Vil du undgå høfeber til foråret, så skal du i gang nu
Nyser du, så snart der er pollen i luften? Så er det nu, du skal begynde på et vaccinationsforløb, hvor det sidste nye er, at du nemt kan gøre det med piller hjemmefra. Gør du det, kan du være nærmest allergifri, næste gang høfebersæsonen går i gang.
Pollenallergi viser sig blandt andet som snue, nys, tilstoppet næse og kløende øjne. Du kan samtidig være enormt træt og utilpas.
"Mange tror, at pollenallergi kun giver problemer om foråret og sommeren, men lider du af allergi over for birkepollen, kan du også få symptomer af den tidlige pollen fra el og hassel. Så begynder sæsonen måske allerede i januar," siger Christine Eriksen, der er rådgiver hos Astma-Allergi Danmark og fortsætter:
"Op imod en million danskere har pollenallergi, og det er altså rigtig vigtigt at få den ordentlig diagnosticeret og behandlet, da den ellers kan påvirke din livskvalitet i en negativ retning og også udvikle sig til astma."
Det bakker speciallæge i allergi Kirsten Sidenius op om:
"Pollenallergi kan gå voldsomt ud over den enkelte, ligesom en dårligt behandlet allergi også koster samfundet mange penge i form af sygemeldinger og ineffektive arbejdsdage. Faktisk mister Danmark en arbejdsindsats svarende til 4.800 fuldtidsarbejdede personer per år på grund af pollenallergi. Alligevel ser vi, at den ikke bliver taget alvorligt nok, og at mange går rundt i årevis uden at være ordentlig behandlet."
For få kender til det
Kirsten Sidenius forklarer videre, at pollenallergi udspiller sig inden for at stort spektrum – nogle nøjes med at nyse lidt på den årlige campingferie, mens andre må holde sig indendørs i månedsvis. Derfor vil behandlingen også være individuel.
Første trin er at få allergien konstateret hos lægen, hvor sygehistorien sammenholdes med blodprøve eller priktest. Herefter vil man typisk afprøve antihistamintabletter og/eller næsespray – endelig ikke den næsespray, du bruger ved forkølelse. Hvis der fortsat er øjensymptomer, kan du prøve øjendråber.
"Men for en del vil pollenallergien fortsat påvirke livskvaliteten væsentlig. Her vil allergen immunterapi eller allergivaccine, som den også kaldes, ofte være en god idé. Du kan få den enten som injektioner eller tabletter," siger Kirsten Sidenius.
Hun understreger, at allergivaccination også kan fås, hvis du ikke kan tåle husstøvmider eller har haft svære allergiske reaktioner efter hvepse- og bistik.
"Mit mål er, at så mange som muligt skal leve så godt som muligt med deres allergi. Men det kræver jo, at de kender til behandlingsmulighederne og får dem tilbudt. Lige nu er 0,24 procent af befolkningen i behandling med allergivaccination; halvdelen får tabletter og halvdelen injektioner. Det er et meget lille tal set i forhold til, hvor mange, der kunne have glæde af det. Mit bud er, at mindst fem gange så mange burde tilbydes det."
Fordele og ulemper
Hos Astma-Allergi Danmark er de enige i, at allergivaccination kan være en god løsning for nogle, men at behandlingen skal tilpasses den enkeltes symptomer.
"Vaccinen virker ved, at man tilfører kroppen en lille mængde af det, der udløser allergien og dermed symptomerne. På den måde påvirkes immunsystemets tolerance over for det aktuelle allergen," forklarer Christine Eriksen.
Det er en langvarig proces, men den er til gengæld også effektiv og med få bivirkninger. Tabletterne – som er en nyere behandlingsform og nemt kan gøres hjemmefra – skal du tage hver dag i tre år. Det er en smeltetablet, der ligger under tungen i et minut, til den er opløst. Den første tablet tager du hos lægen og sidder til observation i 30 minutter for at sikre, at du ikke får en allergisk reaktion.
Injektionerne gives hos lægen. De første 10-15 uger skal du møde op en gang om ugen. Herefter får du en injektion hver 6.-8. uge i 3-5 år. Hver gang, du har fået vaccinen, skal du vente hos lægen i 30 min. for at sikre, at du ikke får en allergisk reaktion.
"Der er fordele og ulemper ved hver metode. Angående det praktiske skal du huske at tage tabletterne hver dag. Injektionerne er under forudsætning af, at du har en læge i dit nærområde, der kan give dem, og at du kan finde tid i hverdagen til besøgene."
"Det er ikke alle praktiserende læger, der kan det, og der er geografisk forskel på tilgængelighed af speciallæger i klinikker og på hospitaler, der kan give behandlingen. Hvis du skal køre meget langt for at få injektionsbehandlingen, bliver det besværligt, men har du samtidig generende pollenrelateret astma er det måske tiden værd," siger Kirsten Sidenius.
Langvarig effekt
Selvom allergivaccination er langvarig, opnår de fleste nogen bedring allerede efter fire måneder behandling. Her er det alligevel vigtigt, at du gennemfører hele behandlingen for at få en effekt, som holder i længden. Behandlingen har relativt få bivirkninger.
Ved tabletterne oplever 80 procent i begyndelsen kløe i munden i op til 30 minutter efter indtag, men det kan lægen ofte hjælpe med at lindre. Allergivaccination – særligt injektionen – kan give en voldsom allergisk reaktion lige efter, men det ses heldigvis meget sjældent. Der er derudover også en egenbetaling, man skal tage højde for.
"Det meste medicin stopper med at virke, når du ikke længere tager den, men ved allergivaccination får du altså en langvarig effekt efter endt behandling. Du bliver ikke nødvendigvis helt symptomfri, men du vil sandsynligvis igen kunne glæde dig til foråret og sommeren. Og det er for langt de fleste med moderat til svær høfeber både besværet og udgiften værd," lyder det fra Kirsten Sidenius.