Annika fik en hjerneblødning: "Hvad var oddsene for, at det lige skulle ske for mig?"
Selv om hun var ung og veltrænet, blev Annika Gaardsdal ramt af en massiv hjerneblødning. Lægerne sagde, at hun aldrig ville komme til at kunne gå eller leve et selvstændigt liv igen. Men Annika nægtede at give op, og hendes kampgejst har bragt hende langt.
Hjemme i huset i Gislaved er det fuld fart på. Annika sidder ved køkkenbordet og spiller spil med to af sine døtre, Ofelia og Magnolia. Anders hjælper de to ældste, Rafaela og Severina, med at pumpe en cykel.
Annika råber glad, ”Jeg vandt”. Børnene giver igen: ”Mor, du var bare heldig!”
Der er gået syv år, siden Annika fik en hjerneblødning. Dengang var hun 38 år, og familien boede i USA. Hun havde orlov fra sit job som lærer, og Anders, 47, var fabrikschef i et svensk firma.
De trivedes godt og glædede sig til at tilbringe et par år i USA. Livet var et eventyr.
Men som et lyn fra en klar himmel blev alt forandret den 17. marts 2017.
"Min alder og min sunde livsførelse passede slet ikke på risikoprofilen for dem, som rammes af stroke. Hvad var oddsene for, at det lige skulle ske for mig?" siger Annika.
Om morgenen afleverede hun som sædvanlig de to ældste børn, Rafaela og Severina, i skolen og Ofelia i børnehaven. Senere på dagen mødte hun sin veninde Amanda, da hun skulle hente Ofelia.
"Ofelia og Amandas yngste datter ville gerne blive og leget på legepladsen ved børnehaven. Jeg havde også Magnolia, som på det tidspunkt var 16 måneder gammel, med mig. Jeg havde haft det lidt dårligt om morgenen, men det var ikke noget, jeg havde tænkt nærmere over," siger Annika.
Efter nogen tid på legepladsen kunne hun mærke nogle jag i ørerne.
"Jeg husker ingenting, kun at min krop føltes mærkelig og ikke ville lystre mig. Efterfølgende har jeg tænkt på, hvor heldigt det var, at min veninde var med og kunne tage sig af børnene og ringe til alarmcentralen. Jeg fik hurtigt hjælp, og det var heldigt, for ellers havde jeg ikke siddet her i dag," siger Annika.
Bristet blodkar
Anders var på arbejde, da han tog imod samtalen. Han forstod, at noget var sket, da veninden ringede fra Annikas telefon.
Annonse
"Ingen af os forstod på det tidspunkt rækkevidden af Annikas massive stroke. Det kom først senere på hospitalet," siger Anders.
Her blev det klart for familien, at det stod galt til med Annika, men ingen turde sige, HVOR slemt det var, eller give nogen som helst prognoser.
"Jeg indså, at det eneste, vi kunne gøre, var at vente og se, hvad tiden ville bringe, og give Annika den støtte, hun havde brug for. Livet tog en ny drejning, men jeg vidste, at min kones kampgejst og målbevidsthed ville hjælpe hende igennem," siger Anders.
Hendes stroke skyldtes, at et blodkar i hjernen var bristet, et såkaldt aneurisme – en medfødt fejl, Annika ikke vidste, at hun havde.
"Med det, vi ved nu, kunne det ikke have været undgået gennem f.eks. en operation. Lægerne har forklaret os, at eftersom aneurismet sad i den nederste del af den centrale hjernestamme, er det meget risikabelt at operere," siger Anders.
For ham handlede det nu om at få klaret alt det praktiske og pakke huset i USA ned.
Efter at børnene var færdige med skolen op til sommerferien i juni 2017, tog han dem med hjem til Sverige.
"Jeg var meget fokuseret på, at vi skulle klar det her sammen, jeg tænkte ikke negativt. Alt ville blive godt igen," siger Anders.
Annonse
Genoptræning hver dag
Annika var kommet til Sverige allerede i april. Bortset fra korte orlover nu og da var hun i syv måneder adskilt fra familien og var indlagt til behandling og genoptræning frem til oktober 2017.
Under rehabiliteringen var Annika fast besluttet på at blive rask igen og kæmpede hver dag.
"Det er kendetegnende for vores familie, vi sørger for at klare udfordringerne. Vi giver ikke op," siger Annika, og Anders tilføjer:
"Hvis Ikke Annika havde haft sådan en indre glød, vilje og positivitet, ville hun med garanti ikke være der, hvor hun er i dag."
I oktober 2017 kom Annika hjem permanent, og nu begyndte en tid med genoptræning på skemaet hver dag. Annika har hele tiden være fast besluttet på at kunne gå igen.
Annonse
Mange gange har hun fået at høre, at det ikke er et mål, men et ønskemål, og at hun ikke skal have større forhåbninger eller forventninger om at blive bedre.
"Tænk, hvis vi havde taget alle de negative kommentarer til os. Hvorfor tale et menneske ned i stedet for at løfte og støtte? Annika bestemte sig for at kunne gå igen og satte delmål for sig selv, som hun kæmper for," siger Anders.
Annikas hjerneblødning har ikke forhindret familien i at nyde livet og leve det fyldt ud.
De forsøger at have et almindeligt familieliv, hvor de fylder dagene med glæde og aktiviteter, også selvom det kræver lidt ekstra planlægning og tankevirksomhed.
Anders fortæller, at i starten talte bekendte og andre ofte til ham, hen over hovedet på Annika.
"Det gjorde mig vred og ked af det. Godt nok kan jeg ikke gå selv, har sværere ved at tale og bevæge min højre arm på grund af min hjerneblødning. Men trods elendigheden er jeg samme person. Annika er stadig herinde, bare i ny indpakning," siger hun og peger med fingrene mod brystet og hovedet.
Det var en af grundene til, at Annika startede sin instagram-konto @_katastroke_, hvor man kan følge hendes rejse tilbage til et selvstændigt liv. Hun dokumenterer sine succeser ved at lægge videoer og billeder op.
Højdepunktet for følgerne er fredagsdansen:
"Det begyndte med, at børnene og jeg trænede balance, og jeg dansede med dem. Men efterhånden som jeg blev mere mobil, måtte Anders tage over. Han er stærkere og kan hjælpe mig med at holde balancen," siger hun.
Både hun og Anders kan indimellem have en dårlig dag, men det plejer hurtigt at gå over, fordi en af dem altid er i godt humør.
"På en måde skiftes vi til at tage et dyk, og det er fint," griner Annika.
"For os er det vigtigste, at vi stadig har Annika, og at hun er med os i hverdagen. Vi vil fokusere på det gode og ikke på det, som er mindre godt. Livet er her og nu og skal nydes fuldt ud med de forudsætninger, vi nu har," siger Anders.
