Amalie Røge Hove Geertsen: Jeg blev virkelig draget af den, da jeg lavede de første strikketests
Tekstildesigner Amalie Røge Hove Geertsen elsker klare og rene farver og faldt pladask for azurblå, da hun lavede sine første strikketests. Den blå farve er med hende overalt.
Under uddannelsen til tekstildesigner ved KADK, fik Amalie Røge Hove Geertsen, 29, tag på strikketøjet og har siden arbejdet som strikdesigner for danske brands som Cecilie Bahnsen og Mark Kenly Domino Tan. I 2019 stiftede hun sit eget: A. Roege Hove og gav sin fjerde kollektion en blåstempling, da hun blev draget af azurblå. Fordi den er tilpas hidsig.
Hvad er dit forhold til farven blå?
"Jeg elsker rene og klare farver, og blå er klassisk og brugbar. Jeg tror, at det skyldes den kølige nordiske farvepalette, vi er vokset op med i Danmark."
Hvordan bruger du den i dit arbejde?
"Nogle gange skal man være klar til at arbejde med en farve, og blå har været oppe at vende flere gange i mit arbejde. I A. Roege Hove havde jeg brug for at gøre op med den forventelige nuance: den dybe og mørke navyblå, som vi i Skandinavien kategoriserer som en klassiker på lige fod med hvid og sort. Jeg ville give den nye associationer, være modig og opfordre til at bruge flere nuancer af blå, end man typisk ser."
Hvorfor er den god at arbejde med?
"Farver er med til at skabe en ramme for arbejdet, og blå blev afsættet for min fjerde kollektion. Jeg arbejder indgående med at matche teknik, form og farve, og blå har defineret og inspireret nye former i mit univers. Jeg har et tæt samarbejde med min garnleverandør, og fordi det oftest blot er én farve, der skal definere hele kollektionen, går jeg enormt meget op i at vælge en stærk farve, der kræver opmærksomhed. Jeg blev virkelig draget af den azurblå, da jeg lavede de første strikketests med den."
Hvem bruger den bedst?
"Farver er for alle og fremhæver forskellige træk afhængigt af, hvordan man bruger dem. Da vi fotograferede kampagnen til min fjerde kollektion, blev jeg fortryllet af sammenspillet mellem den azurblås temperament og modellens lyse hud og rødlige hår."
Hvad symboliserer den for dig?
"Min ældste venindes yndlingsfarve er blå, og hun har arbejdet og designet meget i den.
Farven vil altid minde mig om hende."
Har du et særligt minde om farven?
"Blå får mig til at tænke tilbage på somre hos min mors keramikerveninde i Nordjylland. Når min mor passede butikken, rendte vi rundt ude foran og samlede blå knapper i det hvide grus. Den dag i dag har jeg hendes skåle med den fineste blå glasur stående derhjemme."
Hvis du skulle beskrive farven med tre ord?
"Klassisk, stærk og brugbar."
Hvilken nuance af blå er din yndlings?
"Den azurblå fra min fjerde kollektion er virkelig blevet en favorit. Den er tilpas hidsig."