Susanne har 170 selskabstasker: ”De er en stor del af min identitet”
Da Susanne Diehls elskede farmor døde, arvede hun hendes selskabstaske. Det blev begyndelsen på en samling af tasker fra 1920'erne til 1980'erne. De fine fund hænger i Susannes trappeopgang og skaber daglig beundring og fantasier om, hvilke skønne kvinder, der mon har gået med dem over armen engang.
Når gæster første gang kommer hjem til Susanne Diehl i Haderslev, får de ofte øje på noget usædvanligt med det samme: På væggen i hendes trappeopgang hænger et væld af fine tasker.
Nogle er i guldstof, andre er sølvfarvede. En hel række er lavet i blomstrede brokadestoffer, flest er sorte, og en enkelt er i mørkerødt velour. Samlingen er på 170 tasker, som Susanne vurderer stammer fra 1920'erne til 1980'erne.
"Jeg kigger på dem hver dag, når jeg går ned ad min trappe – eller når jeg står i entréen og skal have overtøj på. Måske retter jeg lige lidt på en kæde, der hænger skævt. Måske bytter jeg om på nogle, som skal have en anden plads. De er en stor del af min identitet," siger 54-årige Susanne, der til daglig arbejder som social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Haderslev.
På sofabordet har Susanne fundet den taske frem, som kickstartede hele samlingen for omkring 35 år siden. Den mørkebrune skindtaske med en godt slidt hank er et arvestykke fra Susannes elskede farmor.
"Jeg synes, den er så lækker," siger hun og kan ikke lade være med at nusse taskens bløde skind.
At have tasken i hænderne får straks minderne frem hos Susanne, der ligesom sine søskende havde et tæt forhold til farmoderen.
"Det betyder meget at have noget fra min farmor, fordi hun var så vigtig en del af min barndom. Hun havde en skuffe med tørklæder og parfumer, som jeg gerne måtte rode i. Jeg tog tørklæder på og legede, jeg var en fin dame," siger Susanne og byder på kaffe og sødt ved sit mørkebrune sofabord.
Som meget andet i hendes hyggelige stue er det fundet i genbrug. Farmors taske blev placeret i en kurv med et par andre tasker, som Susanne havde stående på gulvet i sit hjem dengang.
Taskerne var en hyggelig del af indretningen – en slags dekoration – men for 10-15 år siden blev samlingen udvidet.
Hvem var kvinderne?
"Jeg læste til meritlærer dengang, og på seminariet lærte jeg at brodere. Det gjorde, at jeg faldt for nogle broderede tasker i genbrugsbutikker. Dem måtte jeg bare eje, men der var ikke plads i kurven på gulvet mere, så jeg hængte dem op på nogle hylder i min entré."
Med årene er krogene på hylderne i Susannes entré blevet godt fyldt op. Nogle af krogene rummer tre tasker, som hænger tæt side om side. I stuen har hun tilbehør til taskerne liggende på en hylde: Der er taskeholdere i messing, som damerne brugte, når de skulle i byen førhen, og der er en samling af fine pudderdåser med sølvlåg.
Annonse
For Susanne sætter taskerne gang i nogle fantasier om, hvilke kvinder, der mon har gået med taskerne på armen. Hvor gamle var de, da fik tasken? Mødte de deres mand på et dansegulv en aften, hvor de havde tasken med? Og: Hvem havde mon foræret dem tasken?
"Jeg kan se kvinderne for mig. Taskerne har understreget deres femininitet," siger Susanne, der selv nyder at klæde sig pænt på og vælge en af taskerne og tage med, når hun skal i byen.
Blandt hendes yndlingstasker er en taske i guldfarvet stof og med en anderledes messinglås. Den er dog så sart og gammel, at hun ikke nænner at tage den med i byen.
Annonse
Samler-fællesskab
Når Susanne har en taske og en taskekrog med sig til for eksempel et selskab, oplever hun stort set altid opmærksomhed og spørgsmål fra andre gæster ved bordet. "Hvad er det?" spørger de om taskeholderen – som de efterfølgende synes, er en super smart opfindelse, fordi man slipper for at lægge tasken på bordet eller hænge den over sin stol.
Hvis Susanne fortæller, at hun har en stor samling af både tasker og kroge, bliver der ofte også gang i snakken.
"Folk bliver lidt benovede, når jeg viser dem billeder af mine tasker. De synes, det er en flot samling, siger Susanne, som også glæder sig over at vise samlingen frem helt fysisk, når hun viser den frem på samlermesser rundt om i landet. Her mærker hun også et varmt fællesskab blandt andre samlere."
"Vi samlere forstår hinanden. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg vil have flere tasker, eller en anden vil have flere dukker. Selv om nogle af dem kan fylde flere flyttekasser med deres ting," siger Susanne og ler.
Flere gange om måneden kigger hun i genbrugsbutikker – det kunne jo være, der lige var én taske, hun måtte eje. Hendes veninder og hendes bror er også gode til at se efter små skatte på hendes vegne.
"Det giver et kick, når jeg finder en rigtig fin taske. Og jeg elsker at prutte om prisen på for eksempel loppemarkeder. Når jeg har fået en ny taske med hjem, kan jeg godt tænke, at det er virkelig fedt at samle, siger Susanne, inden hun rejser sig for at nusse lidt om de hængende guldskatte i entréen."
