yoga

4 yogaformer: Find den, der passer dig bedst

Det kan være svært at finde hoved og hale i alle de forskellige yogaformer.Få et overblik her, og se hvilken form der passer til dig.

BIKRAM YOGA

HVOR: The Wolfpack Gym, Strand-boulevarden 122, København Ø

PRIS: 10 klip 1.400 kr.

BONUS: Gratis prøvetræning + mulighed for at træne en lang række andre hold.

Uanset hvor i verden du befinder dig, vil din bikram yoga være den samme. Det er nemlig 1 ½ time bygget op omkring en helt fast rutine bestående af 26 nøje udvalgte stillinger fra den klassiske hatha yoga samt en indledende og afsluttende vejrtrækningsøvelse. Undervisningen foregår altid på engelsk og i 40 graders varme. Alligevel er bikramtimen i The Wolfpack Gym helt sin egen. Her er det klassiske bikram væg til væg-gulvtæppe skiftet ud med et sort, skridsikkert gulv, der bliver gjort rent imellem hvert hold, hvilket er mere end nødvendigt efter 1 ½ time i 40 graders varme. Luften føles ren og frisk, hvilket nok skyldes spritnye infravarme paneler og et klimastyringssystem, der opvarmer og renser luften. Det lyder måske lidt kedeligt, at det altid er den samme rutine på timerne, men det har en enorm meditativ og motiverende effekt. Du kan nemlig tydeligt mærke, at du forbedrer dig fra gang til gang.

“Dog afspejler hver time, hvordan du har det. Der vil være dage, hvor du føler, at du kan det hele og andre dage, hvor du næsten ikke kan holde balancen,” siger underviser Sofie Meleady.

Og hun har ret! Mister du koncentrationen og lader tankerne falde hen på e-mails, møder og indkøbslister, er der kontant afregning: Du mister balancen og falder ud af din stilling. Efter første gang er kroppen drænet for energi, men efter et par gange bliver du afhængig af at komme helt ned i tempo og blive gennemvarmet.

CARDIO: 2/6

STYRKE: 2/6

SMIDIGHED: 6/6

YIN YOGA

HVOR: Temple Yoga, Bellevue Strand, Strandvejen 340 og Huset Stokkerup, Strandvejen 724, begge i Klampenborg

PRIS: 10 klip 1.300 kr.

BONUS: Prøvetime 100 kr. + udendørsyoga på Bellevue strand fra 1. april – 1. oktober.

I yin yoga er der ikke fokus på musklerne, men på kroppens bindevæv. Alle øvelser foregår enten siddende eller liggende, og alle stræk holdes i tre til fem minutter. Teorien bag yin yoga er princippet omkring yin og yang. Her repræsenterer yin det rolige og meditative, hvor yang repræsenterer det hektiske i hverdagen. Yin yoga har til formål at skabe en balance imellem det højpulserende og meditative i dit liv og i din hverdag. I et hyggeligt lokale ud til havet oplyst af levende stearinlys og pyntet med buddhafigurer ligger der to rækker rosafarvede yogamåtter, hver og én med en yogablok, et tæppe og en pude. Selve timen tager 1 time og 15 minutter, hvoraf de sidste 10 minutter er en savasana – det vil sige liggende meditation. Det lyder måske knap så anstrengende at skulle sidde og ligge i en times tid, men selv de mest enkle øvelser viser sig at være utrolig smertefulde. Det kræver en enorm koncentration og meditation at gennemføre yin-timen. Du bruger lang tid på at komme ind og ud af hver stilling, og mange af øvelserne er så smertefulde, at det virkelig kræver koncentration om vejrtrækningen at holde strækket så længe. Mai Pham, der underviser timen, guider dig igennem alle stillingerne og formår at få dig igennem selv de mest smertefulde stræk, du ikke troede, var mulige. I løbet af hvert stræk kan du mærke, hvordan du kommer dybere ind i stillingen. Og lige så snart timen er slut, føles din krop lettere, mere strukket og en smule mere smidig.

CARDIO: 1/6

STYRKE: 2/6

SMIDIGHED: 6/6

VINYASA YOGA

HVOR: Yo Studios, Søndergade 66B 1.tv, Aarhus og Sturlasgade 14 M1, København S

PRIS: 10 klip 700 kr.

BONUS: Gratis prøvetræning + mulighed for at træne en lang række andre hold.

Hos Yo Studios kan du træne stort set alle former for yoga. Vi skal teste vinyasa yoga, der er vores instruktør Emilie Schacks personlige favorit. Vinyasa yoga bliver også kaldt power yoga eller flow yoga, og det er ikke uden grund. Der er nemlig et godt tempo igennem hele timen, der foregår i det helt nye Yo Studio på Islands Brygge. En afdæmpet klassisk musik spiller i baggrunden til hele timen, og det passer rigtig fint til de skiftende sekvenser af elegante øvelser.

“Der er jo rigtig mange solhilsner i vinyasa yoga,” advarer Emilie, og det er rigtigt.

Modsat bikram, hvor de forskellige stillinger bliver holdt i længere tid, er der konstant bevægelse i denne time. Du bliver udfordret på din balance og koordination samtidig med, at du konstant skal holde tungen lige i munden for at holde styr på de forskellige sekvenser. Heldigvis er øvelserne sammensat i et naturligt flow, og flere af øvelserne bliver gentaget flere gange, så selv de motorisk udfordrede kan følge med. Timen bliver afsluttet med en savasana-sekvens under et tæppe, og efter timen har du en dejlig følelse i kroppen af at være afslappet og udstrukket. Denne time er rigtig god til dig, der gerne vil udfordres både motorisk og på balancen i et godt tempofyldt flow.

CARDIO: 2/6

STYRKE: 2/6

SMIDIGHED: 6/6

BODYFLOW

HVOR: Powerhouse CPH, Dampfærgevej 8, pakhus 12, 1. sal, København Ø og Nyvej 17B, Frederiksberg

PRIS: 10 klip 1.100 kr.

BONUS: Gratis prøvetime.

Body flow er et Les Mills-koncept, hvilket betyder, at du også kan træne det i fitness dk og resten af verden. Les Mills-konceptet bodyflow tager udgangspunkt i yoga og blander det med tai chi og pilates. Som alle andre Les Millskoncepter betyder det, at der hver tredje måned kommer et helt fastlagt program, der er det samme i alle lande. Efter en måned må instruktørerne så selv lave om på programmet og ændre rutinen.

Modsat mange af de rene yogaformer foregår bodyflow-timerne til musik, og underviseren Tor Andersen, der også er den eneste danske mastertrainer (og en del af FIT LIVINGs skønne mandepanel), bærer mikrofon under hele timen. Tempoet på denne time er væsentligt højere end på mange af de rene yogatimer, og alle bevægelserne er sat sammen i et flow, så du mere eller mindre er i konstant bevægelse. Timen begynder stående med en tai chi-inspireret opvarmning, går over i en mere yogapræget del og bliver afsluttet med en pilatesdel, der har fokus på core, mave og ryg, inden den endelige savasana på gulvet i 10 minutter. Denne type time adskiller sig fra de andre mere meditative, rene yogaformer og er oplagt til dig, der gerne vil have en time med dynamik, afveksling og musik.

CARDIO: 2/6

STYRKE: 2/6

SMIDIGHED: 5/6