Catwalk S/S 2018

Her er sæsonens vigtigste trends

Eurowomans moderedaktion har rejst fra New York til London, videre til Milano og endelig til Paris, for at præsentere dig for forårssæsonen 2018. Og hvad har du så at glæde dig til? Regnbuefarver dominerer, Gucci hylder Elton John, og Chanel byggede et bjerg og gør dig regnklar. Dior er inspireret af kunstneren Niki de Saint Phalle, Calvin Klein er bidt af en gal cowboy, og Chloés nye kvindelige designer giver os alle lyst til at klæde os i Chloé. Velkommen til en ny sæson!

Vi har har været i London, New York, Milano og Paris og suget til os af foråret og sommerens trends, fantastiske shows og uforglemmelige øjeblikke. Og hvad kan du så forvente dig af den nye sæson? Kom med.

Milano

Pyntesyge, kvindelige tegneseriesuperhelte, GRØN øjenskygge og en super modelfinale, der vil gå over i modehistorien. Milano leverede varen.

Bottega Veneta fyrer op

Diskostemning, frynser, pailletter, fantastiske jakker og giga babe-alert. Der var skruet op for temperaturen hos Bottega Veneta, hvor topmodeller som Emily Ratajkowski og Adwoa Aboah spankulerede ned af catwalken.

Prada goes pop

Pradas chefdesigner Miuccia Prada havde fået kvindelige tegneseriekunstnere som Trina Robbins, Fiona Staples, Guiliana Maldini og Joëlle Jones til at dekorere kulissen til showet med kvindelige superheltetegninger, der også prydede kollektionen. 

Naturbarn

Du behøver måske ikke ligefrem stikke gulerødder i ørerne. Men de italienske designere er enige om, at inspirationen til dine smykker denne sæson helst skal være fundet i det fri.

Lucky stripe

I Milanos gader fik de klassiske striber en opdatering med striber på striber.

Colour me blind

Det er slut med det naturlige no makeup-look. Til foråret skal der grønt og blåt på øjnene.

Versace squad

Ét billede, der fik vores Instagram-feed til at eksplodere, var 90’er-supermodellerne Carla Bruni, Claudia Schiffer, Naomi Campbell, Cindy Crawford og Helena Christensen, der leverede en episk afslutning på Versace-showet med røg og glitrende sølvkjoler som hyldest til Gianni Versace, der døde for 20 år siden. Et show, der fik vores modehjerter til at galoppere. 

Legesyge Gucci

Det er aldrig kedeligt med Alessandro Michele ved roret hos Gucci. Den italienske designer har om nogen bragt humoren og pyntesygen tilbage i moden. Også denne sæson, der hylder Elton Johns stil, sportsjakker er overstrøet med similisten og sløjfer pryder en af sæsonens smukkeste kjoler.

Blomstrende Milano

Milanos gader lignede en blomstermark under modeugen, for floratendensen forsætter. Denne sæson skal de være vintageinspirerede og farverige på alt fra frakker til feminine kjoler. Du kan lige så godt springe ud i det.

Bæltested

Der er bred enighed om, at der skal fokus på taljen. Så stram bæltet ind, eller hop med på sæsonens kærlighed til mavetasken, der gør stærkt comeback.

London

Gul, feminine blomster, pasteller, royale fornemmelser og dukkehuse. London byder på smittende optimisme.

Havefest

Der er godt nyt til alle, der, ligesom os, langt fra er færdige med blomster, for forårskollektionerne byder på de fineste blomsterprint. Glem alt om mørke og dunkle vinterblomster, og skru op for pasteller og feminine snit.

Se min kjole

… den er gul som solen. Der er optimisme at spore hos blandt andre Roksanda Ilincic og Christopher Kane, og én ting er sikkert: Din næste kjole skal skinne om kap med solen. 

Et dukkehjem

Inspireret af sine gamle dukker med viktorianske pufærmer og lyserøde porcelænskinder, var Simone Rochas kollektion et dukkehus værdigt, hvor især den britiske topmodel Edie Campbell (th.) stjal showet.

Royale Erdem

Måske har chefdesigner Erdem Moralıoğlus kigget med på Netflix serien The Crown, for hans forårskollektion er en hyldest til den britiske dronning Elisabeth II, og han har været en tur i garderoben på selveste Windsor Castle.

Tidens tern

Vi er langt fra færdige med tern, men denne sæson skal de være mere farverige, og mindre uldne. Og så må de gerne mikses på kryds og tværs.

Et stykke med bart

Hvis det står til de britiske designere, er det tid til at forny dit fitnesskort og komme i gang med mavebøjningerne, for der er dømt bar mave-fest!

Det vilde vesten

Cowboystøvler, læder og blåtoner. Cowboystøvlen er tilbage og dominerer både catwalken og gadebilledet i London. Brug dem til en flagrende kjole eller jeans.

Paris

Regnbuefarver, kunstnerisk parade hos Dior, og et stjerneskud, der stjal opmærksomheden. Paris gav stof til drømme og en alenlang ønskeliste til den

nye sæson.

Demnas Balenciaga

Med Demna Gvasalia i front hos Balenciaga har det traditionsrige modehus fået en ny tilhænger, der elsker chefdesignerens skæve silhuetter og ironiske tilgang til mode med 2-i-1-jakker, overdimensionerede accessories og skønne blomsterprint.

Dior x Niki de Saint Phalle

Diors forårskollektion er dedikeret til den kvindelige kunstner og tidligere model Niki de Saint Phalles arbejde og stil. Vi sukker især over de smukke 60’er-inspirerede minikjoler og støvler prydet med kunstnerens værker.

Åh Kaia!

Hvis der var én model, der var uundgåelig på catwalken i Paris, var det Cindy Crawfords langbenede 16-årige datter, Kaia Gerber. Den unge model tog den franske hovedstad med storm, og åbnede både Chanel- og Isabel Marant-showet med sit smukke ydre og sin ungdommelige energi. 

Vestpå

Det kan godt være, at den minder dig om din morfar, men du kommer ikke udenom den. Vesten er tilbage på catwalken, hvor Céline og Acne Studios kom med deres bud på nogle af sæsonens fineste.

Louis Vuitton

Louis Vuitton holdt show på Louvre i den nyåbnede Pavillon de l’Horloge. Louvres historiske udvikling, fra fæstning og royalt palads til museum, er inspirationen bag kollektionen, der kombinerer brokadejakker med turistsneakers og pufærmer med løbeshorts. 

Don’t go chasing waterfalls

Efter sidste sæsons Chanel Space Center var forventningerne til Karl Lagerfelds show for Chanel tårnhøje. Og hvad gør man så? Man bygger bjerge og vandfald med inspiration fra sydfranske Verdon Gorge og klæder modellerne i plastikstøvler, regnbuefarvede flæsekjoler og regnjakker. 

Sheer genius

Der bliver dyrket lag på lag hos modehuse som Dries Van Noten og Miu Miu, hvor gennemsigtige materialer skaber en smuk effekt.

Ny stil hos Chloé

Det er første kollektion fra Chloés nye chefdesigner Natacha Ramsay-Levi, der tidligere har været Nicolas Ghesquières højre hånd hos Balenciaga og Louis Vuitton og tilfører kant til den ellers så romantiske Chloé-stil i form af veloursuits, cowboystøvler og flæsekjoler. 

Colorblocking

Lilla, grøn, rød, orange og koboltblå. De franske designere har skruet op for farvepaletten, og mikset de klare farver i en skønsom blanding.

Fri leg

Alt er mere eller mindre tilladt denne sæson. En perlekædekjole, glimmerstøvler og fjer, perler og vilde farver i et og samme look. Det er et cirkus, og vi klapper i hænderne.

Saint Laurent

Chefdesigner Anthony Vaccarello har fundet sin plads hos det historiske modehus. Modeller spankulerede ned ad catwalken i 80’er-inspirerede kjoler med fjer og volume, skarptskårne blazere og bohemede bluser med et funklende Eiffeltårn i baggrunden.

New York

Biker, hippie eller strandnymfe. New York slog fast, at der er plads til alle. Og så viste Raf Simons endnu en gang, at han er den helt rigtige til jobbet hos Calvin Klein.

Unusual Suspects

Med prikker, pasteller feminine kjoler og sine hypede mules indtog Maryam Nassir Zadeh en park i New York, med cool cats som Camille de Terre og kunstneren Ana Kraš i lineuppet.

Hippie Hippie Shake

Der er 70’er-hippiestemning i New York, hvor designerne er enige om, at det er tid til at danse i måneskin med batikprint og fjer om halsen som danske Klara Kristin hos Zadig & Voltaire. Peace out!

Tie the knot

Der skal bindes knude på dit tøj denne sæson. Vær kreativ, og bind den selv, eller invester i en af de mange smukke looks, der har gjort det nemt at være med på tendensen.

Over the top 

Marc Jacobs holdt show i stilhed, og til lyden af deres egne skridt kom modeller ind med skinnende turbaner, tyl, perler og pailletter. Marc har været et smut i arkiverne og hev alt det vildeste og bedste frem fra gemmerne med et optimistisk more is more.

Raf the great

Raf Simons tog Calvin Klein og resten af modebranchen med storm, da han sidste sæson præsenterede sin første kollektion for modehuset. Denne sæson er en amerikansk melting pot med skinnende silke, cowboystøvler, print af Andy Warhols pop-art, farverige frynser og gummidetaljer. Og nå ja, så var det også her Cindy Crawfords datter Kaia Gerber og Helena Christensens søn Mingus Lucien Reedus fik deres show-debut.

To the beach

Michael Kors beviser, at du sagtens kan se gennemført ud, selv om du er klædt i tie-dye, klip-klappere og bøllehat. En strandtur har aldrig set så chik ud.

Fart på!

Efter sit show for Puma kom Rihanna kørende ind på en motorcykel og viste, at motorcykeltøj ikke kun hører sig til i høj fart på landevejen. Fartreferencerne er også at spore hos blandt andre Ralph Lauren med racerbiler på catwalken. Tænk læder, fartstriber og tætsiddende heldragter. Også selv om du ikke er på vej på roadtrip.

Pinky Swear

Lyserød har tiden med sig og lyser både op i dit klædeskab og i gadebilledet, hvor den bløder asfalten op.

Alle ovenstående billeder: James Cochrane, Getty Images og Adam Katz Sinding.