3 gode råd: Sådan bliver du bedre til at tale om sex med en partner
“Let’s talk about sex, baby,” synger Salt-N-Pepa, men det er muligvis nemmere sagt end gjort. En ny undersøgelse viser i hvert fald, at vi danskere har svært ved at tale om sex med vores partnere – selvom vi gerne vil. Her får du tre tips til bedre samtaler om lagengymnastikken.
”Kan vi udleve min fantasi om…?”
”Jeg kan godt lide, når du…”
”Det ville være frækt at…”
Det er alt sammen sætninger, som du muligvis har svært ved at få over dine læber. En ny undersøgelse viser i hvert fald, at 25 procent af danskerne synes, at det er svært at tale om sex med en partner, at 15 procent aldrig gør det, og at 42 procent gerne vil være bedre til det. Særligt sidstnævnte overrasker psykolog Gert Martin Hald, som er specialist i klinisk sexologi og en af forskerne bag studiet.
”I Danmark er vi gode til at tale om sex på et generelt plan, men når det kommer til at tale om vores personlige seksualitet, bliver det straks sværere. Vi var alligevel overraskede over, at så mange – over 40 procent – synes, at det er svært og akavet at tale om seksualitet med en partner eller gerne vil blive bedre til det. Det er et højt talt,” siger han.
Vi vil hverken kaldes perverse eller sippede
Hvorfor er det så svært at tale om det, der foregår i soveværelset, hvis så mange gerne vil det?
Ifølge undersøgelsen er det i høj grad, fordi det er akavet. Hele 46 procent af de adspurgte danskere svarer, at de ikke taler om sex, fordi de selv synes, at det er akavet, imens 23 procent undgår det, fordi deres partner finder det akavet.
Derudover peger Gert Martin Hald på, at det er sårbart at tale åbent om ens fantasier og lyster.
”Ens seksualitet er en sårbar størrelse. Vi er bange for at tale ærligt om det, fordi vi kan være bange for at blive kaldt ulækre eller perverse – eller omvendt: sippede og kedelige. Vi kan med andre ord blive seksuelt afvist, dømt eller udskammet. Eller komme til at føle, at vi ikke er nok for partneren, fordi vi ikke kan eller vil opfylde dennes behov og præferencer. Dette kan ultimativt påvirke relationen negativt.”
Undersøgelsen viser da også, at 30 procent af de adspurgte er bange for, hvordan deres partnere vil reagere, og at 11 procent undgår snakken, fordi de tidligere har haft dårlige oplevelser med det.
Er det nødvendigt at tale om sex?
”Okay, jeg synes, at det er akavet at snakke om sex, så hvorfor skal jeg gøre det?” tænker du måske.
Ifølge Gert Martin Hald er det heller ikke altid nødvendigt. Men ofte er det.
”Nogle behøver ikke at snakke så meget om det seksuelle, fordi det bare ”kører”, og begge parter er tilfredse. Men for langt de fleste er seksualitet noget, der kræver viden om og kendskab til hinanden, som man blandt andet får ved at snakke om ens præferencer, hvordan man gerne vil berøres og lignende.”
Han uddyber, at seksualitet for rigtig mange er en vigtig del af relationen til en partner, og at det kan have store konsekvenser for forholdet, hvis sexlivet ikke fungerer.
”Evner man ikke at snakke om ens sexliv, bliver det måske ikke så godt, som det kunne være, man går måske død i det, eller måske føler man ensomhed i forhold til sin seksualitet. Det kan på sigt mindske ens tilfredshed med parforholdet eller så tvivl om, hvorvidt man er i den rigtige relation,” siger Gert Martin Hald.
Sådan bliver I bedre til at snakke om sex
Hvis du – ligesom 42 procent af den danske befolkning – gerne vil blive bedre til at tale om sex med en partner, har Gert Martin Hald tre gode råd til dig.
”For det første skal du være ærlig omkring din seksualitet, dine lyster og dine behov, når du snakker om seksualitet med din partner. Det kræver mod og tillid, men uden ærlighed kommer I ikke langt,” siger han.
I forlængelse af dette skal du væbne dig med tålmodighed og gå langsomt frem:
”Gå gerne stille og roligt frem, og undlad at kræve noget af din partner i samtaler om sex. Sidstnævnte gælder især, hvis du fornemmer, at I seksuelt er meget forskellige. I behøver ikke at nå omkring alle præferencer, fantasier og lyster i første samtale, og ofte kommer tilliden og trygheden gradvist over tid, så det bliver nemmere at være ærlige overfor hinanden.”
Sidst, men ikke mindst, skal du sørge for at gå til samtalen med et åbent sind.
”Brug åbne spørgsmål og en ikke-dømmende tilgang. Spørg for eksempel, hvad din partner godt kan lide, og hvad de tænder på. Hvis din partner har ønsker, der ikke lige er dig, eller som du ligefrem synes er ”ulækre”, så husk, at du stadig kan spørge ind til dem, men at der ikke er nogen lov om, at du skal opfylde dem bagefter,” siger Gert Martin Hald.