Tidligere topmodel: ”Vi lever i et totalitært samfund, hvor man SKAL være tynd”

”Tynd og glad?” er titlen på Alberte Clement Meldals nye podcast, der handler om kvinders evige stræben efter at blive tynde. Bemærk spørgsmålstegnet i titlen. For hvornår rimer tynd egentlig på glad? For Albertes vedkommende falder svaret kort og kontant:

"Det har det aldrig gjort!"

En interessant udtalelse fra en kvinde, der arbejdede som topmodel fra hun var 14 til 30 år. Men måske er det derfor. Fordi hun netop har levet i en verden, hvor tynd var det eneste rigtige, og hvor det var en daglig kamp at holde kiloene fra døren.

En kamp, der bestemt ikke gjorde Alberte glad, og en kamp, hun aldrig følte, at hun vandt. Når hun så sig selv på billeder dengang, tænkte hun altid, at hun så tyk ud. Der er meget langt fra de internationale catwalks og glittede forsider til denne torsdag formiddag i bofællesskabet Trudeslund, hvor Alberte bor med mand og to døtre, og hvor hun har sagt ja til at tale om, hvordan kroppen i mange år var en slagmark for hende, og hvordan hun i dag har et kæmpe håb om, at vi en dag holder op med at fokusere så meget på, hvordan vi ser ud.

For at forstå hendes rejse skal vi helt tilbage til maj 1992, hvor hun blev kåret som ”ALT for damernes Supermodel ’92”. Det gav hende en adgangsbillet til Eileen Fords prestigefulde modelkonkurrence ”Supermodel Of The World”, som løb af stablen i Los Angeles i juli 1992. Alberte fik en flot femteplads, den bedste placering siden Renée Toft Simonsen vandt konkurrencen i 1982.

Hun tog hjem for at fortsætte i gymnasiet, men modellivet trak, og efter en måned besluttede hun at tage orlov fra gymnasiet. Det var en svær beslutning, men det var umuligt at klare både gymnasiet og modeljobbet. Og en måned efter beslutningen om orlov stod Alberte i Milano – helt alene og kun 16 år gammel.

Hvordan var det for dig at vinde den danske supermodelkonkurrence og komme til den store internationale konkurrence? 

"Det er meget svært for mig at adskille følelserne, for selvfølgelig blev jeg vel glad for det. Lidt som sådan en Askepot- fortælling. Jeg blev meget mobbet i skolen, da jeg var lille, men pludselig blev jeg hende den smukke, og så blev jeg endda også fotomodel, hvilket jo var det, alle unge kvinder ville være. Det var drømmen over alle drømme dengang, og det var meget særligt at være en af de få, der opnåede det."

Du fik jo også en stor karriere, selvom du ikke vandt, og så skulle du pludselig passe ind i en helt anden verden?

"Ja, og sådan helt fysisk også. Det var ikke naturligt for mig at være så tynd, som man skulle være som model. Når du kommer i puberteten, forandrer kroppen sig jo, og at ligne en dreng på 12 år er unaturligt for det fleste unge kvinder. Og selvom der er en masse fotomodeller, der står frem og siger, jamen, jeg ser bare sådan ud, så kan jeg godt sige dig: I know better. Fordi jeg har levet sammen med dem. Jeg har set, hvordan de spiser. De har forstyrret spisning. Alle sammen. Uden undtagelse.

Og det fik du også?

"Ja."

Hvad spiste du dengang?

"Jeg spiste ingenting. De år, hvor det var værst, og hvor jeg boede i udlandet, var det noget med at spise en kop Knorr-bouillon til morgenmad og så ikke noget andet, før jeg var ved at dø kl. 18 og løb ind og købte en kingsize Sneakers, som jeg spiste lynhurtigt for at få blodsukkeret op. Og så havde jeg vildt dårlig samvittighed bagefter. Det er jo ikke sundt, vel, at leve på den måde.

Og I fik ikke hjælp af bureauet til at leve sundt?

"Nej, hjælp …? Jo, til at tabe os! Sådan var det i udlandet, der var konkurrencen meget hård, og jeg tror ikke, der var nogen, der syntes, det var ærgerligt, hvis vi blev endnu mere tynde."

Så du havde det ikke godt?

"Nej, i de år havde jeg det forfærdeligt. Altså, f-o-r-f-æ-r-de-l-i-g-t! Jeg syntes, det var SÅ ensomt at rejse rundt i verden. Jeg var alt for ung. Og det er min primære anke imod det job. Man er jo et barn, når man er under 18, og jeg var 14 år, da jeg startede som model. Og 15, da jeg vandt supermodelkonkurrencen.

Der er stadig mange helt unge modeller i dag, og det er et problem, for du bliver kastet ud i et arbejde, som er et voksenarbejde, og hvor du skal klare en masse ting, som selv mange voksne overhovedet ikke ville kunne. Flyve til et andet land. Bo et sted, hvor du måske ikke taler sproget. Sørge for, at din økonomi hænger sammen, og at du ikke bliver snydt af dem, du arbejder for. Være i alle mulige situationer med fremmede mennesker, som overskrider dine grænser i ubehagelige arbejdssituationer.

I bund og grund er det jo en form for menneskehandel. Du sælger din krop. Det er så bare en menneskehandel, hvor du det meste af tiden ikke behøver at gå i seng med dem, du bliver solgt til. Men dybest set står du der med din krop, og det er det, du har til at tilbyde. Man skulle stå foran seks mennesker og smide tøjet, og så sad de der og kiggede på en som et stykke kød."

Alberte fik idéen til podcasten om kvinder og krop, fordi hun manglede nogle gode kvindelige forbilleder, der ikke gik op i, hvordan kroppen ser ud. Både for sin egen skyld, men i høj grad også for sine døtres skyld. For hvem skal de spejle sig i, når de vokser op?

Undervejs i arbejdet med podcasten er det gået op for hende, at det er endnu sværere, end hun havde regnet med, at finde sådan nogle kvinder. For langt de fleste kvinder taler om kroppen. Skammer sig over kroppen. Ønsker at ændre på den. I podcasten interviewer hun en række kvinder om deres forhold til kroppen for at finde ud af, hvad det er, der er så pokkers interessant ved, hvordan den ser ud.

"På den ene side er det tabu, hvor meget vi kvinder egentlig går op i, hvor meget vi vejer, og hvordan vi ser ud. På den anden side siger forfatteren Merete Pryds Helle for eksempel i podcasten, at det er hendes oplevelse, at vægten trumfer alt. Hvis bare du er tynd, så kan du egentlig godt have noget ærgerligt hår eller have udslæt i ansigtet, fordi det med at være tynd, det er bare det vigtigste af det hele. Og det at veje ”for meget” bliver kædet sammen med noget næsten foragteligt.

Det bliver et udtryk for, at man er doven, ikke kan udvise mådehold eller mangler motivation. I virkeligheden kobler vi tykhed med alt det, vi ikke kan lide. Samtidig ser jeg kun spørgsmålet om vægt som toppen af isbjerget. Nedenunder ligger der en mangel på ligestilling. Den samtale, mange kvinder har om vægt, ville aldrig finde sted mellem mænd. Det er simpelthen ikke en mulighed." 

Så bliver det pludselig et spørgsmål om feminisme?

"Det er meget feministisk. Tykfobien går også ud over tykke mænd, men der er langt, langt flere kvinder end mænd, der bliver shamet for deres vægt. På mange måder lever vi fuldstændig, som vi gjorde i 50’erne. Lige under overfladen. Forleden havde jeg besøg af en veninde, der havde hørt min podcast. Hun er meget tynd, men alligevel nærmest hviskede hun til mig: ”Det værste er, at jeg har det næsten ligesom de kvinder, du taler med i podcasten. I går aftes var jeg nødt til at holde op med at have sex med min kæreste, fordi jeg pludselig følte mig så tyk”. Hør nu her … Hvad SKER der? Hvad er det for nogle absurde, forvrængede forestillinger, vi kvinder har om, hvordan vi skal se ud?

Når jeg siger, at tynd aldrig har hængt sammen med glad for mig, så handler det blandt andet om, at det at opretholde en unaturligt lav vægt faktisk er ret krævende. Det kræver ekstrem kontrol. Og det kræver, at man hele tiden er fokuseret på, hvad man spiser, at man hele tiden er lidt sulten, og at man hele tiden fryser. Fuldstændig de samme symptomer, som mennesker med anoreksi har.

Det kan godt være, at det ikke hører ind under de klassiske spiseforstyrrelser, hvis man ikke er så tynd, at man kan få diagnosen anoreksi, eller at man kan kaste op og derfor kan få diagnosen bulimi. Men 80 procent af alle kvinder har forstyrret spisning. Det er i hvert fald min personlige erfaring. Og der er kloge og erfarne diætister, som mener det samme."

"Jeg synes, vi på mange måder lever i et totalitært samfund. Et samfund, hvor der kun er én måde at leve rigtigt på. Man SKAL være tynd. Ellers er man simpelthen ikke god nok som menneske. Man SKAL også være glad og lykkelig. Vi tror, vi har opnået frihed med alle de muligheder, vi har i livet, men ved nærmere eftersyn er vi omgivet af påbud: Du skal være motiveret, omstillingsparat, arbejdsom, selvstændig, en glad forælder, en sexet partner og så videre.

Rammerne for vores udfoldelse er snævre, hvis vi skal leve op til idealerne. Også når det kommer til vores ydre. Der findes ET skønhedsideal. Det er teenageren. Den tynde, unge teenager. Det ideal er der ingen voksne kvinder, som kan leve op til. Det er stressende og ulykkeligt at stræbe efter det livet igennem." 

"Og når man spørger mennesker, hvornår de har det godt, så er det jo noget helt andet, end hvordan de ser ud, der gør, at de føler sig godt tilpas. Det er de nære relationer, der betyder noget. Det at være i meningsfulde fællesskaber. At bruge sig selv og sit potentiale på arbejdet og privat. Og at leve sundt og afbalanceret med nok søvn, en dejlig gåtur eller anden velafbalanceret motion, som man kan lide. Helt fundamentale ting. Men hvis man er ekstremt fokuseret på vægten, sker der det, at man fjerner fokus fra det sunde. Man holder faktisk op med at spise sundt og varieret, når man vil tabe sig.

Pludselig spiser man ikke kartofler, brød og pasta og alt muligt andet, som er gode og fine fødevarer i de rette mængder. Og man holder op med at spise avocado og mandler, fordi det feder. I stedet spiser man ensidigt og drikker sukkerfri sodavand eller noget andet åndssvagt, og man får skader, fordi man træner alt for hårdt og ødelægger sin krop i stedet for at bygge den op.

Det har jo intet at gøre med at føle sig godt tilpas i kroppen. Jeg har selv fået konstateret knogleskørhed. Man kan ikke bevise det, men det hænger muligvis sammen med, at jeg fik alt for lidt at spise, mens jeg stadig ”lavede knogler”. Og jeg har mødt flere modeller, der har fået knogleskørhed i en ung alder."

Allerede som barn oplevede Alberte, at tynd var bedre end tyk.

"Jeg havde en periode, hvor jeg bulede ud, og jeg kan tydeligt huske, at jeg var flov over min krop, når jeg skulle i svømmehallen med klassen, for jeg syntes, jeg var tyk i forhold til de andre. Jeg er 180 høj, og jeg fik menstruation, da jeg var 11 år. Op til den første menstruation voksede jeg 20 cm hen over en sommer, så der skulle jo være noget på den anden led også."   

Snakkede du med veninder om, at du var flov over din krop, inden du skød i vejret?

"Jeg kan ikke huske, om jeg snakkede med mine klassekammerater om det, men min mor har altid været stor, og hun snakkede om, at hun var ked af, at hun var for tyk. Og så kom jeg til skolesundhedsplejersken, hvor jeg fik at vide, at ”man jo skal passe på, at man ikke bliver for tyk”. Det er en meget tidlig alder at få det at vide, og det er så interessant, at vi ikke accepterer, at vi ser forskellige ud på forskellige tidspunkter i livet.

Da jeg skød i vejret, blev det hele jo hevet ud, så jeg var slet ikke på vej til at blive tyk, jeg var bare på vej til at vokse. De skulle bare have ladet mig være i fred, for det satte en meget dårlig spiral i gang, hvor jeg begyndte at blive meget opmærksom på, hvad jeg spiste. Det var der, min forstyrrede spisning begyndte, for jeg sultede mig altid lidt for derefter at overspise, fordi jeg jo aldrig fik det, jeg havde brug for. Og så handlede det også om skam, som er en meget væsentlig faktor også i forhold til at tage på. Jeg tror, at kroppen reagerer ekstremt negativt på skamfølelse."

Som inkarneret ALT for damerne-læser i 1990'erne er det umuligt at forstå, at den smukke model, der var på forsiden og i modeserier uge efter uge, selv så en pige, der var for tyk. Vi bliver nødt til at kigge lidt på billederne med vores voksne øjne, og Alberte henter nogle mapper med gamle modelbilleder, som hendes mor samlet.

Hvad tænker du, når du ser billederne fra bladene i dag?

"Jeg tænker, nej en sød ung pige – gad vide, hvem hun er. Og jeg kan sagtens se, at jeg var smuk. Og ikke spor tyk. Men du skal tænke på, at dengang målte jeg mig selv med billeder af verdens smukkeste modeller. De var min referenceramme, og så vil det altid være en kamp, for der er altid nogen, der er smukkere. Men det sjove er jo, at ikke engang de smukkeste modeller ser ud i virkeligheden, som de gør på billeder. Det hele er en kunstig æstetik. Det er også derfor, vi alle bliver så chokerede, når Se og Hør offentliggør billeder af en eller anden stjerne på ferie, der er fotograferet, uden hun har opdaget det. Whaaat! OMG, hun har appelsinhud! Og det er bare så dumt.

Det paradoksale er, at den måde, vi ser ud på, ikke har noget som helst at gøre med, hvordan vi ser ud indeni. Følelsen af at være inde i min krop dengang var ikke nogen rar følelse. Jeg følte, at jeg var for tyk – hele tiden – altid – ligegyldigt hvor tynd jeg blev. Jeg syntes, jeg var så tyk til konkurrencen i Los Angeles, og prøv at se, hvor tynd jeg var …?"

Hun viser billeder fra den internationale konkurrence.

"Og Eileen Ford fra Ford Models syntes også, jeg var tyk. Hun syntes, jeg havde tykke lår. Og jeg fik efterfølgende at vide, at det var derfor, jeg ikke vandt den internationale konkurrence. Så en ting var jo, hvad jeg syntes, noget andet var, at det syntes de også i branchen."

Hvad tænker du, når du ser på dig selv i dag?

"Som voksen har jeg lavet en del tv, og hver gang jeg ser mig selv på skærmen, tænker jeg, at det er forkert. Man skal ikke se på sig selv udefra, det er ikke til at holde ud. Men jeg har jo været nødt til det, for vi skal se programmerne igennem for at finde ud af, hvad der fungerer, og hvad man skal lave om på. Men jeg skal være ærlig og sige, at jeg KUN ser på, hvordan jeg ser ud. Aj, hvordan er det dog, jeg ser ud i den kjole! Jeg hører nærmest ikke, hvad der bliver sagt. Og derfor kan jeg meget bedre lide at lave radio, ha ha. Det er befriende."

Så problemet er der stadig?

"Ja, og det er jo så paradoksalt, for jeg vil så nødigt have, at jeg igen om 20 år sidder og kigger på mig selv, som jeg ser ud i dag, og tænker, jamen jeg så da dejlig ud. Hvorfor var jeg så utilfreds?"

Så du er slet ikke nået frem til at se dig selv og tænke: Jeg ser faktisk dejlig ud?

"Nej, jeg kæmper. Jeg kæmper en fortsat kamp."

Du er 180 cm høj og vejede 56 kg, da du var tyndest, har jeg læst, hvad vejer du i dag?

"Uha – jeg er holdt op med at veje mig. Det har jeg fået at vide, at jeg skal lade være med."

Fordi det stadig martrer dig?

"Ja, det vil jeg sige, at det desværre gør. Jeg vil skyde på, at jeg vejer omkring 90 kg i dag. Jeg tænker dog, at det er en helt naturlig udvikling. Jeg er blevet mor, jeg har ikke sovet i syv år, fordi min ældste datter først nu er begyndt at sove om natten. Hun har cøliaki, hun kan ikke tåle gluten, og det har været en meget lang rejse at finde ud af det. Så vi har været vågne around the clock. Og det har betydet, at det har været ren overlevelse.

Tid til mig selv har været en by i Rusland. Og så er vi tilbage ved det med ligestillingen, for vi stiller enormt høje krav til os selv som kvinder. Vi skal se dejlige ud, vi skal være velklædte, have et pænt hjem, være gode til at lave mad, dyrke sport, se vores venner, læse bøger og aviser og fanden og hans pumpestok. Jeg ved ikke, hvem der kan overkomme alt det?

Mit fokus på mig selv har i hvert fald været væk i mange år, og jeg tror på sin vis, at det er smaddergodt at holde op med at være optaget af sig selv. Og det er måske min allervigtigste pointe. At vi fokuserer alt for meget på, hvordan vi ser ud, i stedet for at være glade for, at vi er sunde og raske, hvis vi er det."

Alle de her ting er jo rigtige og fornuftige at sige, men jeg bliver nødt til at spørge dig, hvorfor du så stadig ikke bryder dig om at se på dig selv, og hvorfor du stadig har de samme tanker om din vægt?

"Jeg synes, det er et dagligt stykke arbejde, man skal gøre med sig selv. Jeg håber ikke, at min døtre kommer til at have det sådan. Jeg håber, at jo flere generationer, der gør op med det, jo nemmere bliver det for dem. Men fordi jeg er vokset op i den tid og den verden, jeg er, så kommer jeg nok aldrig til at kigge mig selv i spejlet og tænke: Det er sgu godt nok. Fordi jeg er fyldt med det der dårlige selvværd, der kommer af, at der har været fokus på det ydre. Jeg er en lost case. Men jeg taler om det her for de kommende generationers skyld."   

Hvordan adresserer du alle de her ting i forhold til dine døtre?

"Jeg er virkelig opmærksom på aldrig at sige noget om, hvordan folk ser ud. Om de er tynde eller tykke. Jeg siger heller ikke noget om, at det er flot, når nogen har tabt sig. Før i tiden – og jeg skammer mig virkelig over at sige det – kunne jeg godt komme til at kommentere folks vægt. Det vil jeg aldrig gøre mere. Og jeg vil gøre alt for, at mine børn ikke bliver eksponeret for sådanne udtalelser. Hvis de selv siger noget om nogens vægt, lader jeg det bare passere. Jeg kommenterer ikke engang på det."

Nu siger du, at du heller ikke vil kommentere det, hvis folk har tabt sig, og det taler I også om i podcasten, men hvad nu, hvis det er en, der virkelig har kæmpet for at komme ned i vægt, fortjener det så ikke en anerkendelse?

"Hvis man kommenterer positivt på et vægttab, ligger der jo det i det, at personen ikke var lige så pæn før, da hun eller han vejede mere. Så nej, jeg synes faktisk ikke, at man skal kommentere på det. Jeg har en veninde, som har tabt sig, og jeg undgår at sige noget om det til hende. Jeg tænker, hvis hun gerne vil tabe sig, fint, men for mig var hun fuldstændig lige så dejlig før, da hun vejede mere. Og vi skal holde op med at scanne et lokale, så snart vi kommer ind i det, og tænke, nå, hun er tyk, hun er tynd, for det er kraftedeme langt ude, at vi skal gå og have det sådan og kigge på hinanden på den måde."

Tror du, at vi kan holde op med det?

"Jeg har håb for den næste generation. Jeg kommer ikke til at holde op med at se på mennesker med de øjne, som jeg er vokset op med, men jeg vil gøre mig ekstremt meget umage for ikke at lade det komme ud og for ikke at overføre det til næste generation. Det er simpelthen gift for os alle sammen. Og det er spild af tid."