I 2016 blev Ane ramt af en voldsom stressreaktion: ”Det var et identitetstab”
Efter en stressreaktion i 2016 har præst og tv-vært, Ane Øland Bækgaard, lært at drage omsorg for alle sider af sig selv – også dem hun ikke er så vild. Mød hende her, hvor hun også kommer med en bøn til os alle sammen.
Hvordan starter din dag?
“Jeg står op lidt over seks og løber en lille tur. Vi har et vildmarksbad i baghaven, og der vinterbader jeg og tager et par dybe vejrtrækninger. Det er som en ordløs bøn. Derefter går jeg rundt i haven i morgenkåbe med en kop kaffe og kigger på havens planter, inden jeg vækker min mand og mine børn. Vi tager os altid god tid om morgenen. Som præst arbejder jeg tit om aftenen og i weekenden, og der kan jeg ikke være der for familien. Men jeg kan give dem rolige morgener. Anslaget for dagen er vigtigt for mig. Jeg er ekstremt opmærksom på stemninger, og derfor er det vigtigt, at den vi skaber herhjemme, er hyggelig og rar. Begynder dagen skævt, kan det sidde i mig langt op ad dagen.”
Annonse
Hvorfor er det så vigtigt?
“Fordi jeg tidligere var bange for stilheden, roen og for det rene ingenting. Jeg lagde hele min identitet i alt det, som jeg præsterede. Det udløste en voldsom stressreaktion i 2016 og en ny erkendelse. Jeg ville kunne alting, nå det hele og også være hende den festlige type, der altid gik sidst hjem. Det var et identitetstab, da jeg indså, at jeg ikke kan være alting for alle mennesker. Mit liv er mere roligt nu. Og ja – mere kedeligt. Alting har en pris. Nu har jeg lært at drage omsorg for alle de sider af mig selv, jeg ikke er vild med. Jeg har haft det stramt med dem, der siger, at du skal elske dig selv i betydningen at kunne lide alt ved dig selv. Men i det kristne bud om, at “Du skal elske din næste som dig selv,” hørte jeg den pligt til omsorg for din næste, men også for dig selv. At elske handler om omsorg og ømhed, ikke nødvendigvis om at kunne lide det hele. Og det er befriende, når der er masser af sider ved mig selv, jeg ikke bryder mig om. Jeg lærer mere og mere at rumme mig selv med alt, hvad jeg er.”
Hvad optager dig lige nu?
“Det gør min bog og den type bønner, den viser. Tidligere oplevede jeg at bede som noget meget fromt, korrekt og teologisk. Men det ændrede sig efter min stressoplevelse. Tro er for mig ikke længere oppe i hovedet, men nede i kroppen. Jeg er også meget optaget af kærlighed mellem mennesker. Jeg bliver langt mere rørt, når jeg oplever tilgivelse, end når jeg møder uretfærdighed. Det er, når vi rækker hånden ud mod
Hvorfor er det så særligt?
“Vi har haft en lang periode, hvor vi var meget optaget af, hvad vi havde lyst til. Vi er mange, der piller i egne navler og helt glemmer, hvad andre har brug for. Jeg tror, der er mere liv i at vende os mere udad. Og sige tak for alt det, som vi får af hinanden. Tak er mit yndlingsord. Derfor har jeg også fået lavet et stort lysende TAK-skilt, der hænger over klaveret i stuen. Det symboliserer den store tak for livet, kærligheden og fællesskabet. Og den lille tak for den gode kaffe, for min mand, der godt gider mig, selv når jeg er irriterende, og for, at dagen startede igen. Tidligere var ‘ja’ mit yndlingsord, men det blev for grænseoverskridende. Jeg vil ikke sige ja til alt. Tak handler om ydmyghed. Tak for alt det livet giver os, som vi alligevel ikke kan ændre på. Der er en stor lettelse og befrielse i at give plads til afmagten og erkende, at der er meget i livet, vi ikke er herre over.”
De bønner man læser i din almanak, er meget hverdagslige. Hvad er det sværeste ved hverdagen?
“Det sværeste ved hverdagen – eller livet generelt – er, at tingene ikke bliver, som jeg havde tænkt mig. Jeg kan jo godt have en forestilling om, at når min mand kommer hjem, skal vi rigtig hygge, og så kommer han ind ad døren, og på en eller anden måde bliver jeg sur over måden, han stillede skoene på. Eller de skriver på Aula, at mit barn har slået eller kaldt en pige for en flodhest, og nu er jeg så både sur på barnet og frustreret over, at lærerne beder mig love, at det ikke sker igen. Jeg kan jo ikke garantere, at det ikke sker igen, for jeg har ikke den fulde magt over mit barn. Det, der gør tilværelsen besværlig, er, at vi tror, at vi kan få magt over det hele, men i virkeligheden er vi ofte afmægtige. Det er også dét, der er vidunderligt: Fordi vi er afmægtige, er livet uforudsigeligt. Man ved aldrig, hvornår de største glæder ruller ind over en. Livet kommer hele tiden bag på os. Jeg har lavet bogen som en almanak, fordi det også er livets gang. Vi bevæger os gennem forfald og opblomstring, og livet svinger mellem lys og mørke, glæde og sorg. Det er ikke en mulighed at være glad hele tiden.”
Hvilken bøn tyer du oftest selv til?
“Hjælp mig med at være i det, jeg ville ønske, var anderledes.”
Annonse
Har du nogle nytårsforsætter – og tror du overhovedet på dem?
“Jeg har altid nytårsforsætter om, at jeg gerne vil blive sundere, stærkere, slappe mere af, se flere mennesker, etc. Men første uge af januar dropper jeg dem igen. Det bliver alligevel ikke bedre med mig. I stedet har jeg en krog, jeg vil hænge mit år op på: Peter Bastians citat “Altid allerede elsket.” Det er buen over og bundklangen i min hverdag. Det er det næste neonskilt, jeg skal have lavet.”
Hvor er det bedste sted at spise morgenmad i verden ifølge dig?
“Det er ude foran vores telt i Jotunheim, hvor der ikke er andre mennesker end min lille familie. For selv om vi er iklædt kikset outdoortøj, drikker Nescafé, og bollerne er lidt brændte, så er alting lige som det skal være. Simpelt og stort på én gang.”
