Anna Säll

Anna blev næsten døv af stress. Nu forsøger hun at advare andre

Anna blev ramt af alvorlig tinnitus og døv på højre øre efter at have været meget stresset i lang tid. Ved hjælp af et høreapparat og terapi har hun lært at håndtere den nye livssituation.

I foråret 2018 følte Anna Säll sig træt og udmattet. Hun havde presset sig selv til det yderste på arbejdet og holdt et højt tempo. Samtidig havde hun været igennem en vanskelig skilsmisse og havde travlt med at få pengene til at slå til og få en hverdag til at fungere med tre børn, der skulle hentes og bringes.

Hendes krop sagde fra og sendte tydelige signaler om, at hun pressede sig selv for meget, men Anna forstod ikke, at det var advarselslamper, der blinkede, og hun blev ved med at kæmpe.

"Jeg havde ondt i hovedet hele tiden, og jeg måtte have en skinne, fordi mine kæber var så stramme, min mave var helt ude af kontrol, og jeg havde mistanke om både laktoseintolerance og glutenallergi," fortæller Anna.

Hun begyndte også at miste hukommelsen og havde svært ved at huske de mest simple ting som sit personnummer og telefonnummer. 

"Det føltes, som om min hjerne lukkede ned."

Pludselig midt i al stressen fik Anna alvorlig tinnitus, og så opdagede hun også, at hun havde mistet hørelsen på højre øre. 

"Gud, hvad sker der, tænkte jeg og gik i panik."

Anna var bekymret for, om hun havde en tumor på hørenerven, da ensidigt høretab og tinnitus er to af symptomerne på dette.

"Jeg var meget skrøbelig og græd det meste af tiden."

En MR-scanning viste imidlertid, at hun ikke havde en tumor. Til gengæld viste høreprøver, at hun kun hørte bestemte lyde og var næsten døv på højre øre.

Vidste du...

... at mænd generelt har dårligere hørelse end kvinder? ca. 18% af kvinder mellem 50-64 år har hørenedsættelseca og 30% mænd mellem 50 og 64 år har hørenedsættelse. Da kvinders og mænds ører er fuldstændigt ens opbygget, regner man med, at det skyldes forskellige udefrakommende påvirkninger som f.eks. støj snarere end biologiske årsager.

Kilde: Sundhed.dk

Ville ikke have medicin

Anna beskriver sin tinnitus som en brølende flymotor, der nogle gange ledsages af en bippende lyd. 

"Jeg sov dårligt og vågnede om natten og troede, at brandalarmen larmede, jeg var i højeste alarmberedskab," fortæller hun.

Anna blev sygemeldt, og det meste føltes håbløst. Lægen forklarede, at Anna hendes høretab og tinnitus skyldtes stress. Anna, der normalt er en udadvendt og munter person, kunne heller ikke genkende sig selv. Alt, hvad hun tidligere havde oplevet som sjovt, føltes svært. 

"Jeg følte mig udenfor og kunne ikke følge med i samtalerne. Jeg undgik alle steder med høje lyde. Lægerne foreslog antidepressive midler, som kunne hjælpe mod tinnitus, men hun ville ikke have dem."

"Jeg ville forsøge på egen hånd at ændre andre ting i mit liv og finde en balance uden medicin."

Høreapparat

Vendepunktet kom, da hun fik et lille høreapparat til sit højre øre, som hjælper hende med at høre bedre og mod tinitus. 

"Høreapparatet slipper lidt lyde ind, der maskerer tinnitussen."

Hun har også fået hjælp af ACT, en terapiform, der hjælper hende med at fokusere på det, hun kan kontrollere. I ACT arbejder man bl.a. med at acceptere ens lidelse og ”blive venner med lyden” frem for at bekæmpe den.

Hører du godt nok?

Høretab kommer ofte snigende, og du er måske ikke klar over, at din hørelse har ændret sig. Men hvis du ofte oplever, at andre mumler og taler utydeligt og svagt, er det på tide at teste din hørelse. Et andet tegn er, at det er blevet sværere at høre børns lyse stemmer.

Men mange mennesker venter alt for længe med at få deres hørelse undersøgt eller søge hjælp. Kontakt din praktiserende læge, hvis du har mistanke om, at du har et høretab. Høretab kan være forbundet med en række sundhedsproblemer, såsom demens, træthed og psykisk sygdom, så det er vigtigt, at få styr på sin hørelse i tide.

"At blive venner med lyden har betydet meget for mig, når det gælder om at få det bedre."

Anna har arbejdet hårdt med sin personlige udvikling for at acceptere tinnitus og høretab og for at håndtere stress og angst. Hun får hjælp af meditation, yoga, mindfulness og en taknemmelighedspraksis. 

"Det er forfærdeligt at have tinnitus, og det har taget tid at vænne sig til det. I dag forsøger jeg at sørge for at leve på en måde, der får min krop til at have det så godt som muligt. Jeg presser ikke længere mig selv, lytter mere, er mere venlig over for mig selv og tillader mig selv at tage hørepauser og hvile mig. Og at sige ja til de ting, der gør mig glad!"

Pas godt på dine ører

Skru ned for lyden!

Hvis du lytter til musik i hovedtelefoner i længere tid, kan det medføre uoprette lige høreskader, tinnitus og hovedpine.

Hold dig til 60-reglen.

Udsæt ikke dine ører for høje og skadelige lyde i mere end 60 minutter ad gangen.

Tag en pause

Giv dine ører en pause i ny og næ et stille sted.

Hold op med at ryge.

Tobak og tobaksrøg øger risikoen for høreskader og høretab.

Lær at slappe af.

Forskning viser, at der er en klar sammenhæng mellem langvarig stress uden tilstrækkelig restitution og høreproblemer.