En vabel udviklede sig fatalt for Bente: Vågnede med en kødædende bakterie i benet

Charlotte Harboe Uldal, 37 år, og Bente Harboe, 65 år, har altid haft et meget tæt forhold. Glæden var derfor stor, da Charlotte sidste jul fortalte, at hun og hendes mand havde besluttet at flytte fra Birkerød på Sjælland og hjem til familien i Sønderjylland.

De havde lige fået lille Johanna og ønskede, at hun skulle være tæt på bedsteforældrene. Charlotte savnede også at have en hverdag sammen med sin mor. Den lille familie fik hurtigt solgt deres hus og flyttede ind hos Charlottes svigerforældre, mens de ledte efter deres eget sted.

Læs også

Mette var døden nær i et fly, da hun indså sin store drøm: Det var det, jeg manglede

Midt i maj fejrede de Johannas et-års fødselsdag helt udvidende om, at deres nye hverdag blot ti dage senere ville blive vendt fuldstændig på hovedet.

"Min mand og jeg havde lige været i Spanien på påskeferie. En vabel på min venstre fod ville ikke hele, så jeg tog til lægen, som fortalte, at der var gået en streptokokinfektion i såret. I en periode måtte jeg forbi lægen ugentligt og have skiftet forbinding, men såret blev bestemt ikke bedre," fortæller Bente og fortsætter:

"Natten til lørdag den 28. maj vågnede jeg så med ulidelige smerter. Benet var til min store skræk helt misfarvet, og min mand kontaktede straks vagtlægen, der mente, at det måske var en blodprop. Jeg blev derfor kørt direkte til Sønderborg Sygehus."

Herfra husker Bente intet, før hun vågnede mandag formiddag på Odense Universitetshospital med et venstre underben, der var ét åbent kødsår. Hun havde ikke haft en blodprop, men var derimod blevet angrebet af kødædende bakterier – en livstruende tilstand, der på ganske kort tid kan koste patienten livet. Havde lægerne i Sønderborg ikke straks stillet diagnosen og sendt Bente med ambulance til Odense, havde hun sandsynligvis ikke overlevet.

En sej mor

Selvom Charlotte stod midt i flytning, jobskifte og også lige havde kørt lille Johanna ind i vuggestue, smed hun alt, hvad hun havde i hænderne for at være hos sin mor.

"Både hun og hendes mand havde brug for én, der kunne finde ud af, hvad der foregik omkring dem, snakke med lægerne og få informeret familien. Selvfølgelig gjorde jeg det," siger Charlotte.

I starten troede lægerne, at de kunne redde benet ved hjælp af en hudtransplantation, men den nye hud ville ikke fæstne. Derfor lød beskeden, at såret måtte hele af sig selv. Det kunne tage mange måneder, og det ville være måneder i et ulideligt smertehelvede.

Læs også

85-årige Anna Marie har undervist i 45 år: Det har hjulpet mig gennem livets svære tider

"Da en amputation første gang kom på tale, var jeg mildest talt i chok. De skulle i hvert fald ikke tage mit ben! Men som ugerne gik, og smerterne ikke blev det mindste bedre, begyndte jeg at overveje muligheden. En scanning viste samtidig, at blodgennemstrømningen i benet var så dårlig, at en heling var stort set umulig, og jeg indså, at der ikke var nogen vej udenom."

"Jeg forsøgte ret tidligt i processen at støtte mor hen imod den beslutning. Jeg ville ikke tage den for hende, men jeg håbede, hun selv kom frem til den, for jeg kunne ikke holde ud at se hende have så ondt. Samtidig frygtede jeg, at det åbne sår igen skulle blive angrebet af en infektion. Hvad hvis hun ikke overlevede denne gang? Så hellere have et langt liv med en masse livskvalitet med kun ét ben. Mor er sej, så jeg vidste, at hun kunne klare det," siger Charlotte og giver sin mors hånd et lille klem.

Sendte en kaffemaskine

Den antagelse fik hun heldigvis helt ret i. Efter amputationen slap Bente af med smerterne, det nye sår helede flot, og hun var hurtigt klar til genoptræning – og til at komme hjem til Sønderborg.

"Vi valgte at flytte tilbage på det helt rigtige tidspunkt. Vi så egentlig også hinanden meget, da jeg boede i Birkerød, men det var på en anden måde. Nu kan jeg lige køre forbi og svinge en støvsuger, eller jeg kan hjælpe mor til varmtvandsgymnastik," siger Charlotte og bliver suppleret af Bente:

"Ja, Charlotte har altid været fantastisk til at tage sig af mig. Da hun boede på Sjælland, kunne hun finde på et sende blomster eller en kaffemaskine, fordi hun syntes, jeg havde fortjent en god kop kaffe. Men det er bare noget helt andet at have hende tæt på, ikke mindst i forhold til Johanna, hvis udvikling vi nu virkelig kan følge."

"Mange af mine jævnaldrende flytter tæt på bedsteforældrene for at få hjælp til børnepasning. Det er selvfølgelig en del af det. Men jeg vil nu også bare gerne tæt på min mor for at være sammen med hende og for at kunne være der for hende, når hun har brug for det," siger Charlotte, der sammen med sin mand netop har overtaget drømmehuset i Egernsund efter at have boet hos svigerforældrene i seks måneder. Nu bliver de igen rigtige sønderjyder.

Bentes sygdomsforløb har naturligt nok fyldt meget i familien, der udover Charlotte består af tre sammenbragte børn og seks børnebørn, men nu er der overskud til igen at spille kort, lave mad sammen og tage på ture.

"Selvfølgelig skal Charlotte have Hjemmets julekurv. Hun er bare en knaldgod datter, og hun har passet så godt på mig, nu er det på tide, hun også får passet lidt på sig selv," siger Bente kærligt.

Hjemmets julekurv

”Det er utroligt, hvor meget hun kan overskue”, skriver Bente i sin indstilling til årets julekurv.

”Charlotte blev hos mig under operationerne, og hun kom ofte til Odense for at være ved min side. Hun var med ved stuegangssamtalerne og samlede sammen med sin søster alle tråde hjemme i Sønderborg, så jeg kunne komme hjem i god stil! Alt det gjorde hun jo samtidig med, at hun havde sin mand og lille datter derhjemme, boede småt hos svigerforældrene, var midt i et jobskifte og ledte efter et nyt hus til den lille familie.”

For Charlotte var det kun naturligt at være ved sin mors side, da hendes ben blev angrebet af kødædende bakterier, og hun svævede mellem liv og død.

"Men derfor blev jeg da rørt, da jeg læste hendes brev til Hjemmet. Det er en virkelig sød anerkendelse," siger hun.