi.

Øjne, der klør eller løber i vand, når du tager mascara på. Eksem på kinder eller hage, når du bruger pudder eller blush. Måske kan du genkende det? Måske har du bare slået det hen? Der er jo ingen allergi i jeres familie, og du har brugt den samme mascara de sidste ti år.

Men hudallergi er ikke arveligt, og det kan faktisk opstå ud af, hvad der føles som den blå luft. Din yndlingsmascara kan pludseligt skabe problemer, og har du først fået hudallergi, slipper du ikke af med den igen.

"Man kan få en irritationsreaktion eller en allergisk reaktion, men man kan ikke selv se forskel. Mange oplever en eller anden form for reaktion, men få går til læge, så vi ved ikke, hvor mange der reelt reagerer allergisk over for stofferne i makeup. Opfordringen er derfor at gå til lægen, hvis du reagerer på din makeup," siger Rikke Bille, som er chef for Astma-Allergi Danmarks allergimærkning, Den Blå Krans og Asthma Allergy Nordic, der for få år siden begyndte at mærke makeup, så det er nemmere for forbrugerne at navigere i junglen af makeup og allergifremkaldende stoffer.

Hos Astma-Allergi Danmark er der ingen tvivl om, hvad det betyder, hvis de blåstempler et produkt "allergivenligt". De arbejder med klare grænser for mængden af konserveringsmidler og tungmetaller i et produkt, der kan få deres mærkning, fortæller Rikke Bille. Uden det har man som forbruger ikke meget at pejle efter. Der findes en tolkning af betegnelsen hos Miljøstyrelsen, men det er uklart, hvor meget kontrol der udføres på området.

Som forbruger skal man også selv søge information hos producenten om, hvad de egentlig mener med allergivenlig, og ikke alle har en klar definition, så det kan være noget af en jungle at finde rundt i som helt almindelig makeupelsker. Mange går også efter mærkninger som Ecocert, Svanen og Blomsten i den misforståede tro, at det er allergivenligt, fordi det er naturligt.

"Men hvis du køber naturligt eller økologisk, skal du primært gøre det, fordi du har et ønske om, at det kommer fra naturen. Du må ikke tro, det er allergivenligt, for mange naturlige ingredienser er allergifremkaldende – fx et ekstrakt som morgenfrue. Man har mere styr på ingredienserne lavet i et laboratorium end dem, som er hevet ud af en plante i naturen, når det handler om hudallergi," slår Rikke Bille fast.

Allergifremkaldende farver

Du ved sikkert, at parfume er en hyppig årsag til hudallergi, men vidste du, at din makeup indeholder tungmetaller som nikkel, krom og kobolt, der kan være allergifremkaldende? Netop derfor startede Cecilie Svendsen Vinde og hendes mand Filip Löwen Nielsen for fem år siden Lavinde Copenhagen, som har lavet verdens første mascara med Astma-Allergi Danmarks blå stempel.

"Mine øjne var begyndt at løbe i vand, men jeg havde brugt den samme mascara i årevis, og den var "allergivenlig", så det kunne ikke være den. Men da vi udviklede vores egen mascara, som holder sig inden for de niveauer, Astma-Allergi Danmark har sat som grænse, stoppede mine øjne med at løbe i vand. Det gik op for mig, at jeg kun kunne se den sorte farve på min gamle mascara, jeg kunne ikke se niveauet af metaller i den, så det kan sagtens være den, jeg havde reageret på," fortæller Cecilie Svendsen Vinde, som sammen med sin mand lige siden har arbejdet på at udvikle flere produkter, der lever op til Astma-Allergi Danmarks krav om mængden af både konserveringsmidler og tungmetaller, så flest muligt kan bruge produkterne uden gener.

Ifølge Astma-Allergi Danmark er det nemlig svært for forbrugerne at gennemskue, hvilke metaller og hvor mange af dem, der er i makeup – der er ikke krav om, at det skal stå på produktet, da metallerne findes som en forurening i farvepigmenterne i fx din røde læbestift eller den sorte mascara.

"Det er ikke muligt at undgå naturlig forurening med metaller i makeup, men vi har sat en forsigtig grænse, som vi vurderer vil beskytte de fleste allergikere," fortæller Rikke Bille og tilføjer, at niveauerne af metaller kan svinge.

"Du kan opleve at bruge en eyeliner uden problemer den ene måned, og når du så køber en ny af den samme igen, får du en reaktion, fordi der er større mængder metal i den. Du kan heller ikke gå efter eller undgå bestemte farver, for der kan også være høje niveauer i en lys pudder. Man sikrer sig bedst ved at gå efter produkter, hvor vi kan garantere, at niveauet er under den tilladte grænse."

6 tip: Forebyg hudallergi

  1. Vælg produkter med Den Blå Krans eller Asthma-Allergy Nordic De er nemlig blevet vurderet i forhold til deres risiko for at give hudallergi, og stoffer med særlig risiko er ikke tilladt i produkterne.
  2. Skift mellem forskellige produkter Jo længere tid din hud er i kontakt med et produkt, des større er risikoen for, at den vil reagere på det. Derfor er det en god ide at variere dine produkter.
  3. Vær kritisk over for betegnelsen ”allergivenlig” Det kan være svært som forbruger at regne ud, hvorfor en producent mener, at deres produkt er "allergivenligt". Nogle vælger at bruge betegnelsen, fordi produktet er parfumefrit, andre fordi det er med naturlige ingredienser.
  4. Der er forskel på økologisk, naturligt og allergivenligt Det kan være rigtigt godt at gå efter naturlige ingredienser og økologimærkninger – for naturens skyld. Men det er desværre ingen garanti for, at produktet også er allergivenligt. Naturlige ingredienser kan være meget allergifremkaldende!
  5. Undgå produkter med parfume En af de helt store syndere i forhold til hudallergi er parfume, og der er parfume i mange af de produkter, vi bruger hver dag – lige fra makeup til rengøringsmidler og vaskemidler. Vælg derfor produkter uden parfume.
  6. Brug det ikke for ofte Din risiko for at få hudallergi bliver større, jo længere tid din hud er i kontakt med de allergifremkaldende stoffer – brug derfor ikke produkterne for ofte, særligt ikke de steder, hvor de bliver siddende hele dagen. En creme sidder fx på huden hele dagen, mens shampoo bliver vasket ud med det samme.

Kilde: Astma-Allergi Danmark

Tip!

Få mere info om hudallergi og makeup på denblaakrans.dk