Amalie fik stress, og lægens besked var klar: ”Det kommer til at tage længere tid end en påskeferie”

En weekend sidste forår fik Amalie Reedtz-Thott følelsen af, at hun ikke kunne synke. Som om en avocadosten havde sat sig fast i halsen. Der gik nogle dage, og det blev værre. Hun kunne ikke en gang synke to mundfulde vand, selv om hun forsøgte at tvinge det ned. Amalie tog på akutmodtagelsen, blev undersøgt og fik taget blodprøver, EKG, alt.

Lægerne fandt ingenting. Hun blev lettet, men også forvirret. Hvad var det så, hendes krop forsøgte at fortælle hende? Amalie arbejdede som sygeplejerske på et intensivt psykiatrisk afsnit, hvor hun havde været i tre år. Der var run på døgnet rundt og weekendvagter. Selv om hun var glad for sit arbejde, gik det for stærkt, der var konstant dårlig bemanding, og det lagde et stort pres på Amalie og de andre sygeplejersker.

Amalie tog til sin egen læge, der kiggede hende i øjnene: “Det er på tide, at du finder ud af, hvad der er galt, og hvad du skal gøre.” Hun havde fulgt Amalie, der havde beklaget sig over hjertebanken, i noget tid.

“Du har et lille barn derhjemme, og et job, der kræver meget af dig. Du arbejder på forskellige tider af døgnet. Hænger det sammen for dig?” spurgte lægen hende.

Bullseye. Amalie brød sammen. Af lettelse og dårlig samvittighed. Over at hun ikke selv havde lagt mærke til det og stoppet det. Passet bedre på sig selv. At hun ikke havde taget ansvar for sig selv og sin familie.

Også fordi hun pga. sit arbejde i psykiatrien udmærket var klar over de kliniske faresignaler ved stress. Men, som med alt andet, kan det være svært at få øje på, når det gælder dig selv.

“Så jeg måtte til at kigge indad.” Amalie Reedtz-Thott har en energi som en engel. Ordene svæver på vat.

Det var lige op til påskeferien. I første omgang tænkte Amalie, at hun bare skulle bruge ferien på at komme ovenpå. “Det kommer til at tage længere tid end en påskeferie,” sagde lægen. Efter ferien sygemeldte Amalie sig fra sit arbejde, og de næste fire måneder kunne hun ingenting. Overhovedet. Kun ligge i sin seng. Der var kun lige energi til at hente datteren fra vuggestue og til at lege med hende. Hun skar alt socialt liv fra.

“Jeg har svært ved bare at stå til, men i starten kunne jeg ikke en gang overskue at gå til psykolog eller dyrke yoga, som man får anbefalet. Jeg begyndte at meditere. Det var det, jeg kunne magte at gøre for mig selv, da jeg havde det allerværst. Jeg mediterer stadig hver dag. Jeg bruger en guidet meditation, eller også sidder jeg bare og mærker min krop.”

Den anden ting, Amalie, vitaminnørden, som hun kalder sig selv, kunne overskue, var at undersøge hvilke vitaminer, mineraler og urter, der ville kunne hjælpe hende.

“Hvad kan jeg gøre lige nu, så jeg tager bare en lille smule styring?” spurgte hun sig selv. Kosttilskud er en jungle, og det var svært at finde ud af, hvad der ville kunne bidrage til at få hende op til overfladen igen. Hun begyndte at tage B-vitamin, for at komme sin udtalte træthed til livs og mildne sin udbrændthed, og algeolie, som indeholder den essentielle fedtsyre Omega 3, for at give hjernen ekstra støtte.

Desuden blev magnesium en del af hendes rutine inden sengetid. Det hjælper hende med at falde til ro og giver hende en bedre søvn. Med udgangspunkt i primært de tre kilder, har hun nu udviklet tre kosttilskud i samarbejde med kosttilskudsfirmaet Vitaviva, så andre med en stresset krop og et udbrændt hoved ikke behøver at bruge uanede ressourcer på at lede efter kosttilskud, der kan passe på dem.

“Jeg vil til bunds i det her”

Det var ikke kun Amalie Reedtz-Thotts job, der var årsagen til, at hun gik ned med stress. Men det var en katalysator.

“Jeg har lært helt vildt meget om mig selv. At jeg har været i stand til at arbejde under højt pres på mit arbejde samtidig med, at jeg har været mor derhjemme. Jeg har både kunnet være der for mine patienter, selv om arbejdstiderne var umulige, og der manglede hænder, og for Bobbie. Men jeg lærte også, at jeg ikke kunne være der 110 procent på mit arbejde, 110 procent som mor, og 110 procent som veninde og søster og kone. For så kunne jeg slet ikke være der for mig selv.”

Det er den vigtigste lektie, Amalie har lært.

“Idealet og min forventning til mig selv var meget urealistisk. Min evne til at se mig selv var også svækket. Jeg har lært, at der bliver nødt til at være mange procent til mig. Mange flere, end jeg havde troet.”

Selv om Amalie sætter pris på, at stressen har gjort hende opmærksom på, at hun skal passe bedre på sig selv og være bevidst om sine egne grænser, har det, naturligvis, også været hårdt og frustrerende, når man, som hun, bare gerne “vil derudad” og nyder at have et “mål at gå efter.” Men Amalie bliver nødt til at tage sig selv “bundseriøst,” for hvis hun siger ja til bare én aftale for meget, vender avocadostenen tilbage og minder hende om, at hun er ved at få livet galt i halsen. “Jeg er af den overbevisning, at kroppen og sindet hænger uløseligt sammen. Når du oplever noget fysisk i kroppen, har det en psykisk tilkobling, og oplever du noget psykisk, vil det også sætte sig i kroppen.”

Derfor arbejder Amalie med både hoved og krop. Kombinationen af psykoterapi og kropslig behandling som Body SDS og akupunktur er uundværlig for hende. Alting er skemalagt, så hun ved, at hun kommer afsted, fordi hun kan mærke, at det er med til at øge hendes selvbevidsthed.

“Det har været en kæmpe gamechanger for mig at mærke mig selv, at trække vejret ind dér, hvor det gør ondt og ikke føles rart at være. At blive dér i kroppen og grounde mig selv,” siger Amalie, både blid og stålsat.

“Nu vil jeg til bunds i det her, og det er et fuldtidsarbejde. Jeg vil ikke tilbage på arbejde om en måned, tilbage på det løbebånd, som jeg følte, jeg spænede på, og som jeg aldrig turde hoppe af. Det er vigtigt for mig at have drive og energi i mit liv. Men jeg vil have mig selv med i resten af mit liv.”

Amalie har det godt. Men hun kan stadig blive påvirket af stress og opleve angstsymptomer. Vejrtrækningsøvelser og meditation har været helt afgørende for hendes velbefindende.

“Vejrtrækningsøvelser får gang i blodcirkulationen, men jeg får også gang i mit mave-tarm-system, som går i stå, når jeg er stresset. Det får mig ikke kun til at føle mig utilpas fysisk, jeg får det også dårligt mentalt.”

Det har også virket virkelig godt for Amalie at nedfælde sine tanker og følelser ufiltreret i en notesbog.

“Det giver mig en accept af mine følelser. Jeg må gerne føle det, jeg føler, og det gør, at jeg har lettere ved at give slip igen.”

Meditation med en treårig

Det siger sig selv, at det kan være svært at finde tiden og roen til at meditere, lave kropsscanninger og vejrtrækningsøvelser med en datter på tre år, der roder rundt med klodser på stuegulvet og er sulten, og så tørstig, og så vælter koppen med vand.

Og med en mand, der er dokumentarist, og som rejser ind og ud af krigszoner på optagelser og er væk i flere uger ad gangen. Da Amalie Reedtz-Thott gik ned med stress, blev hun bakket op af sin mand. “Du skal trække stikket,” som han sagde, da Amalie kom hjem fra sit besøg hos lægen. Han har givet hende den ro og alenetid, hun har haft brug for.

“Jeg er taknemmelig for, at jeg har fået mulighed for at stoppe op og nyde livet med mit lille barn, se hende og være der for hende samtidig med, at jeg kan være der for mig selv.”

Og selv om lille Bobbie ikke altid lader sin mor sidde i stilhed i skrædderstilling med lukkede øjne på gulvet, har Amalie alligevel fundet en vej til at få udført sine ritualer.

“Jeg sidder jo alligevel på gulvet, når jeg leger med hende, og så mærker jeg lige efter, fra mit hoved til mine fødder. Hun må gerne hoppe rundt ovenpå mig imens, for det er sådan, mit liv er nu, og det er den måde, jeg kan mærke min krop på lige nu.”

I stedet for at slå sig selv oven i hovedet med, at hun ikke fandt mere tid til at tjekke ind hos sig selv, praktiserer Amalie at tale pænt til sig selv. Det er klinisk bevist, at det virker positivt på sindet og helbredet.

““Tak for, at du laver den her meditation, selv om det var kaos. Hvor var det fedt, at du gjorde det! Tænk, at du gjorde det igen! Nu har du gjort det i seks måneder! Hver morgen! Hvor er det sejt!”” Det er, hvad Amalie siger til sig selv.

“Vi lever i en verden, hvor vi hele tiden sammenligner os selv med andre, også på Instagram, som viser en enormt poleret og overfladisk verden. Der mangler så mange aspekter, fordi der er så mange lag i livet. Det er ikke altid bare gode stunder, og det er også vigtigt at dele.”

Amalie er blevet meget bevidst om den effekt, de sociale medier har. Derfor tjekker hun ikke ind på sin telefon, før hun har spist morgenmad. Hun vil hellere starte med at være til stede i sit eget liv frem for andres.

“Vi er konstant på mail, sociale medier og telefonen. Det er konstant i vores bevidsthed. Jeg synes, det er tankevækkende, at stresshormoner over lang tid kan udvikle sig til kroniske sygdomme. Tænk, hvis vi kan nå at få stress bearbejdet, så vi også kan forebygge mange andre sygdomme.” Det håber Amalie Reedtz-Thott. Men det kræver, at du starter med sig selv.

“Hvis din krop sender dig et klart signal, er det så vigtigt, at du hører efter. Gå ind i kernen af det og tro ikke, at du kan klare det med et quickfix. Når kroppen ringer dig op, har du et ansvar for at lytte efter.”