Christian Eriksen

6 ting, du måske ikke vidste om Christian Eriksen

Allerede som 3-årig startede han sin fodboldkarriere, der siden har gjort ham til en af Danmarks bedste fodboldspillere med hele 117 spillede landskampe. Han er kæreste med sin ungdomskærlighed, og så kan han kalde sig konge. Bliv klogere på den populære fodboldspiller Christian Eriksen her.

Under Danmarks første EM-kamp mod Finland i 2021 faldt en af Danmarks bedste fodboldspillere, Christian Eriksen, om med et hjertestop. Han blev genoplivet og opereret, og siden er det heldigvis gået støt fremad med helbredet, og den populære fodboldspiller med nummer 10 på ryggen håber da også, at han inden længe kan snøre fodboldstøvlerne og være tilbage i landsholdstrøjen igen.

Men hvem er han egentlig? Vi har fundet seks ting om Christian Eriksen, som du (måske) ikke var klar over.

1. Bidt af fodbold fra barnsben

Interessen for fodbold blev vakt meget tidligt. Allerede som 3-årig begyndte Christian Eriksen at spille fodbold i barndomsklubben Middelfart Gymnastik & Boldklub. Hans evner med en fodbold vakte hurtigt opsigt rundt omkring hos øboerne, og allerede som 13-årig skrev han kontrakt med Fyns dominerende fodboldklub, Odense Boldklub. Her var han på ungdomskontrakt, indtil han fik tilbudt en kontrakt med det berømte Ajax ungdomsakademi i Amsterdam.

2. Hans store idol er Laudrup

Christian Eriksen er en af dansk fodbolds største spillere i de sidste 10 år og er ofte blevet sammenlignet med Michael Laudrup. Og netop Laudrup var faktisk Eriksens idol som barn. Det var dog ikke hans navn, man fandt bag på Eriksens første fodboldtrøje.

"Mit idol som barn var Michael Laudrup. I Danmark vil alle være som ham, og han var den bedste danske spiller nogensinde. Han er en kilde til inspiration," siger Eriksen i et interview til CLBold.dk.

"Min far derimod var stor fan af Roberto Baggio, og så snart han havde chancen, købte han en hans trøjer til mig. Så den første trøje, jeg havde, var med Divin Cordino (Baggios øgenavn.red.) 

3. Scorede i specialdesignede fodboldstøvler

I bogen 'Min største kamp' fortæller en række kendte danske fodboldspillere om nogle af deres største oplevelser på banen. En af dem er Christian Eriksen.

I bogen fortæller han bl.a., at han gennem tiden har spillet mange vigtige kampe, men at hans landskamp nummer 75, hvor han scorede hattrick var noget helt særligt.

"Hattricket mod Irland var alligevel det største statement at lave som professionel fodboldspiller. Det gav status hjemme i klubben, fordi vi havde slået et hold fra de britiske øer, og fordi jeg havde lavet tre mål," siger han.

"Men vigtigst af alt så skete det i en kamp, som vi skulle vinde – og så endda i min landskamp nummer 75."

I bogen fortæller Christian Eriksen videre, at han dagen før kampen havde fået et par specialdesignede fodboldstøvler fra Nike med tallet 75 vævet ind, og der var altså tre mål i dem.

"Støvlerne har jeg gemt sammen med trøjen fra kampen mod Bulgarien i 2016, hvor jeg scorede mit første hattrick for Danmark." Kilde: Euroman.dk

4. Bor nu i sit hjertely

Christian Eriksen har flyttet meget rundt, og sammen med familien har han boet i både Holland, England og senest i Italien.

Men efter hjertestoppet i Parken og den efterfølgende operation, valgte han at flytte fra den italienske by Milano og hjem til Danmark. Familien har nu slået sig ned på Fyn, hvor Christian Eriksen er født og opvokset. Her har han købt en villa på hele 348 kvadratmeter, der ligger i det mondæne Hunderup-kvarter i Odense. Ifølge et interview med Se & Hør skal villaen nu danne fremtidig base for Christian Eriksen og hans lille familie.

5. Danner par med ungdomskæresten

Christian Eriksen danner par med Sabrina Kvist Jensen, der er uddannet frisør, og ligesom Christian Eriksen kommer hun også fra Fyn.

Men selvom de to har kendt hinanden lige siden ungdomsårene og været kærester siden 2012, har de aldrig fået udvekslet ringe.

I et interview med BT fortæller Christian Eriksen, hvor meget familien og forholdet til kæresten betyder for ham.

"Det har givet mig en form for ro. Det har gjort det, at jeg ved, at jeg har en, som står mig nær. Jeg snakker meget med Sabrina. Det er fantastisk og fint, at man kan snakke så meget og så godt med en person. Vi falder rigtigt godt i hak med hinanden, fortæller Christian Eriksen til BT.

Sabrina Kvist Jensen og Christian Eriksen er forældre til en dreng og en lille pige. 

6. Lønkongen af Danmark

Det burde nok ikke komme som nogen stor overraskelse, at Danmarks aktuelt bedste spiller, Christian Eriksen, er den højst lønnede spiller i Danmark.

Ifølge en opgørelse over de bedste betalte danske fodboldspillere skulle hans årsløn efter sigende være på 56 mio. kr. Det har betydet, at han i 2020 blev lønkongen af Danmark, og altså tjener en smule mere end sin landsholdskollega, Kasper Schmeichel, hvis årsløn efter sigende lyder på 55 mio. kr. Kilde: 888sport.dk

Kort om Christian Eriksen

  • Hans fulde navn er Christian Dannemann Eriksen.
  • Han er født den 14. februar 1992 i Middelfart på Fyn, hvor han også voksede op med sine forældre og lillesøsteren Louise
  • Han gik på Lillebæltskolen i Middelfart, som ifølge ham har en stor del af æren for hans fodboldsopdragelse.
  • Han er 29 år og bor i Odense med ægtefællen Sabrina Kvist Jensen og deres to børn, sønnen Alfred på 3 år og en datter på et år.
  • Er en af Danmarks bedste fodboldspillere og nøglespiller på det danske landshold. Han har spillet for Ajax, Tottenham i den engelske Premier League samt senest for Inter Milan.
  • Christian Eriksen debuterede på det danske landshold i februar 2010, og opnåede d. 14. oktober 2020, som den yngste nogensinde, 100 landskampe for Danmark.
  • I 2010 blev Christian Eriksen af Spillerforeningen kåret som "Årets Talent i dansk fodbold", og efter sæsonen 2010/11 blev han kåret som årets talent i hollandsk fodbold. Han har ved Dansk Fodbold Award fået prisen som Årets Spiller i 2013, 2014, 2015, 2017 og 2018.