Smink dig 5 år yngre

Smink dig 5 år yngre

Der er ingen tvivl om, at makeup kan forme dit udseende, så følg makeup-artist Carolina Pettersons råd til, hvordan du tryller et par år af din alder ved at vælge de rigtige produkter og farver.

Udgangspunktet for en flot makeup, der får dig til at se yngre ud, er en velplejet og gennemfugtet hud. I takt med at vi bliver ældre, bliver huden mere tør, så at holde den smidig og fugtet er i sig selv med til at trække et par år fra din fysiske alder.

Rens og fugt huden

Rens huden morgen og aften, så snavs og forurening trækkes ud af huden og eksfolier 1-2 gange om ugen, så huden fremstår ung og frisk. Herefter skal huden fyldes op med fugt, og her er min absolutte favorit MACs Strobe Cream, som er spækket med vitaminer, der giver huden et energiboost – jeg plejer at kalde den en vitaminpille til huden. Den giver desuden huden et let rosa og blødt skær, som havde du trukket en nylonstrømpe over huden. Det skær skinner igennem makeuppen og giver dig et ungt look. Nu er din base i orden, og du kan gå i gang med makeuppen.

En naturlig dækning

Som udgangspunkt er jeg stor tilhænger af at begrebet "less is more", så vælg en let-medium dækkende foundation med et højt fugtindhold, så huden får fylde og ensartethed – to essentielle forudsætninger for at se yngre ud. Bliver din hud tør i løbet af dagen, så fremhæves linjer og rynker, og det lægger hurtigt et par år til din alder i stedet for omvendt. Hvilken foundation du skal vælge afhænger af din hudtype, men det kan både være en flydende, kompakt eller knust, så længe den giver huden fugt.

Omkring øjnene vil jeg anbefale en concealer, som minimerer hævede øjne og dækker mørke rander. Den skal være en anelse lysere end din hud, da lys får dig til at se friskere og yngre ud. Det er også omkring øjnene, at de første alderstegn viser sig, så lad være med at springe over her, hvis du vil trække et par år fra din alder. Jeg foretrækker en cremet concealer, som er let at arbejde ind i huden.

Til kinderne kan jeg godt lide en cremet blush, fordi den blender flot ind i huden og får den til at se fugtig, fyldig og frisk ud. Hold dig til naturlige farver som rosa, brun og fersken, som giver en naturlig glød og styr langt udenom de stærke farver. Er du mere til en pudderblush så undgå de matte, som får huden til at se "flad" ud. Der må godt være en smule glød i, så længe det ikke er perlemor. Jeg bruger selv en mineralblush.

Hold øjnene bløde

Jeg anbefaler altid en eye primer under øjenskyggen, så den bliver siddende, hvor den skal. MACs nye Vibrancy Eye Primer er virkelig genial. Den køler øjenomgivelserne så hævelser minimeres, modvirker mørke rander – både her og nu og på længere sigt og indeholder optiske partikler, som får huden til at se glat og ensartet ud.

Med hensyn til øjenskygge, så undgå skygger med perlemor, som virker lysreflekterende og derfor tiltrækker øjets opmærksomhed. Hvis du vil se yngre ud, vil du gerne undgå for meget fokus på øjnene, fordi det er her rynkerne typisk sidder. Gå i stedet efter skygger med en satinagtig eller mat overflade og undgå mørke farver, som bliver meget hårde til en moden hud. Du kan sagtens lave smoky eyes, men brug mere neutrale og naturlige farver uden shine og ton farverne godt ud.

Pas på med flydende eyeliner – den fine streg ser for hård ud til en moden hud, og det samme gør sort eyeliner eller kohl. Vælg en mere naturlig farve som eksempelvis brun og ton den ud med en pensel, så der ikke er nogen skarpe overgange. Lad stregen være mere bred i den yderste øjenkrog, så øjet får et løft. For at se yngre ud skal øjenmakeuppen være let og diskret, så undgå også for meget mascara. Hvis du vil have lange, flotte vipper, men ikke har det fra naturens hånd, så vælg en kunstig vippe i stedet for en masse tykke lag mascara – det ser ikke ungt og lækkert ud.

Med alderen bliver bryn mere buskede, så pluk dem til og tæm dem med en brow fix, der holder dem fint på plads. Har de mistet farven så farv dem let op med en øjenskygge i en naturlig farve.

Stilfulde og veldefinerede læber

Selvom lipgloss giver fyldige og skinnende læber, så passer det ikke rigtig til en moden kvinde. Jeg vil i stedet anbefale en cremet læbestift i en neutral farve, for læbestift er både mere lækkert og stilfuldt at bruge, når man er kommet over den første ungdom. Suppler eventuelt med en lipliner, der matcher farven på læbestiften, hvis du har linjer omkring munden og vil undgå at farven løber ud. Det giver desuden læberne en flot kontur, og kan få dem til at syne større, hvis den lægges helt yderligt på læbekanten. Helt generelt skal du undgå mørke farver på læberne, da det fremhæver linjer omkring munden og får læberne til at se smallere ud. Du kan godt tage en stærkere farve på læberne, hvis du vil, men så skal resten af makeuppen holdes neutral, hvis du vil se yngre ud.

Giv den gas på neglene

Sørg for at pleje dine hænder– de er jo som bekendt dit visitkort. Jeg har altid en olie med i tasken, så jeg kan smøre mine neglebånd, når de trænger. OPIs Avoplex er helt fantastisk til formålet. Med hensyn til farvevalg, så gælder der andre regler for neglene. De klassiske, neutrale rosa nuancer er meget gammeldags, så gå i stedet efter de farver, der er på mode nu. Det viser også at du har fingeren på trenden, og får dig til at fremstå moderne og ungdommelig, så bare giv den gas, hvad angår neglelak.

Carolinas 5 tips til et yngre udseende

1. Giv huden masser af fugt

2. Brug mindre makeup

3. Ton ned for farverne

4. Ud med glimmer og glitter

5. Sæt fokus på enten læber eller negle, hvis du er vild med farver

Carolinas 5 makeup-favoritter

1. Strobe Liquid Lotion, 50 ml, MAC, 270 kr.

2. Prep+Prime Vibrancy Eye Primer, 15 ml, MAC, 235 kr.

3. Pencil Brush 219, MAC, 215 kr.


4. Brow Set, MAC, 140 kr.


5. Avoplex Cuticle Oil To Go, 7,5 ml, OPI, 85 kr.