Anna Arendse lider af skizotypi: Jeg er syg i hovedet, men også helt normal

"Jeg har altid troet, at man først bagefter opdager, hvilke begivenheder der har forandret én. At man ingen mulighed har for at stoppe op, når tingene sker, og vide, at dét her øjeblik, det kommer til at betyde noget. Men sådan var det ikke med mit første anfald."

Anna Arendse filtrer pandehåret ud af øjenvipperne og retter sig nervøst på stolen. Passagen er fra hendes nye roman ”Filterløs” om pigen Alma, der kæmper med en ulmende psykisk sygdom.

Men følelserne er ikke bare ord på papir – de er Anna Arendses egne.

De sidste fem år har den 25-årige forfatter, debattør og studerende båret rundt på diagnosen skizotypisk sindslidelse – eller blot skizopi. En diagnose, der bedst kan beskrives som lightudgaven af skizofreni, og som i Anna Arendses tilfælde er resulteret i løbske tanker og panikanfald. 

Pludselig, og helt uden varsel, kan hun ikke trække vejret. Omgivelserne trækker sig sammen om hende, og hun hyperventilerer. På de 15 minutter, et angstanfald typisk tager, føler Anna Arendse, at hun skal dø.

– I de minutter, det tager, siger jeg ikke ret meget. Jeg græder bare. Det er ligesom at løbe et maraton, fordi hele din krop er i beredskab, siger hun til ALT.dk og tilføjer så:

– Så snart anfaldet er overstået, ved jeg godt, at det, der skete, var et angstanfald. Det er det, det betyder. Det, de snakker om. Det er lidt det samme, der sker, når man får sin første orgasme. Så tænker man: Okay, det var det, de talte om.

Ifølge amerikanske studier vil godt 1 ud af 50 blive ramt af skizotypi på et tidspunkt i deres liv. Hovedparten vil være mænd.

Symptomerne spænder bredt og rammer forskelligt alt afhængigt af personen – lige fra forstyrrelser i tankemåde og følelsesliv til usædvanlig adfærd, skriver Psykiatrifonden.

Mens den skizofrene vil have hallucinationer og psykoser, vil den skizotypiske snarere føle sig følelsesforladt eller tom.

For Anna Arendse er det bekymringerne, der fylder mest. De rumsterer konstant, og har hun først fået en tanke, kan den være umulig at lægge væk igen.

– Det kan være alt muligt åndssvagt. Bittesmå ting som ”åh nej, jeg har ikke svaret på den her Messenger-besked fra min veninde, og nu er hun helt sikkert sur på mig”. Jeg laver også altid alt for mange aftaler, fordi jeg er pissebange for, at nogen skal blive vrede. Og så er der katastrofetankerne og dødsangsten. Øjeblikke, hvor min logiske sans sættes ud af kraft, og hvor jeg har behov for, at mine venner og familie afhjælper de urealistiske tanker, forklarer hun.

Hende, der døde

I dag ved Anna Arendse nøjagtigt, hvad der sker, når panikken manifesterer sig  hver tredje til fjerde måned, eller når tankerne begynder at buldre i en overdreven fart. Hun får medicin, der hjælper på symptomerne, og hos OPUS, et tilbud om psykosocial behandling til unge, kan hun få afløb for nogle af sine tanker.

Hun ved også, at hun skal huske at trække vejret, og at panikken slipper sit greb ti, femten eller tyve minutter efter, at den har indtaget hendes krop.

Men sådan har det ikke altid været.

Som barn var Anna Arendse det, man i dag bedst vil beskrive som særligt sensitiv. Men da hun fylder 19 år, begynder hendes symptomer at blive mærkbart værre. Anfaldene rammer med cirka samme præcision som en kvindes cyklus, og hun udvikler en konstant følelse af at være overvåget.

Det er, som om alle kan kigge med i hendes bragende tankemønstre.

– Jeg følte, at hele København kunne kigge på mig, selvom jeg sad bag en lukket dør på mit værelse på Nørrebro. Det samme følte jeg, når jeg gik på gaden. Det var, som om folk kunne se på mig, at jeg ikke var rigtig. At der var noget galt, forklarer hun, imens hun gestikulerer vildt med sine hænder.

I virkeligheden var Anna Arendse blevet så god til at skjule sine tanker, at ingen rigtigt vidste, hvordan hun havde det.

Derfor var der heller ingen, der vidste, at hun i den periode udviklede seriøse selvmordstanker.

– På det tidspunkt har jeg en fornemmelse af, at der hele tiden er en udvej. Jeg kan huske, at jeg hele tiden tænker, at hvis det går helt galt, så må jeg jo gøre en ende på det. Det var lidt den sidste exit. Hvis jeg ikke kan finde ud af at leve, så skal jeg jo dø, siger hun og holder en kort tænkepause.

– Jeg forsøger også at finde min rolle i livet. Jeg har tidligere haft fornemmelsen af, at jeg har været den grimme veninde, så blev jeg den dygtige i skolen eller den sjove og den kreative. Nu tænker jeg, om jeg kunne have en ny rolle i min omgangskreds: Hende, der døde. Og det er en enormt selvisk tanke, indrømmer hun.

Kebab og iste

Selve forsøget skete i en mikropsykose en sommerdag i 2013.

Pludselig følte Anna Arendse ikke, at hun havde andet valg - konsekvenserne var overflødige. Ligegyldige. Og hun var egentlig aldrig i tvivl om, hvorvidt hun skulle gøre alvor af sine tanker eller ej.

Tvivlen kom først bagefter.

– Jeg kan huske at nogle af de stærkeste følelser bagefter, da det hele blev afværget, var, at nu bliver verden aldrig god igen. Jeg kommer aldrig til at smalltalke igen, jeg kommer aldrig til at grine igen. Fra nu af vil alting være lort. Du vil altid blive holdt øje med, og du vil altid være hende den syge, der gjorde det her, fortæller hun og tænder en cigaret. Sådan en samtale kræver lidt nikotin.

Selvom der ikke går mere end et par dage, før Anna Arendses stedfar siger noget, hun ikke kan lade være med at grine af, er det næste halve år mest af alt præget af sorg. Hun kan ikke særligt meget selv og nærer en konstant frygt for, at hun en dag kan finde på at gentage sine handlinger.

”Oplevelsen havde vist mig, hvad mine tanker alene var i stand til, og pludselig havde jeg fået en ny ting at frygte: Jeg begyndte at blive bange for at blive bange,” skriver hun i sin bog.

Når Anna Arendse ikke går til psykologsamtaler, får hun tiden til at gå med at skrive dagbog og se serier. Hun læser også dameblade og bider negle. Tankerne holder hun beskæftiget ved at fokusere på de ting, hun gør og ser: ”Nu skal du bare spise”, ”nu laver han en u-vending” og så videre.

Vigtigst af alt tegner hun. Det er blevet til en samling af detaljerede tegninger af alle de ting, hun kan lide. Af en kebab og et par nye sneakers. Af en mand i stramme bukser og en iskold iste.

– Jeg gør det, fordi jeg føler, at jeg skal finde tilbage til, hvad det er for ting i livet, jeg godt kan lide. Jeg var kommet til den konklusion, at der ikke var noget ved livet, som jeg kunne lide længere. Og det skal jeg prøve at bygge op igen. Så jeg starter med de helt, helt små ting, fortæller Anna Arendse og puffer den store, lyse manke endnu større. 

Tegninger: Anna Arendse

Syg, men også helt almindelig

I dag er listen over ting, hun kan lide, blivet alt for lang til, at den kan transformeres til detaljerede tegninger.

Diagnosen er stadig en del af Anna Arendse, men på mange måder er hun nøjagtigt som enhver anden 25-årig, der læser på universitetet og får sommerfugle i maven over sin kæreste, Søren.

Hun drikker kaffe, skriver kronikker og læser bøger. Ler, holder fester og tager på Roskilde Festival. Hele ugen. 

En god nattesøvn, væske og sund mad kan holde hovedet koldt længere.

– Jeg er også blevet bedre til at bruge min logiske sans. For det er den, jeg mister, når jeg har et angstanfald eller bekymrer mig meget. Jeg glemmer, hvad der er realistisk, og hvad der ikke er. Hvis jeg føler, at jeg ikke kan få vejret, siger jeg f.eks. til mig selv: ”Okay, den her følelse kender du godt. Du ved godt, at det er et angstanfald, hvis du tænker dig ordentlig om, og du ved, at det går over igen.

Måske er rask ikke et ord, Anna Arendse nogensinde kommer til bruge om sig selv. Men det er også okay, forsikrer hun. I stedet er symptomerne blevet en del af hendes personlighed. Hun er ganske enkelt bare typen, der overtænker tingene i en overdreven grad.

– Førhen var jeg meget opsat på at vise, at jeg har været syg, men jeg er rask nu. Nu er jeg nået til, at jeg godt kan være en succes med min diagnose. Jeg kan godt bære den og samtidig være ambitiøs og social, siger hun.

Selvom psykisk sygdom oftest går i arv, er Anna Arendse derfor ikke bange for, at hun en dag kan risikere at give sine udfordringer videre. Hendes drømme er på mange måder lig de fleste andres, og det er planen, at der en dag skal gøres noget ved familielivet. 

– På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg ikke kan få børn, før jeg ikke har skizotypisk sindslidelse mere. Men det er ikke sikkert, at jeg nogensinde ender der. I dag er jeg ikke bange for at få et barn, der er psykisk syg, fordi jeg ved, at man sagtens kan være psykisk syg og stadig have et fantastisk liv. Jeg er mere bange for, at jeg skulle få det så dårligt igen, at jeg ikke kan tage vare på et barn, fortæller hun og konstaterer, at der dog først er andre ønsker, hun skal have krydset af listen.

Herunder at nedbryde forestillingen om, at lidelser, der starter med skizo er lig med gummiceller og spændetrøjer, som man kender det fra gyserfilmens verden.

At det er noget, man skal være bange for.

– I stedet kan folk forhåbentlig tænke på mig. Den vil jeg gerne tage på mig. Du må gerne tænke på mig som hende den psykisk syge, hvis det kan være med til at skabe en udvikling i den måde, vi taler om psykisk sygdom på. Jeg har altid kunnet tale, og jeg tænker, at jeg skal bruge min stemme på det her, fortæller hun og henviser til de mange kronikker og tekster, hun allerede har skrevet i diverse medier.

– Når jeg kigger tilbage i dag, tænker jeg: Tænk, hvis jeg kunne have set alt det, jeg har nu. Hvis jeg kunne se, at jeg ville møde den her fantastiske mand, at jeg ville skrive en bog, at jeg kunne få topkarakterer på mit studie. At jeg kan være stolt af mig selv. Tænk, hvis jeg var gået glip af alt det.