Katrine fik en hjerneblødning - og tryglede sin kæreste om at gå: ”Jeg ville ikke være en byrde for ham”
Katrine var i gang med sin uddannelse og havde fundet en sød kæreste, da hun som blot 26-årig blev ramt af en hjerneblødning. Hun mistede en del af synet og fik en spastisk lammelse – og bad sin kæreste om at gå. Men Peter blev.
Når Peter kommer hjem med varer, sørger han altid for at rive hul i pakken med køkkenruller eller toiletpapir, så rullen er nemmere at få ud. En betænksom detalje, der gør livet nemmere for Katrine, hans kæreste. Hun er spastisk lammet i venstre side og kan derfor ikke bruge venstre hånd, ligesom hendes syn er begrænset, efter at en hjerneblødning i 2019 ændrede hendes liv.
"Peters støtte har betydet alt," siger Katrine Kjær Mahler.
Alligevel tryglede hun ham om at gå, da det stod klart for hende, at livet aldrig igen ville blive det samme.
Den hvide løgn
"Jeg ønskede, at Peter skulle leve sit liv. Han kunne stadig nå at få en ny kæreste og stifte familie. Jeg ville ikke være en byrde for ham. Mine drømme var knust, men det skulle ikke ødelægge hans drømme," understreger Katrine.
Men Peter gik ingen steder.
"Det var måske en fordel, at vi ikke havde kendt hinanden så længe, for der var stadig noget af den stormende forelskelse tilbage," siger Peter.
"Jeg bildte mig også ind, at jeg kunne mærke på hende, at hun ikke mente det. Desuden er jeg opdraget til, at man ikke går ud ad døren, når noget bliver svært."
Han forlod heller ikke Katrines side, da hun var indlagt. Sygeplejerskerne opdagede, at han sov i en stol, og fik ham medindlagt – med hans diabetes som undskyldning.
"Så fik vi en seng ved siden af hinanden," siger Katrine.
Annonse
En plet på hjernen
Katrine og Peter mødtes på datingappen Tinder for fem år siden. Efter første date så Katrine ikke umiddelbart potentialet i tømreren, der var flyttet tilbage til Danmark efter nogle år i Grønland.
Annonse
"Han havde en virkelig grim jakke. Jeg måtte bede ham skifte, før vi gik ud," griner hun.
"I Grønland fulgte jeg ikke rigtig med i moden," konstaterer Peter tørt.
Han rejste til Australien og New Zealand, og under hans fravær kom Katrine frem til, at der måske alligevel var noget at bygge videre på, og de blev kærester.
Et år senere blev Katrine uden varsel ramt af en hjerneblødning. Hun havde sin mor til middag en almindelig onsdag aften, da hun pludselig fik en voldsom smerte i den ene side af hovedet. Lægernes bud lød på først migræne og derpå en tumor i hjernen, da skanningen viste en mørk plet.
"Jeg havde lige været vikar på kræftafdelingen og set, hvordan nogle patienter sygnede hen, så jeg blev meget chokeret og ked af det," husker Katrine.
Mistede håbet
En ny skanning viste, at pletten var størknet blod, og at Katrine er født med nogle ekstra blodkar i hjernen, som nu var sprunget. Hun havde mistet en del af synet, var delvis lam og måtte gennem et længere genoptræningsforløb, hvor hun genvandt førligheden. Før hun nåede så langt, var hun omkring psykiatrisk afdeling, da mørket sænkede sig over hende.
"Jeg havde døgnovervågning og måtte ikke gå alene på toilettet, fordi de var bange for, at jeg tog mit eget liv," fortæller hun.
"Jeg kunne ikke holde ud at være her, fordi jeg ikke længere kunne se muligheder i mit liv. Jeg har aldrig haft det så slemt."
Det viste sig, at hendes depressive tilstand til dels skyldtes en kemisk ubalance i hjernens signalstoffer som følge af blødningen. Efter 14 dage på psykiatrisk afdeling havde hun det derfor så meget bedre, at hun blev overflyttet til Hammel Neurocenter.
Livet er skrøbeligt
Et år efter hjerneblødningen vendte Katrine tilbage sit studie på sygeplejerskeuddannelsen. Hun havde slået sig til tåls med, at hendes syn var begrænset, og at hun aldrig ville kunne køre bil. Parret lagde planer for fremtiden og købte et renoveringsmodent hus i Svenstrup uden for Aalborg, tæt på bybussen, så Katrine kunne tage bussen til sin skole.
"Jeg var nået dertil, hvor jeg ikke ville have været min hjerneblødning foruden, fordi den havde beriget mig," siger hun.
"Jeg havde fået en kæmpe indsigt i livets skrøbelighed, som en normal 26-årig ikke har. Jeg havde tidligere passet syge og døende patienter uden at kunne sætte mig rigtigt ind i deres situation; det kunne jeg bedre nu," fortæller hun.
Annonse
Lam i armen
Men så rakte skæbnen igen ud efter Katrine. For at minimere risikoen for en ny hjerneblødning var hun nemlig i 2021 gennem et forløb med stråleterapi, der skulle lukke blodkarrene i hjernen. Det lykkedes, men som følge af strålerne blev hun spastisk lammet i venstre side og måtte gennem et nyt genoptræningsforløb. I dag kan hun gå, men venstre arm kan hun ikke bruge.
"Jeg savner min venstre arm og tænker på den som en gammel ven, jeg har lavet mange ting med, siger Katrine. Hun klarede sig gennem genoptræningen og blev så stabil, at hun i december forrige år kunne genoptage sin uddannelse. I maj blev hun færdig, og selv om hun ikke kan arbejde som sygeplejerske, drømmer hun om at bruge sin uddannelse som underviser.
"Jeg er kun 30 år, og vil gerne bruge mine evner. Jeg er ikke kun min hjerneskade, jeg er også sygeplejerske," fastslår hun.
Dukkens overraskelse
10. oktober for tre år siden friede Peter til Katrine i et sommerhus i Blokhus. Han havde i hemmelighed målt hendes fingerstørrelse, mens hun var indlagt og sov meget, og havde lagt ringen i en babusjkadukke.
"Jeg troede bare, han havde købt dukken på et loppemarked, men der var en ring indeni. Jeg kan faktisk ikke helt huske det, for der er mange ting, jeg ikke husker fra den periode," undskylder Katrine.
"Du sagde ja og virkede glad," siger Peter og smiler.
Rutineret skærer Katrine en bolle over, mens hun taler. Bollerne er koldhævede, hvilket gør, at hun ikke behøver at ælte dejen. Hun begyndte at bage, mens hun var indlagt til genoptræning på Hammel Neurocenter.
"Det gav mig noget at stå op til, samtidig med at jeg trænede mine færdigheder. Bagefter gik jeg op ad trapperne til de forskellige afdelinger," fortæller hun.
Fingrene væk!
Det er nemlig vigtigt for Katrine at holde sig i gang. Hun laver mad på det interimistiske køkken i udestuen, da huset stadig er under renovering, vasker tøj og bliver irriteret, hvis Peter udfører nogle af hendes opgaver.
"Nu lyder vi som et par i 50’erne, men det er vi altså ikke," understreger Peter.
Uden at tænke over det gør han alle de små ting som at åbne pakken med køkkenrulle eller købe mælk med skruelåg, så Katrines hverdag bliver nemmere.
"Vi prøver at fordele opgaverne, men jeg skal tage mig selv i ikke at gøre tingene for Katrine," erkender han.
"Ja, jeg bliver irriteret, hvis han tager en af mine opgaver, for hvis jeg ikke har noget at lave, kan jeg blive i sengen resten af mit liv," siger hun bestemt.
Da hun blev ramt af hjerneblødningen, spurgte flere af hendes veninder til Peter. Som om de ikke regnede med, at et forhold, der kun var et år gammelt, kunne holde til så meget turbulens. Men det kunne det.
"Nu er det blevet et kriterie blandt mine veninder, at de skal finde en kæreste, som bliver hos dem, hvis de får en hjerneblødning," griner Katrine.
