Vi troede, vi havde sagt farvel til denne tatovering, men den er åbenbart tilbage
På Roskilde Festival kan du selvfølgelig også få lavet en tatovering. Vi besøgte Tattoo U, som hele ugen har lavet midlertidige tatoveringer på flere tusind af festivalens gæster for at finde ud af, hvad der er de største tendenser lige nu. Og både retro-tatoveringer fra 90'erne og en berømt bokser er helt i top blandt favoritterne...
Franske Alizee arbejder for Tattoo U, som rejser rundt på Europas festivaler hele sommeren. Hun har den seneste uge lavet 500+ daglige tatoveringer, og når hun skal opsummere, hvad der er en af dette års helt store tendenser herhjemme i Danmark, så er svaret... en "Mike Tyson".
Lidt forundret kigger vi på hinanden for, hvorfor er den amerikanske bokser, Mike Tyson, pludseligt blevet en ting blandt festivalgæster på en mark i Roskilde?
Det viser sig, at en "Mike Tyson" er en ansigtstatovering, som den pensionerede bokser er kendt for at have. Og vi bliver enige om, at hypen for at få tatoveringer i masken også kan være forstærket i år, fordi den amerikanske rapper Post Malone spillede på Orange Scene onsdag, og han også er særligt kendt for sine mange tusser i ansigtet.
Ude foran tatoveringsteltet går en af deres tidligere kunder pludselig forbi. Det er 21-årige Niels, som er på festival for anden gang.
Han er bærer af årets mest populære tatovering, og på spørgsmålet om, hvorfor han valgte netop at få tegnet dén i sit ansigt, som holder i fem til syv dage, lyder det ærlige svar:
"Det ander jeg faktisk ikke. Jeg var jo fuld. Jeg tror, at jeg fik den gratis," griner han.
Skarpt efterfulgt af Mike Tyson er de mere ’frække’ tatoveringer, som Porn Star og Bad Girl, som Alizee fortæller storhitter blandt særligt de danske kvinder.
”Og så er 00’erne tilbage. Røvgeviret er nemlig også yderst eftertragtet, og den kan laves i flere forskellige modeller,” fortæller Alizee.
Der har været travlt i biksen. Især de første fem dag, hvor folk stod linet op i to køer, og der blev lavet over 500 tatoveringer dagligt. De midlertidige tattoos koster mellem 100 og 400 kroner – alt efter størrelsen.
”De danske kvinder er helt klart mere frisindede i forhold til kvinder i andre europæiske lande. De får lavet tatoveringer omkring brystvorterne. Den vildeste tatovering, jeg har lavet her, er ”Eat My Pussy” på netop en pige,” siger Alizee.
Tyskerne vil have gris
Modsat danskerne er folk i Schweiz mere til de delikate tatoveringer som små sommerfugle og fjer. Mens tyskerne gerne vil have en "Spider Schwein" med reference til tv-serien The Simpsons.
Det kan godt være, at vi i Danmark er mere frække i vores tattoo-valg, men Alizee roser os for at være det mest respektfulde folk, som hun har mødt.
”Selv om folk er fulde og i højt humør, er der ingen, som bliver grænseoverskridende, eller som vi har brug for at smide ud. I er fulde, men supersøde og respekterer mig som kvinde,” siger Alizee.