Gigi Hadid, Bella Hadid og Hailey Baldwin Bottega Veneta Milano 2018

Kosmetologen forklarer: Derfor skal du ikke skrubbe din hud med korn

Hvad er forskellen på pleje og fugt, hvor ofte bør man få lavet en ansigtsbehandling, og hvorfor er det egentlig, man kun må bruge A-vitamin om natten? Kosmetolog Jane Varto, CEO og stifter af Beauty Akademiet, svarer på nogle af de spørgsmål, hun oftest får fra sine kunder.

Hudpleje er mange ting og giver ofte anledning til en masse spørgsmål. Derfor har vi allieret os med kosmetolog Jane Varto, CEO og stifter af Beauty Akademiet, og fået hende til at svare på nogle af de spørgsmål, hun oftest får fra sine kunder, én gang for alle.

Kan min hud vænne sig til et produkt?

"Nej. Hvis huden reagerer negativt på et produkt, vænner den sig aldrig til det. Hudens behov ændrer sig dog hele tiden, og det giver derfor god mening altid at vælge produkter ud fra, hvilke udfordringer og behov huden har og ikke bare købe den samme creme om og om igen."

Hvorfor er det vigtigt med et serum?

"Et serum er et letflydende produkt med en større koncentration af aktive ingredienser, som trænger dybere ned i huden og arbejder mere målrettet. Et serum kan på mange måder sammenlignes med gødning: Vander du dine potteplanter med vand, gror de. Vander du dine potteplanter med vand og gødning, bliver de smukkere, mere frodige og får nye skud. Det samme gælder huden, hvis du bruger et serum under din creme."

Hvad er forskellen på pleje og fugt?

"Pleje er næring og fedtstof, mens fugt er vand. Uanset din hudtype er det essentielt, at den er tilstrækkelig velfugtet, da en velfugtet hud er i stand til at optage ingredienserne fra dine produkter bedre. En god kilde til fugt kunne være hyaluonsyre, der både tilfører og holder på fugten. Har du tør hud er det vigtigt at kombinere fugt med fedtstof. Fugt alene vil nemlig lynhurtigt fordampe fra en tør hud, da den mangler fedtstof til at holde på fugten. Et godt fedtstof kunne være sheasmør, som virker barriereopbyggende og plejende, eller squalaneolie, der er supergod til at forsegle fugt."

Hvor ofte bør jeg få lavet en ansigtsbehandling?

"Jeg anbefaler, at man som udgangspunkt får lavet en ansigtsbehandling én gang om måneden. Har man derimod et problemområde, man gerne vil arbejde på, kan det være en fordel at starte et kurforløb med seks behandlinger med cirka ti dages interval."

Hvorfor skal jeg bruge en speciel creme til halsen?

"Huden på halsen adskiller sig fra ansigtshuden ved at være tyndere og have færre talgkirtler og muskler, der løber på kryds og tværs. Når huden på halsen ældes, skyldes det tab af elasticitet og fasthed. Så når du vælger et halsprodukt, er det vigtigt, at det har en let konsistens og indeholder en ingrediens, som løfter huden og bekæmper tyngdekraften. Sidstnævnte kunne fx være hvede- eller sesamekstrakt, der virker opløftende og i stand til at danne en film på hudens overklade, som modarbejder tyngdekraften og forebygger slaphed. Halscreme påføres med opadgående bevægelser både morgen og aften."

Hvorfor må jeg kun bruge A-vitamin om natten?

"A-vitamin er en fantastisk ingrediens, som er veldokumenteret og i stand til at virke udglattende og god mod pigmentskader og uren hud. Men A-vitamin (retinol) er også lysfølsom, og derfor bør man hovedsageligt anvende produkter med A-vitamin om natten. Husk i øvrigt, at huden skal vænne sig til A-vitamin, så det kan være en god idé at starte med at bruge produkter med A-vitamin to dage om ugen og så langsomt trappe op."

LÆS OGSÅ: 7 skønhedsprodukter til under 200 kroner, der virker

Skal jeg påføre min solfaktor under eller over min dagcreme?

"Solfaktor skal altid påføres ovenpå dagcremen. Desuden anbefaler jeg, at man (med få undtagelser) går udenom dagcremer med indbygget solfaktor. Et solfilter fylder rigtig meget, og der vil derfor ikke være meget plads til de aktive ingredienser, der giver pleje og næring. Vælg derfor en dagcreme ud fra din huds behov, og kom solfaktor ovenpå – det kan være alt fra SPF 25 til 50."

Skal jeg bruge skintonic?

"Nej, ikke som udgangspunkt. Mange skintonics indeholder alkohol, som virker udtørrende, og jeg vil derfor hellere anbefale en mist. En mist er en fugtspray, som både kan indeholde ingredienser, der beskytter mod mikropartikler eller virke genopbyggende. En mist bruges om morgenen, efter rens og før serum og dagcreme, og så er den god at have med i tasken til at spraye på huden i løbet af dagen – både til at fugte og genopfriske makeuppen."

Må jeg peele min hud med en scrub med korn?

"Nej, nej, nej. Når man peeler sin hud med et produkt, der indeholder korn, fjerner man døde hudceller, men man laver samtidig små ridser i hudens overflade, som irriteres. Det er derfor meget bedre at bruge et renseprodukt, som fx pHformulas E.X.F.O. Cleanse, der indeholder enzymer og milde syrer, som nænsomt opløser og fjerner døde hudceller. Dermed får hudoverfladen dagligt en blid peeling, hvilket giver optimale betingelse for, at dine sera og creme kan transporteres ned i huden og virke bedre."