25-årige Sofia har fået lavet bryster: Jeg følte mig hæmmet

Før i tiden tog 25-årige Sofia altid en løs trøje over hovedet, inden hun gik ud ad døren. Hun var nemlig ikke meget for, at andre skulle se hende i en stram bluse. Sådan en trøje, som sidder helt ind til barmen. Nej, det gik ikke, for på den måde kunne folk se hendes bryster, og hvad ville de så ikke tænke?

Sofia: – Både min mor, søster, moster og mormor har haft store bryster – men det har jeg bare ikke. Mine har altid været små. Jeg ønskede, at de ville vokse mere, så jeg prøvede at tage på i vægt, men det satte sig bare ikke det rigtige sted.

I de seneste år har 56-årige Alexandria altid sørget for at smile lidt. Ikke et overdrevet tandpastasmil, der viser alle tænderne, bare sådan et smil, der løfter mundvigen en smule. Især når hun sad til undervisning blandt en masse yngre mennesker og koncentrerede sig, huskede hun sig selv på at løfte mundvigen en smule. Bare lidt, så de ikke hang nedad. Hun ville nemlig ikke have, at folk tænkte, at hun var sur. For det var hun bestemt ikke.

Alexandria: – Jeg satte det her kunstige smil på for at løfte det hele op. Men når jeg stod og studerede mig selv i spejlet, kunne jeg jo godt se, at det ikke lykkedes helt. Jeg kunne ikke løbe fra, at mine kinder var begyndt at hænge nedad, så det så ud, som om jeg havde sådan nogle poser på kæbepartiet.

FØR

EFTER

I dag har de begge fået ændret de ting, som stod i vejen for dem tidligere – og de er enige om, at det var det hele værd at lægge sig under kniven for at ændre det, som betød, at de følte sig forkerte på den ene eller anden måde.

Sofia: – Jeg havde virkelig været ked af mine bryster længe, så jeg er meget glad for, at jeg fik lavet dem større. Det har betydet, at jeg føler mig mere kvindelig. Det med at få lavet brysterne var ikke noget med, at jeg gerne ville opnå det perfekte. Det handlede om, at jeg ikke var glad.

Alexandria: – Ja, jeg har virkelig også været glad for min beslutning om at gøre noget ved det. Det har gjort mig 10 år yngre i ansigtet, ligesom jeg håbede på.

Modstand fra vennerne

Alexandra traf sin beslutning en eftermiddag, hvor hun sad i sin brune lædersofa i stuen og læste en bog til sit studie. Det var svær læsning, så i det øjeblik tænkte Alexandria slet ikke over, hvordan hendes ansigt så ud, mens hun sad der. Før hendes 18-årige søn spurgte: ”Hvorfor er du så sur, mor?”.

Alexandria: – Hans kommentar ramte mig virkelig. Jeg var jo slet ikke sur, jeg var bare koncentreret. Jeg er ellers et meget smilende menneske, så den episode fik mig til at tænke på, hvad det er, andre ser, når de ser mig. Derfor begyndte jeg på det der med at smile kunstigt, men det var jo anstrengende i længden.

Fra det tidspunkt begyndte Alexandria for alvor at overveje plastikkirurgi. Hun havde tidligere haft gode erfaringer med det, da hun for nogle år tilbage havde fået fjernet nogle ar i ansigtet med laserbehandling.

Alexandria: – Da jeg fik fjernet mine ar, fjernede det også meget af det ubehag, som jeg havde, når jeg sad over for andre mennesker og talte. Jeg kunne ikke lide, hvis de kiggede på mine ar, så jeg sad og støttede mit hoved med min hånd for at skjule dem lidt.

De gode erfaringer med plastikkirurgi og nu sønnens kommentar gjorde udslaget for Alexandria. Hun begyndte at overveje at få lavet et ansigtsløft. Hun luftede ideen for hendes jævnaldrende veninder, men de var ikke begejstrede. De sagde det ikke direkte, men komplimenterede hende for, hvordan hun så ud. De påpegede, at hun da ikke behøvede at få lavet noget om. Hun var smuk, præcis som hun var. Og så spurgte de: ”Tør du?”.

Alexandria: – Mellem linjerne i det, de sagde, lå der ligesom, at jeg ikke skulle gøre det. At de udfordringer, som jeg oplevede, ikke var noget, som man kunne gøre noget ved. Jeg måtte bare acceptere, at sådan noget kom med alderen.

Og netop dét kender den yngre Sofia alt til. Hendes veninder syntes heller ikke, at større bryster var en nødvendighed for hende.

FØR

EFTER

Sofia: – I perioden før jeg fik lavet bryster, var jeg på udveksling på Zanzibar. To af mine veninder fra Danmark var på besøg, og vi rendte rundt på stranden i bikini. På det tidspunkt havde jeg allerede bestilt tid til at få lavet bryster, når jeg kom hjem igen. Men den dag var det lidt, som om de prøvede at tale mig fra det. ”Ej Sofia, er det ikke dybt åndssvagt at få lavet dine bryster? De er allerede fine og passer perfekt til dig?”. Men det var jo nemt nok for dem at sige, når nu de sad der i bikini med deres flotte, store bryster.

Alexandria: – Lige netop! De kendte ikke til dit problem. De kendte ikke din tankegang.

Sofia: – Nej, det er præcis det – og det var netop det, som jeg fortalte dem. De kendte ikke følelsen af ikke at føle sig kvindelig. De vidste ikke, hvilken følelse, jeg gik rundt med. Det kan godt være, at det hele så godt ud udadtil, men der var ingen andre, som vidste, hvordan jeg virkelig havde det. Og jeg vidste bare, at det ville ændre noget for mig – og det respekterede de selvfølgelig også til sidst, smågriner Sofia.

Alexandria: – Det er ikke fair vel? At man nærmest skal overtale dem.

Sofia: – Nej, men jeg tror, at mine veninder var bange for, at jeg ledte efter det perfekte – og det er jo ikke sundt. Men det gjorde jeg ikke. Jeg ville bare gerne være mere kvindelig, for det er altså ikke fedt at være 25 år og føle sig som en på 18. Også i forhold til at være sammen med drenge. Jeg havde jo ikke lyst til at vise mine bryster.

Alexandria: – Der er ét ord, der dækker det, som vi begge to oplevede. Hæmmet. Det er det, man er.

Sofia: – Ja!

Alexandria: – Jeg var hæmmet af mit ansigt, og det forstår andre ikke, som ikke selv har haft den tanke oppe i hovedet. For de har jo, hvad de skal have, og det, som de gerne vil have.

Sofia: – Ja, jeg var hele tiden hæmmet. 24 timer i døgnet. Jeg tænkte hele tiden ”Årh nej, kigger de på mine bryster” eller ”Hvad tænker de mon om, at jeg har små bryster?”.

Dagen, hvor det sker

Dagen inden operationen pakkede Alexandria en taske med lidt af hvert. Hun fandt blandt andet en bog og en pose slik frem. Hun tænkte nemlig, at hun havde brug for lidt at hygge sig med, når det hele var overstået.

Alexandria: – Jeg havde overhovedet ingen idé om, hvad jeg gik ind til, og hvad der skulle foregå. Bare det, at jeg pakkede de ting, vidnede om det. Da jeg kom ud fra operationsstuen, kiggede jeg på tasken og tænkte: ”Hvad i alverden havde jeg tænkt, at der skulle ske?”. Det meste af mit hoved var bundet ind i bandager og isposer, så læsning blev der ikke noget af – og jeg kunne jo slet ikke spise slik, siger Alexandria grinende og fortsætter:

Alexandria: – Men jeg tror faktisk, at det var meget godt, at jeg gik ind til det med den indstilling, for så var jeg ikke så nervøs. Man kan jo nemt komme til at frygte, om man kommer til at ligne en anden, når de sådan har ændret ens ansigt. Hvad nu, hvis man vågner op og ikke ligner sig selv mere?

Sofia: – Ja, jeg blev også nervøs på dagen. Faktisk sådan at jeg blev i tvivl om, hvor mange milliliter jeg skulle have i brysterne. Jeg begyndte at tale om, at jeg ville have mindre i – men det var vist meget godt, at jeg ikke ændrede mening i sidste øjeblik. Så havde jeg nok fortrudt. Men det er jo fordi, det er en stor beslutning. Man vil gerne kunne kende sig selv, når man vågner op igen.

Da Sofia vågnede op efter operationen, var hun stadig meget påvirket af narkosen og havde ikke smerter i løbet af dagen. Det var først ved aftenstid, at smerter, der føltes som en ”elefant på brystet”, begyndte. Efter et døgn med smertestillende medicin var Sofia frisk til at se resultatet. Hun gik langsomt ud til det hvidklinkede badeværelse og stillede sig foran spejlet.

Sofia: – Jeg havde været ret ked af det, fordi jeg havde haft så ondt efter operationen. Men da jeg så, hvor fint det var blevet, var det bare sådan en rus af lykke. Det var fantastisk!

Der er altså ingen tvivl om, at både Sofia og Alexandria har været glade for deres valg om at få lavet plastikkirurgi. Men de ved dog også, at det er en glæde, som koster.

Alexandria: – Det eneste, som talte imod for mig, i forhold til at skulle have lavet sådan et indgreb, var prisen. Det koster jo en del.

Sofia: – Ja, men jeg tror også, at hvis man virkelig er ked af noget, så er man lidt ligeglad med prisen.

Alexandria: – Det har du nok ret i. Hvis jeg i stedet havde brugt pengene på en ferie, ville den jo bare gå, og jeg ville stadig se ud, som jeg gjorde, og være ked af det.

Fortæl nu om det

Nu har I fået ændret det, som I ikke var glade for – men er der så ikke bare noget nyt, som man bliver ked af ved sin krop?

Sofia: – Det er der mange, der spørger om! Og jeg kan heller ikke udelukke, at jeg vil have lavet noget mere senere hen – men ikke nu. ”Less is more”.

Alexandria: – Ja, det bliver man virkelig spurgt meget om. ”Jamen, så skal du have lavet en hel masse?”. Og det, synes jeg faktisk, er lidt unfair. For det er jo ikke sådan, det er – overhovedet!

Sofia: – Jeg tror også, at der er rigtig mange fordomme om, at når du først starter med plastikkirurgi, så går det amok.

Alexandria: – JA! Så skal du have ballonlæber og kæmpenumse – det hele skal fikses.

Sofia: – Men sådan bliver det i hvert fald ikke i mit tilfælde.

Alexandria: – Nej, heller ikke i mit. Når folk spørger mig, om jeg skal have lavet alt andet – svarer jeg bare: ”Hvad er alt andet?”. Jeg skal f.eks. ikke have noget i læberne, for jeg har fine læber. Det ville ikke være pænt med sådan nogle kæmpe læber til mig. Og grunden til, at der er så mange, der spørger om det, er, at der er et fåtal, som overgør det med plastikkirurgi, men det er os andre, som skal høre for det.

Sofia: – Ja, der er mange, som ”misbruger” plastikkirurgi. Og det er dem, som der er fokus på – og så opstår alle fordommene om plastikkirurgi. Det, synes jeg, er superærgerligt, for det kan blive lavet virkelig flot og meget naturligt.

Alexandria: – Præcis. Om et par måneder er der ingen, som kan se på mig, at jeg har fået lavet noget – og hvad jeg har fået lavet. De vil bare tænke ”Det der, det er Alexandria. Sådan ser ud hun”.

Sofia: – Netop! Det er fedt, når det er naturligt.

Ingen af dem vil udelukke at kaste sig ud i endnu en behandling, hvis der var noget ved deres kroppe, som gjorde dem hæmmede igen.

Sofia: – Som jeg har det nu, vil jeg ikke have lavet noget. Men jeg vil ikke kunne udelukke, at jeg kunne vælge en behandling i ansigtet på et tidspunkt, når jeg bliver ældre.

Alexandria: – Jeg har heller ikke planer om at skulle have lavet noget. Jeg skal f.eks. ikke have lavet bryster. Med min alder kan jeg ikke rende rundt med to perfekte bryster, det ville være for unaturligt. Så jeg synes, at min alder afgør, hvad jeg evt. kunne få lavet.

Sofia: – Jeg stræber heller ikke efter at skulle have lavet mere. Der, hvor jeg er nu, føler jeg, at jeg kan forebygge meget med ansigtsbehandlinger og dermarollers. Så det vil jeg prøve først.

Alexandria: – Ja, alt det har jeg også prøvet. Ansigtsyoga og behandlinger, men jeg synes ikke, at det virker.

Sofia: – Jeg tror, at det kommer an på, hvornår man starter. Min mor har været god til at fortælle mig, at jeg skulle starte tidligt. Så jeg bruger øjencreme, forskellige serummer og Gua Sha-sten for at stramme ansigtet op, og jeg synes allerede, at det hjælper.

Alexandria: – Noget af det er nok også arveligt. Min mor havde i hvert fald nogle lignende poser på kæberne. Derfor tænkte jeg på hendes kæbeparti, når jeg så mig selv i spejlet – og det blev bare værre og værre med alderen. Og det havde jeg ikke lyst til. Ikke allerede.

Sofia: – Ja, det er klart. Der er nogle ting, som man bare ikke kan gøre noget ved.

Naturlighed har været vigtigt for både Sofia og Alexandria under hele processen. Men samtidig synes de også, at det er vigtigt at fortælle, at det ikke er naturligt, at de ser ud, som de gør.

Sofia: – Instagram er fuld af glansbilleder, og der er nogen, som ikke fortæller, hvad de har fået lavet. Det, synes jeg, er dybt åndssvagt, fordi der er generationer, som er yngre end os, der så kun ser det ”perfekte”. De ved ikke, at folk var skabt på en anden måde. Derfor synes jeg, at man skal turde stå frem og fortælle, hvad man har fået lavet, ellers får de unge et forskruet billede af virkeligheden.

Alexandria: – Ja, man skal ligesom prikke hul i isen.

Sofia: – Præcis. Jeg har fundet ud af, at der er langt flere, som har fået lavet bryster, end jeg regnede med. Når jeg fortæller, at jeg har fået dem lavet, så åbner folk op og fortæller, at de også har fået et eller andet lavet. Så jeg er overhovedet ikke bleg for at fortælle om det.

Alexandria: – Og du møder sikkert flere fordomme, end jeg gør – det der med at få lavet større bryster?

Sofia: – Ja, måske. Men folk har også haft meget respekt for, at jeg fortæller det.

Alexandria: – Jeg fortæller også gerne, at jeg har fået lavet noget. Jeg vil nemlig gerne være med til at nedbryde alle de fordomme, som der er om plastikkirurgi – som jeg i hvert fald selv har mødt. Jeg er ikke blevet mere ”Hollywood” af at få et facelift vel? Hvorfor skulle jeg leve med ”naturlighed”, når jeg kan få hjælp til at ændre det, som jeg er ked af. Jeg ligner jo stadig gamle Alexandria – bare uden at se sur ud.