Sara Rostrup: Det er den største skrøne om makeupartister
Hun elsker, at skønhedsidealet har rykket sig de seneste år - og så har makeupartist Sara Rostrupikke i hverdagen selv en fast skønhedsrutine om morgenen, der sikrer, at hun kun behøver et minimum af makeup.
Makeupartist Sara Rostrup elsker, at skønhedsidealet har rykket sig så meget de seneste år. Det nyder hun også selv godt af, når hun bidrager til at forskønne ALT for damernes sider. Alligevel kan hun ikke sige sig helt fri for lidt bekymring over at blive ældre. Også selvom hendes faste skønhedsrutiner sikrer, at hun kun behøver et minimum af makeup.
Min morgenrutine består af... tørbørstning af ansigtet og, hvis jeg har tid, også kroppen. Det er det mest vidunderlige wake me up-boost, som sætter gang i blodcirkulationen og får kroppen i gang. Mens jeg børster tænder, bruger jeg Dr. Dennis Grossman LED-lysmaske til øjenomgivelserne, inden resten af hudplejerutinen kommer på med serum, fugtighedscreme, øjencreme og solcreme. Så starter jeg kaffemaskinen og laver madpakker, inden børnene bliver vækket.
At pleje min hud betyder for mig... alt. Det er noget, jeg har gjort siden starten af mine teenageår, og qua mit arbejde ved jeg også, at det er nøglen til en flot makeup. Nu er jeg heller ikke helt ung længere, så en god hudplejerutine og det at investere i gode produkter, der passer til din hud, kan gøre en kæmpestor forskel for min glød og udstråling.
Jeg lægger makeup, når... børnene slumrer inde ved siden af. Så tænder jeg mit ring light, som jeg bruger til mine instagramvideoer, og lægger en let hverdagsmakeup med concealer, bryn-gel, highlighter, noget på kinderne og måske noget helt let rundt om øjnene. Mange tror, at en makeupartist bruger masser af makeup, men det er den største skrøne. Man kommer langt med lidt.
Den bedste duft for mig er... duften af Paris. Jeg nyder virkelig, hvor mange flere der går med parfume i den by end herhjemme, og jeg køber tit en ny duft med hjem til samlingen, som består af over 50 dufte. Mine favoritter er fra Narciso Rodriguez. Deres nye Ambree er den lækreste vinterduft.
Den alder, jeg har nu, er... skræmmende. Jeg har ærligt talt lidt svært ved at acceptere tyngdekraftens påvirkning i mit ansigt. Jeg ved, det er en politisk ukorrekt holdning at have, fordi man burde sige, at man elsker sine rynker, og at alder er skønt, men jeg synes, det er svært. Måske er det, fordi jeg er blevet single og står et helt nyt sted i mit liv efter min skilsmisse. Så er man bare mere sårbar.
Nutidens skønhedsideal er... fantastisk! Aldrig har der været mere fokus på forskellighed og accept af skævheder. Det er endelig anerkendt, at skønhed kommer i alle former og farver. Det står helt sikkert i skarp kontrast til det overretoucherede glam-billede, mange oplever på Instagram, men det er på mange måder blevet cool at være helt sin egen og at omfavne den, man er. Det elsker jeg.
Jeg føler mig smukkest... når jeg har drukket et glas vin.
Sara Rostrups favoritter:
Stjerneproduktet
Mit mest anbefalede produkt nogensinde – og et produkt, jeg altid vender tilbage til, fordi ingen andre kan toppe den effekt, som dette serum har på huden. EGF Serum, Bioeffect, 945 kr.
Abrikos og geranium
At rense huden dagligt er alfa og omega for en smuk hud, og denne drøm af en olierens fugter huden med abrikoskerneolie og geranium. Huden bliver silkeblød og føles slet ikke fedtet. Cleansing Oil, Votary, 450 kr.
Pålidelig dækning
En god concealer er et absolut must for mig. En, der dækker, reflekterer lyset og giver fugt, men som samtidig ikke lægger sig i de fine linjer. Hårde krav, men denne opfylder dem alle. Double Wear Brush On Glow, Estée Lauder, 285 kr
Glød til øjnene
Dette er mit go to-makeupprodukt, som giver øjnene glød. Brug den alene eller oven på en hvilken som helst anden øjenskygge som en fin detalje midt på øjet. Eye Wear, Solar, RMS Beauty, 240 kr.
Hverdagsfavorit
Natural Deodorant No. Green, Corpus hos Ara'Kai Beauty, 165 kr.
Diskret farve
Jeg elsker en diskret farve på læberne i form af en læbepomade med lidt farve eller Lipsync Tinted Glossy Lip Oil, som er en plejende gloss med en lille smule farve. Favoritterne, jeg skifter i mellem, er Rose, Red og Berry. Lipsync Tinted Glossy Lip Oil, The Get Lippy Set med 4 farver, Comme Deux, 259 kr.