Urban Outfitters Kent State Sweatshirt

Urban Outfitters laver sweatshirtbrøler om skoleskyderi

Det sker igen og igen. Populære tøjkæder kommer i stormvejr, fordi de sætter produkter til salg, der virker krænkende på køberne. Seneste tøjkæde til at få røde ører er Urban Outfitters.

Det er lige før, vi bliver nødt til at erklære det for en meget, meget uheldig trend, for på det seneste har flere og flere tøjmærker måtte trække produkter tilbage, fordi de har været krænkende.

Seneste brand, der bliver en del af den upassende tendens, er den amerikanske tøjkæde Urban Outfitters, vi også har i København. De har sendt en lyserød collegesweatshirt på gaden med logo fra Kent State University. Dét i sig selv er ikke fuldstændig opsigtsvækkende, selvom universitet var det første i USA, der måtte lægge grund til et skoleskyderi. Men læg dertil de falske blodpletter på trøjen, og du har en skandale! På hjemmesiden blev trøjen sat til salg under overskriften "vintage", og sagen skabte søndag overskrifter verden over.

Solgt som "vintage"

I den forbindelse har universitetet, der i 1970 var udsat for skyderier på skolens grund, hvor 4 elever blev dræbt, udsendt en officiel meddelelse, hvor de skrev, at de følte sig meget krænket over, at et firma har brugt deres smerte for deres egen vindings skyld.

"Denne trøje er mere end dårlig smag, og bagatelliserer de tabte liv, der stadig er en smerte for folk på Kent State i dag", skriver de fortsat.


Trøjen var et unika og blev solgt i sammenhæng med andre vintage sweatshirts på firmaets hjemmeside. Efter mediestormen, der begyndte at blæse i går aftes, er kædens officielle talsmand kommet med en undskyldning og forklaring på, hvordan det kunne ske:

- Urban Outfitters beklager, at vi har stødt nogen med vores Vintage Kent State sweatshirt. Det var aldrig vores intention at hentyde til den tragiske hændelse, som fandt sted på Kent State Universitet i 1970, og vi er enormt kede af, at dette produkt blev opfattet som sådan. Unika-trøjen blev købt som en del af vores solblegede vintage kollektion. Der er ikke noget blod på trøjen, og den er heller ikke blevet manipuleret med på nogen måde. De røde pletter er misfarvninger af den originale nuance, og hullerne er kommet af naturlig slid, sagde vedkommende.

Ikke første gang

Hvorfor, der ikke var nogen indkøbere, der sagde stop, er nok en gåde for de fleste, men tilsyneladende er det ikke umuligt at komme igennem med uheldige og krænkende design.

Tidligere har vi set H&M sende en børnetrøje på gaden med antisemitisk print; en davidsstjerne med et dødningehoved i midten, Zara, der også gav børn mulighed for at lege rundt i en trøje med stærke referencer til Anden verdenskrig med en bluse, der til forveksling lignede dem, KZ-fangerne var tvunget til at bære og Topshop, der trak på racistiske karikaturtegninger fra 50'erne af kinesere med en halskæde med gule hoveder (læs mere her).

Vi håber, der går lang tid, før vi ser næste uheldige design.

Kilder: The Guardian

LÆS OGSÅ: Kvinde finder råb om hjælp syet ind i sin kjole