Hvorfor fungerer denne farve til alt?

Hvad er det ved farven blå, der gør, at kunstneren Yves Klein patenterede sin version af den, Yves Saint Laurent malede sit hus i Marrakech blåt, Ernest Hemingway iklædte sine helte de bretonske marineblå striber, som Coco Chanel siden udødeliggjorde, og designere fra Jean Paul Gaultier til Mads Nørgaard, S.N.S. Herning og Andersen-Andersen dyrker den blå bølge? Og hvorfor fascinerer farven også i kunst, litteratur og design?

“Universelt er blå arbejdernes farve. Både i Kina og Japan er arbejderens uniform blå, i USA taler man om blue collar worker, og så har du denim, der startede hos arbejderne og er massens farve og hvermandseje,” siger den dansk-amerikanske forfatter Mathilde Walter Clark, der har beskæftiget sig meget med farven i litteraturen og også har valgt blå som farve på forsiden af sin seneste bog, essaysamlingen Huset uden ende.

“I Vesten har vi samlet os om farven blå som noget længselsfuldt og melankolsk. Vores erfaring med farven er fra himlen og havet. Og det gør den gådefuld, for vi kan ikke røre ved den eller fange den. Den er et optisk bedrag, som bliver gennemsigtigt, når vi vil fastholde den. Ligesom med den symbolske regnbue, er farven blå alt det, vi kan se, men ikke røre.”

Og netop fordi den ikke kan fastholdes, bliver den i litteraturen ofte også et billede på livets nødvendige udgang: døden.

“I bogen om tabet af sin datter, Blue Nights, beskriver Joan Didion en breddegrad i New York, hvor der i forsommeren og eftersommeren opstår en særlig lyskvalitet – de blå nætter – der et forvarsel om det totale mørke, hvor alt håb slukkes. Den blå farve bliver i hendes bog associeret med forvarslet om det tab, ingen moder kan klare: at miste sit eget barn. Så er der ikke noget håb om lysning,” forklarer Mathilde Walter Clark.

“Skumringstidens blå er stedet mellem lys og mørke; og i litteraturen er det der, hvor tingene ikke er klare og tydelige. Farven er ladet med ambiguitet. Og i Blue Nights er farven med til subtilt at beskrive Joan Didions egen oplevelse af, at hun måske er medskyldig i datterens død.”

Fra vandet til skærmen

Ifølge Maria Kjær Themsen, der er kunstredaktør på Information og forfatter til Berørt – Om dansk kunst i det nye årtusinde, er det ikke så mærkeligt, at de kreative discipliner er besatte af farven blå.

“Blå er uomgængelig: Menneskekroppen består af 60 procent vand, og farven er så tæt forbundet med både overlevelse og eventyr, at vi tiltrækkes af den. Og så er blå er jo ikke bare én tone, men går fra en skær babyblå over en skrigende skærmblå til en dyb petroleum. Den kan udtrykke næsten hvad som helst,” forklarer hun.

Men hvorfor er farven så gennemgående i moderne kunst?

“Mest berømt i moderne kunst er franske Yves Kleins blå farve, som han endda tog patent på, og som simpelthen kaldes International Klein Blue. Men i dag bruges farven af flere grunde. For det første er den metafor for både himmel og hav og har derfor nogle dybe lag, der er tiltrækkende for mange kunstnere. Aktuelt bruges den i en række værker, der omhandler den såkaldte hydrofeminisme, en term, der er skabt af den australske forsker Astrida Neimanis i hendes bog Hydrofeminisme: Eller, om at blive en krop af vand fra 2012. Det har inspireret en lang række kunstnere til at bruge endnu mere blå. Fx har Stine Deja udsmykket omklædningsrummene i den nye Holbæk Sportsby med citater fra Neimanis’ bog og malet alle vægge og gulve dybt blå,” fortæller Maria Kjær Themsen.

Men blå er ikke bare en organisk, drømmende farve. Den refererer også til moderne teknologi og særligt internettets rolle i vores liv.

“Den internationale stjernekunstner Hito Steyerl har i flere værker brugt blå – og havet – som et symbol på både internettet og det kapitalistiske system. Vi omtaler jo også penge som likvider, og så er vi igen tilbage ved vandet som en rig metafor,” siger kunstkritikeren, der ikke mener, at der er nogen tegn på, at den blå farve er på vej ud af vores hverdag, garderobe eller gallerierne.

“Danske kunstnere og designere er selvfølgelig inspireret af de internationale bevægelser. Da jeg var på Venedig Biennalen sidste år, var det meget tydeligt, hvor utrolig stor havet og farven blå var blevet som international trend. Den franske pavillon, der havde en udstilling af Laure Prouvost, var lavet om til ét stort hav, hvor gulvet var støbt i akvamarinfarvet epoxy, som gik man rundt på havet, mens den litauske pavillon, der vandt Guldløven, var en hel strand, hvor performere hang ud i solskinnet i sandet og sang opera imens,” siger Maria Kjær Themsen.

“Herhjemme ser man tilsvarende mange værker, hvor blå er hovedmotivet. Tove Storch skabte i 2012 50 unikabøger med farven blå, hvor hver eneste side i alle bøgerne var i en særlig blå tone, og hun har også skabt en række skulpturer med blå silke spændt stramt om stål. Og Marie Kølbæk Iversen lagde tynde skiver af ædelstenen lapis lazuli, der før i tiden blev knust og brugt i malerkunsten som den kostbare farve ultramarin, i en gammeldags diasmaskine, hvor stenene blev gennemlyst og skabte de smukkeste blå billeder, der lignede planeten set fra rummet.”

Verden er altså fortsat i farver, håbet er lysegrønt, guldet venter for enden af regnbuen, og vi maler dagen, garderoben, litteraturen og kunsten blå.