Caroline Hansen fra Femmes Regionales giver dig sine tre bedste budgettips til din garderobe.

Se 3 overraskende budget-tips til din garderobe

36-årige Caroline Hansen står bag designbureauet Femmes Regionales. Hendes look er ladylike, og garderoben er fyldt med kjoler, laksko og guldsmykker, tilsat et finurligt tvist af farver, print og røde læber.

Carolines 3 bedste tips til din stil 

- Dit tøj kan holde meget længere, hvis du sørger for at få det renset, damper det i stedet for at stryge det og fjerner fnuller på strik. 

- Gå efter den perfekte version af det, du kan lide, og behold det i mange år. 

- Forsøm ikke din skønhedsrutine. Sørg for at rense din hud hver dag, og understreg gerne dit look med læbestift.

Hvad er dit bedste budget-trick?

- Lad være med at købe for meget. Pas i stedet godt på det, du har. Og find gode ting på E-bay.

Hvordan vil du beskrive din stil?

- Ladylike. Jeg kan godt lide at være en dame. Jeg har lak og guld på hver dag – man kan sige, at det er mine to yndlingsfarver. Der er noget formstøbt over lak og noget blankt og poleret over guld, der giver elegance.

Sko – alle med lak. Fra Prada, Givenchy og MaxMara. Støvler fra Sonia Rykiel og Stella McCartney og Martin Margiela.

Hvad er dit signaturlook?

- En kjole, enten sort eller med print, et par laksko og guldsmykker. Jeg har også tit læbestift på – rød eller pink. Det giver en velplejet finish og viser, at man har gjort sig umage. Og det lyder måske fjollet, men det er også noget med, at folk reagerer positivt og smiler til en, når man har læbestift på.

Yndlingssmykker fra bl.a. Marni, Georg Jensen og Kenneth Jay Lane.

Hvilke designere inspirerer dig?

- Marni på grund af materialer og formgivning, Stella McCartney, fordi hun formår at lave tøj, der ikke kun er til et taxaliv. Og Dolce & Gabbana, fordi der er noget ”rig farmor” over det. Af danske designere er min favorit Baum und Pferdgarten – de har en særlig materialeforståelse, og man kan se, at de gør sig umage hver sæson. Og Ganni, der laver klædeligt tøj på den nordiske, storbypigede måde.

Hvor shopper du?

- Hos Storm, hvor jeg altid kan finde noget særligt, på Net-a-porter.com, i lingeributikken Fillo og i Cos.

Hvad er din shoppestrategi?

- Jeg sørger for altid at have 10 perfekte ting i garderoben. Og så fornyr jeg dem, når de er slidt op. Derfor er jeg glad for, at designerne er begyndt at lave opdaterede versioner af de samme elementer år efter år.

Yndlingskjoler fra Baum und Pferdgarten og Cos.

Hvad har du meget af i din garderobe?

- Kjoler. Det er noget med, at de har en stor flade, og så skal man bare have et par strømper på.

Hvorfra er dine basisting?

- Jeg går meget op i, at det, der er inderst, skal være lækkert. Det er måske der, andre sparer. Men mine strømper er fra Fogal, og jeg har silkeundertrøjer fra Oscarlito.

Solbriller i 1950'er-stil fra Tom Ford og Prada. Makeuppung fra Kenzo.

LÆS OGSÅ: "Jeg er draget mod alt, der er sort"