Hvorfor diskuterer vi stadig dette emne?

I sin bog 'Hændelsen' beskriver den franske forfatter og dette års nobelprismodtager Annie Ernaux, hvordan hun som ung studerende i 60’ernes Paris blev ufrivilligt gravid og måtte bløde fosteret ud på badeværelsesgulvet på sit kollegie, efter hun havde fået foretaget en illegal abort.

Hun beskriver, hvordan de mænd hun bad om hjælp, i stedet lagde an på hende, og hvordan de læger hun opsøgte, modarbejdede hende. Og hun beskriver ensomheden og følelsen af, at hun ikke måtte være ked af det, fordi det jo var hendes egen skyld.

Læs også

Angst var noget, jeg troede, alle andre end mig blev ramt af

Der findes et utal af lignende fortællinger om illegale aborter. Om kvinder, der med livet som indsats forsøgte sig med strikkepinde og tøjbøjler og hellere “gik i søen” end at få barnet. Om frygten for, hvad der ville ske, hvis de fik aborten, og frygten for hvad der ville ske, hvis de ikke fik den. Fortællinger, man nok troede var fortid.

'I can’t believe I still have to protest this shit', stod der på skilte, som demonstranter i USA bar rundt på i sommer, efter den amerikanske højesteret havde omstødt retten til fri abort på nationalt plan. Og USA er ikke det eneste land i Vesten, der mærker de konservative vinde blæse.

Abort-fjendtlige partier vinder indpas mange steder i Europa, og i nogle lande bliver retten til abort også kompromitteret. Polen strammer gang på gang sin abortlov, og i dag er det kun ved voldtægt, incest, eller hvis kvinden er i livsfare, at hun må få foretaget en abort.

På Færøerne er de på linje med Polen, i Frankrig ønsker landets næststørste parti Rassemblement National med Marine Le Pen i spidsen at stramme abortlovgivningen, og i Italien har den nye premierminister, Giorgia Meloni, også en kritisk tilgang til abort. I Danmark har vi fri abort, og på nuværende tidspunkt støtter alle folketingets partier den ret. Men retten er ikke grundlovssikret.

“I Danmark har vi fri abort, og lige nu ser det ikke ud til, at den ret forsvinder. Men når det kommer til ligestilling, viser historien os, at vi aldrig kan tage en ret for givet. Den kan altid blive taget fra os igen. Som historiker har jeg også lagt mærke til, at det er et emne, der kommer op sådan cirka hver 50. år. Det var oppe at vende i 1920’erne og 30’erne, det var oppe og vende i 70’erne, og nu diskuterer vi det igen,” siger historiker Gry Jexen, der bl.a. er forfatter til bogen 'Kvinde Kend Din Historie'.

“Jeg tror, at en af grundene til, at aborten endnu en gang er til diskussion – primært i udlandet – og at vi også genbesøger emnet herhjemme, er, at de generationer, der har ligget med strikkepinde og bøjler mellem benene eller har sprøjtet gift op i sig, er ved at være døde. Erfaringen er ved at uddø.”

Frivilligt moderskab

Hvis man tror, at den seksuelle frigørelse skete i 1968, kan man godt tro om.

“Det var meget vildere i 1920’erne og 30’erne. Og i diskussionen om seksuel frigørelse ligger også diskussionen om retten til egen krop og ikke mindst den frie abort,” siger Gry Jexen.

Begrebet frivilligt moderskab blev første gang rigtig taget op i 1920’erne. På det tidspunkt var der særligt én kvinde, der formede debatten, og det var forfatter og foredragsholder Thit Jensen. Hun blev født i 1876 i Himmerland, og så sin mor føde 12 børn.

Fødslerne tog enormt hårdt på moren, der endte med at blive næsten døv, gå med jernkorset og mere eller mindre miste forstanden. Og hun var ikke alene. Kvinderne på det tidspunkt – især arbejderne og de fattige – havde et utrolig hårdt liv. Det lagde Thit Jensen mærke til, og den indsigt var med til at katapultere hende ind i kampen for det frivillige moderskab og adgangen til prævention – inden for ægteskabet.

I 1920’erne og 30’erne holdt Thit Jensen foredrag overalt i Danmark, og særligt kvinder stimlede sammen i propfyldte forsamlingshuse og lyttede til hende tale om familieplanlægning og prævention.

“Det var heftige sager på det tidspunkt, og Thit Jensen vakte stor furore. Der herskede generelt den holdning, at der kun kom de børn til verden, som Gud ville, og det skulle man ikke blande sig i – hvad end man talte om abort eller prævention. Men der var også en kæmpe sult efter viden om emnet,” siger Gry Jexen.

Læs også

Glider I fra hinanden? Få parterapeutens 5 bedste ”nytårsforsæt”-tip

Abort var både ulovligt og uacceptabelt, og sex var kun accepteret inden for ægteskabet. Og her var Thit Jensen ikke nogen foregangskvinde. Retten til prævention og det frivillige moderskab gjaldt ifølge hende kun for gifte kvinder. Det betød dog ikke, at der ikke blev foretaget aborter.

Den danske læge J.H. Leunbach, der sammen med Thit Jensen havde stiftet Foreningen for Seksuel Oplysning, foretog et utal af illegale aborter, og kvinder forsøgte sig med strikkepinde, “modersprøjter” og hjemmelavede medikamenter, der blev sprøjtet op i livmoderen, og som var ubehagelige, farlige og ineffektive, forklarer Gry Jexen.

“Det var især ugifte unge piger, der ville blive udstødt af samfundet, hvis de fik barnet. Men hvis de på den anden side fik aborten, og det blev opdaget, ja, så vankede der otte års fængsel og social udskamning,” siger Gry Jexen.

Sideløbende meldte en anden kvinde sig ind i debatten, den aspirerende forfatter Jo Jacobsen, der var meget inspireret af, at Sovjetunionen netop havde indført fri abort.

“Hvor Thit Jensen begrænsede sit aktivistiske arbejde til ægteskabet, var Jo Jacobsens mission den seksuelle frigørelse generelt uden at sige det helt så direkte, som jeg siger det nu: Hvis ikke vi har fri abort, er sex ikke frit for kvinder.”

Før Jo Jacobsen og Thit Jensen eksisterede emner som prævention og den kvindelige seksualitet slet ikke i den kollektive bevidsthed, men man forventede, at kvinderne underlagde sig mændenes seksuelle behov og producerede børn.

“Jo Jacobsen forsøgte at gøre op med den ulighed og så den frie abort som et led i det arbejde. Men det var voldsomt provokerende på det tidspunkt især for mændene, som kvinden var underlagt, og den magtfordeling begyndte disse diskussioner at skubbe til,” siger Gry Jexen.

I 1930 blev straffen for at få en illegal abort sat ned fra otte til to års fængsel, og i 1937 vedtog Rigsdagen den første selvstændige abortlovgivning: En kvinde kunne få bevilget legal abort, hvis graviditeten var konsekvensen af en voldtægt, hvis den gravides helbred var i alvorlig fare, eller hvis fosteret var arveligt belastet.

To år senere, i 1939, kom Mødrehjælpen på Finansloven og fik monumental betydning for ufrivillige mødre i Danmark, da de begyndte at administrere aborttilladelserne, forklarer journalist og forfatter Pia Fris Laneth, der bl.a. har skrevet bøgerne 'Moderskab og Mødrehjælp' og 'Lillys Danmarkshistorie'.

Læs også

Heidi blev ramt af alvorlig stress: Nu går hun dagligt mellem 12-15.000 skridt

“I debatten op til lovgivningen fra 1937 blev det diskuteret, om sociale omstændigheder også burde anerkendes som legal begrundelse for abort. Men det anså Rigsdagen for en amoralsk glidebane. Loven åbnede dog for fortolkninger – for hvad betyder det, at den gravides helbred er i alvorlig fare? Omfatter det, at hun er selvmordstruet eller dybt deprimeret over sin situation? Og fortolkningen af den del af loven blev bredere og bredere, som årene gik,” siger Pia Fris Laneth.

Antallet af tilladelser til abort givet mellem 1939 og 1970 steg fra 24 til 10.540. Udvalgene, som bevilligede aborterne, begyndte at lægge mere vægt på kvindens livskvalitet og mulighed for at give barnet et godt liv, fremfor udelukkende at tænke på fosterets ret til liv, i takt med at synet på kvinden ændrede sig. Hun blev en selvstændig borger, og hendes rolle var ikke længere kun at føde børn og gå derhjemme.

I 60’erne kom kvinderne i endnu højere grad på arbejdsmarkedet og fik høje uddannelser, og det var med til at ændre familiestrukturen og familieidealet fra eneforsørgerfamilier med manden som overhoved til toforsørgerfamilier, der selv forhandlede reglerne i hjemmet. At kvinder tjente deres egne penge, forskød magten i familien og sendte den patriarkalske familiestruktur på retræte.

“Historien om den frie abort er i virkeligheden en demokratiseringshistorie. Aborten blev gradvist almindelig i takt med, at kvinder blev mere ligestillede og set som ligeværdige mennesker, der kunne selv og havde ret til at bestemme over deres egen krop og deres eget liv,” siger Pia Fris Laneth.

I 1973 vedtog Folketinget, at alle kvinder i Danmark har ret til at få foretaget en gratis abort på et offentligt hospital indtil 12. graviditetsuge.

Kontrol af kvindekroppen

Man skulle tro, at historien om aborten slutter her. Men sådan forholdet det sig desværre ikke helt.

“Udskamningen er ikke forsvundet. Hvis en kvinde får sin tredje abort, er der mange, der løfter brynene. Hun sjusker med sig selv, og det må kvinder ikke. Og skammen rammer kvinden, aldrig manden,” tilføjer Pia Fris Laneth.

På mange måder hersker der stadig et behov for at kontrollere kvindekroppen og hvor mange børn, den får. Det viste sig bl.a. i 2015, da Københavns Kommunes lancerede kampagnen 'Har du talt dine æg i dag?' der gik ud på at informere om fertilitet og nudge, eller skal vi sige udskamme, kvinder til at få børn tidligere.

Staten vil altid have en interesse i at have en vis kontrol med befolkningstallet, for fødes der ikke børn nok, er der ikke nok arbejdskraft eller nogen til at passe de gamle, forklarer Pia Fris Laneth. Men det er ikke kun i den nævnte kampagne, at kontrollysten viser sig, påpeger hun.

“I dag går abortgrænsen ved 12. graviditetsuge. Hvis du ønsker at få en abort mellem 12. og 20. uge, skal du ansøge om det, og tilladelserne bliver udelukkende givet, hvis der er noget galt med barnet. Men sker der noget voldsomt i kvindens liv, ja, så er det sjældent, at hun får bevilget abort. Efter den 12. uge er det altså stadig nogle andre end kvinden selv, der sidder med kontrollen over hendes livmoder,” siger Pia Fris Laneth.

Læs også

"Jeg troede, jeg skulle dø, og at det var min mor, der skulle redde mig”

At kvinder – og især unge kvinder – i dag kan opleve et pres for at få en abort er også noget, Pia Fris Laneth har erfaret i sit arbejde med bl.a. bogen 'Moderskab og Mødrehjælp', hvor hun interviewede otte kvinder, der var blevet mødre tidligt i deres liv. De berettede alle sammen, at der ikke var nogen, der var blevet glade, da de blev gravide.

Flertallet af dem blev udsat for varierende grad af socialt og psykisk pres for at få en abort – fra barnefaren, fra barnefarens mor, fra egne forældre og fra sociale myndigheder: “Du ødelægger din ungdom, du skal nyde livet, inden du får børn, du skal have en uddannelse, inden du får børn, og du skal kunne forsørge barnet.”

Det gik op for hende, at forestillingen om, hvad der er forsvarligt, havde ændret sig radikalt. I 60’erne lød det, at hvis man havde opført sig uansvarligt og var blevet uønsket gravid, var det forsvarlige, modne og moralske at gennemføre graviditeten – og måske bortadoptere barnet, hvis det stod slemt til.

Mange årtier efter er det blevet moralsk betænkeligt at gennemgå graviditeten, hvis man er ung, uuddannet og fattig. Med andre ord: I gamle dage var det uforsvarligt at få en abort, i dag er det uforsvarligt ikke at få en abort, hvis du ikke lever op til samfundets forestilling om, hvad den gode mor bør kunne tilbyde sit barn i form af materielle goder og personlig modenhed – moderkærlighed er ikke længere nok i sig selv.

“Der er virkelig sket en holdningsændring på samfundsplan. Ideen om det gode liv og den gode familie har også ændret sig i takt med den frie abort,” siger Pia Fris Laneth.

Abortens sorg

På Vestre Kirkegård i Aarhus er der en stor gravplads, hvor Aarhus Universitetshospital begraver sent aborterede fostre, og det er ikke den eneste af sin slags i Danmark. Ifølge lægevidenskaben er et foster et barn efter den 22. graviditetsuge. Det er sjældent, at man begraver fostre under 18. uger, men det varierer, hvornår hospitaler tilbyder forældrene, at de kan få deres foster begravet frem for smidt ud som biologisk affald. For hvornår er det, man har fået fjernet, egentligt et liv, og hvornår er det ‘bare’ en klump celler?

“Jeg går ind for fri abort indtil 20. uge, men der er en uundgåelig kynisme i at få en abort, som jeg synes, det er vigtigt, at vi taler om,” siger Pia Fris Laneth.

“I kampen for den frie abort argumenterede man for kvindens ret til at bestemme over egen krop og gjorde fostret til noget betydningsløst. Det var en politisk nødvendighed for at få aborten indført og en kollektiv fortrængning af, at fostret er levende. Det spejles i sproget: Man gik fra at kalde det fosterdrab til abort, men det ændrer ikke ved, at du, når du får en abort, beslutter, at dit liv er vigtigere, end det liv, der ligger i din livmoder, og derfor slår du det ihjel.”

I DR’s radiofortælling 'En abort' fortæller en ældre kvinde om en illegal abort, hun fik som 14-årig, få år inden den frie abort blev indført i Danmark. Den blev foretaget med et kateter, hun fik af sin kærestes mor, der bestemt ikke skulle være bedstemor og endte med at påvirke hele hendes liv.

Hun siger på intet tidspunkt i fortællingen, at hun fortryder at få foretaget en abort, men hun fortæller om den overvældende sorg, som har fulgt hende, og at oplevelsen satte sig dybt i hende. En erfaring, som historiker Gry Jexen genkender.

“Abort er et utroligt spændende emne, fordi det jo også er et etisk dilemma, der handler om, hvornår noget er et liv?” siger hun. Men der er også et andet element, som gør, at det er noget, vi bliver ved med at tale om.

“Vi glemmer dem aldrig. Selv om vi ikke er i tvivl om, at en abort er den rigtige beslutning, bliver oplevelsen i os.”

Mange af de argumenter, som abortmodstanderne bruger i dag, lyder til forveksling som de argumenter, man brugte i 1920’erne, men ifølge Pia Fris Laneth behøver man ikke at være abortmodstander eller religiøs for at synes, at et foster er et levende væsen.

“For hvordan forklarer man, hvorfor man bliver ked af det flere år efter? At man tænker over, hvad det var, man gik glip af? At man føler, at der kommer en sjæl og besøger en? Følelser, som jeg har erfaret, mange kvinder oplever. De følelser kan ikke forklares, hvis man aborterer noget, der ikke har værdi,” siger hun.

“Her er vi helt inde ved grundkernen af menneskets eksistens, forskellen mellem liv og død og verdens skabelse. Det er kæmpestore ting, og de sker i kvinden. Så det er klart, at de følelser er der i hver eneste beslutning, i hver eneste abort. Og der står kvinden alene. Det er hendes byrde at bære. Det er hendes eksistensvilkår. Det er hårdt, men det er også det, der gør os menneskelige.”

På nuværende tidspunkt er den frie abort ikke truet i Danmark, men den er som sagt heller ikke grundlovssikret, påpeger Pia Fris Laneth afsluttende:

“Jeg har svært ved at forestille mig, at Skandinavien skal frygte en tilbagerulning af den frie abort. Men jeg havde heller ikke forestillet mig krig i Europa. Og i en stor økonomisk recession, som vi måske kigger ind i, kan der virkelig ske omvæltninger.

Man skal være forsigtig med at forudse fremtiden, men også derfor er det vigtigt, at man forsvarer sine rettigheder. Og jeg tror, vi skal have øjne og øre åbne, måske især i denne tid.”