6 tips: Løb med din hund

6 tips: Sådan løber du bedst med din hund

Savner du en fast løbemakker, der altid er motiveret til en løbetur? Så er din hund måske løsningen.

Den firbenede og dig kan få mange gode oplevelser sammen og begge få en bedre kondition og større sundhed. Men der er visse ting, du skal være opmærksom på, før du begiver dig af sted med hunden ved din side.

Motionssitet Vorespuls.dk har i samarbejde med hundetræner og veterinærsygeplejerske Lene Tornkjær lavet 11 tips til løb med din hund.

Her i artiklen får du de seks vigtigste råd, hvordan du bedst kommer i gang med at løbe med din hund.

1: Træn hunden i at være i snor

Det er vigtigt, at hunden er vant til at være i snor, da det ikke er alle steder, at hunde må løbe frit. Undgå at bruge en fleksi-line. Brug blot et almindeligt blødt reb, som du binder fast i halsbåndet. Længden skal være 1,2-1,5 meter afhængig af størrelsen på din hund. Rebet skal være langt nok til, at det danner et U, når det rammer jorden og din hund er ved din side. Optimalt kan du investere i et løbebælte, så du har dine hænder fri og derved ikke selv får løbeskader.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du klar til at løbe et halvmarathon

2: Løb hvor I plejer at gå tur

Start med lunte et par minutter ad et par omgange på jeres almindelige gåtur. Undgå at tage hen i en hundeskov som noget af det første. Mange hundeejere ser hundeskovene som en oase, hvor hundene kan få lov at løbe frit. Men desværre er det ikke alle, som har kontrol over deres hunds adfærd – og du og dine ønsker om en løbetur, er nok det mindst interessante for din hund, når der først er alverdens lokkende legekammerater og hundedufte i nærheden.

Se hvilke hunderacer, der er bedst til løb: Hvilken hund skal jeg vælge til løb?

3: Undgå asfalt

Start ikke løbetræning på asfalt, men blødere underlag som eksempelvis græs, sand og skovbund. Hundens trædepuder skal lige som muskler og led gradvist tilvænnes øget slitage og brug.

4: Tissetur før løbetur

Start med at gå 3-5 minutter, hvor hunden kan få lov til at tisse af, så den ikke løber med fyldt blære.

5: Pas på poterne

Ved regn og frost er det en god ide at beskytte trædepuderne med lidt potevoks eller potespray. Skyl også gerne poterne i lunt vand, når I kommer hjem igen. Hvis du har planlagt en morgentur, kan du allerede aftenen før med fordel smøre trædepuderne ind i voks, så det kan nå at trænge godt ind. Langhårede hunde har også lange hår omkring trædepuderne, hvor der let kan samle sig små sten. Klip derfor jævnligt håret der.

Få dyrlægens tips til at spotte og forebygge løbeskader hos hunde: Hvilken hund skal jeg vælge til løb?

6: Husk ekstra væske

Tilbyd masser af frisk vand efter endt løbetur.

Se alle 11 tips til løb med din hund på Vorespuls.dk.

LÆS OGSÅ: Så hurtigt forandrer din krop sig med træning

Om Vorespuls.dk

Vorespuls.dk er et motionsunivers med træningstips, artikler om motivation, mulighed for at holde styr på sin træning samt flere spændende events. DGI og Nykredit står bag Vorespuls.dk i et samarbejde.

Besøg siden: Vorespuls.dk eller find dem på Facebook.com