Micki Cheng og manden Michael har netop solgt deres fælles sommerhus i Fjellerup, hvor de har tilbragt en masse tid sammen de seneste syv år. Huset byggede de tilbage i 2014 som deres første fælles investering, men nu skal have, vilde dyr og strand være fortid.
- Det er en kæmpe beslutning, men vi kan mærke, at det er helt rigtigt. Der er meget vedligehold i et hus, og vi er slet ikke handymænd på den måde. Selvom vi elsker sommerhuset, så er vi også klar til noget mere permanent. Lige nu flytter vi ind og ud i forbindelse med vinter/sommer, og vi trænger til noget fast, fortæller Micki til Realityportalen.
Micki og Michael har de sidste mange vintre lejet sig ind i møbleret huse eller lejligheder, hvor de så har brugt hverdagene der og weekenderne i sommerhuset grundet reglerne for sommerhus.
- Det er en af de store faktorer, der har spillet ind på vores beslutning om, at vi skulle have noget mere permanent, fortæller Micki fortsat.
Hjemme hos Micki Cheng fra "Den store bagedyst" (Foto: Niels Henrik Dam)
Lejlighed i Randers
Parret har i slutningen af 2020 købt en lejlighed i Randers, der står klar til indflytning i september 2021.
- Vi har købt en stor udsigtslejlighed i et nybyggeri midt inde i Randers. Det er helt nyt, og vi glæder os mega meget. Randers er valgt, da vi før har boet i Randers, og det ligger godt i forhold til min bedre halvdels arbejde. Derudover er det nemt for mig med motorvej og jobs på landevejen, fortæller Micki, der lige nåede at få mulighed for at sætte sit eget præg på lejligheden, inden alt byggeriet gik i gang.
- Lejlighederne er forholdvis låst, men da vi købte slut sidste år, kunne vi heldigvis stadig nå at sætte lidt præg på fx gulve og køkken m.m. Jeg får en stor ø! Det er fedt!! Men selve indretning er låst, fortæller Micki om lejligheden, der næsten er dobbelt så stort som deres sommerhus.
Hjemme hos Micki Cheng fra "Den store bagedyst" (Foto: Niels Henrik Dam)
Lige nu er den største bekymring for parret, at de om en måned, når sommerhuset overdrages til de nye købere, ikke har noget sted at bo.
- Nu er udfordringen at finde en ny midlertidig bolig indtil september, slår Micki fast, der også har en anden følelse ved den store beslutning.
- Det er den mest voksne beslutning, vi har taget. Vi er sgu blevet voksne, griner Micki, der glæder sig til april, hvor han kan få lov til at se lejlighedens foreløbige byggeri.