Cecilie Uttrup Ludwig: "Vi skal kæmpe for, at kvinder kommer på tapetet, for det har vi fortjent"

Mindst én gang om dagen samler Cecilie Uttrup Ludwig det store krøllede hår i en knold i nakken, spænder sin cykelhjelm om hovedet og klikker sine sko fast i pedalerne. For tiden bor hun i Spanien, hvor hun dagligt fræser omkring på de lange, lige landeveje og ruller op og ned ad de stejle bjergsider på en af sine mange cykler. Det kræver nemlig en del træning at holde sig på et niveau, hvor man kan køre som en af verdens bedste kvindelige cykelryttere. Men den indsats lægger 26-årige Cecilie gerne i pedalerne.

"Det er jo den fedeste sport i verden! Og hvorfor er det det? Det er det, fordi der er så meget, som man skal kunne som cykelrytter. Det fascinerer mig," siger Cecilie fyldt med entusiasme i stemmen og fortsætter:

"Selvfølgelig skal man træne og være stærk fysisk, men cykling handler lige så meget om det mentale. Man skal have styr på det tekniske, når man kører i sving og nedkørsler, og man skal have styr på det taktiske. Hvornår skal jeg angribe? Hvornår skal jeg være med fremme i feltet? Det handler ikke bare om, hvem der har de største muskler."

Det er uundgåeligt at se, at cykelsporten er en ild, der brænder indeni Cecilie. Hun brænder for udholdenheden, de taktiske spekulationer, de tekniske udfordringer og for at træde i pedalerne og race derudad. Men der er også noget andet, som hun brænder for. Nemlig at mindske forskellen på herrecykling og kvindecykling. For selvom forskellene er blevet noget mindre i dag, end for bare få år siden, er det stadig ikke det samme, om det er en mand eller en kvinde, der sætter sig i sadlen.

"Det er klart, at der er kommet større og større lighed mellem mænd og kvinder i cykelsporten. Og det er rigtig godt," understreger hun.

"MEN – for der er et men – der er stadig meget stor forskel. Der er forskel på, hvor meget det bliver omtalt og dermed også på, hvor mange ressourcer der er til rådighed for rytterne – og i sidste ende påvirker det derfor også lønnen og muligheden for at leve af cykling. Det, synes jeg, at der skal ændres på, og i virkeligheden er det synd, at man overhovedet skal opdele sporten på den måde. Det er lidt som om, at der er ”cykling”, og så er der ”kvindecykling”. Hvorfor er det hele ikke bare cykling?"

Cecilie slår lidt frustreret ud med armene.

"Det siger desværre også lidt om, at der stadig mangler noget på ligestillingen. Er det ikke lige meget, om det er en kvinde eller en mand, der sidder på cyklen? Det er jo bare cykling! Og det er vi fælles om at elske.

For det er da åndsvagt, at cykling kun skal være en mandesport. Det er det jo ikke! Cykling er lige så meget for kvinder – og det skal vi have ud i stuerne," siger hun, mens hun slår en hånd i bordet for at understrege sin pointe og smiler så stort.

Ifølge Cecilie er det at gøre kvindecykling mere tilgængeligt én af de vigtigste brikker, hvis man vil skabe lige vilkår for mænd og kvinder i cykelsporten. Det handler om, at folk skal kunne tænde for deres tv og se, at kvinder også kan cykle gode løb.

"Cykelsporten er jo generelt populær. Du kan næsten ikke finde en, der ikke ved, hvad Tour de France er. Men der er meget mere tv-tid til herrecykling, end der er til kvindernes løb. Tilgængeligheden er slet ikke den samme, så jeg tror, at der er nogen, der slet ikke ved, at kvindecykling findes. Der er selvfølgelig sket noget – bare i den tid, hvor jeg har cyklet. Vi har fået krav om minimums-tv-tid, når vi kvinder kører et World Tour løb. 45 minutter skal de give os. Det er godt, for så kan folk se, at kvindecykling findes. Det er da en start! At de kender vores eksistensberettigelse," siger Cecilie med en højtidelig stemme fulgt op af et grin.

Cecilie uden fiter

Generelt griner Cecilie meget. Men man er heller ikke i tvivl om, hvis hun er vred, utilfreds eller skuffet. Hun er i tæt kontakt med sine følelser og har svært ved at gemme dem. Og det er netop hendes energiske impuls og ligefremhed, der efter det belgiske løb Flandern Rundt i 2019, brusede ud af hende under et interview. Cecilie havde kørt sig til en flot og overraskende tredjeplads, da hun med sit smittende humør og sin kæmpe entusiasme satte ord på løbet og sluttede af med at sige ”Paam, let’s put the hammer down”. Det interview gik viralt og var med til at gøre Cecilie til et fænomen i cykelverdenen.

"Det var helt sindssygt. Wow!" udbryder Cecilie, der stadig den dag i dag bliver tiljublet med de berømte ord, når hun cykler.

"Når jeg cykler i Belgien i dag, står flok stadig på sidelinjen og råber. ”Put the hammer down” og laver den der hammer-bevægelse. Sikke en energi! Og tænk, at folk stadig husker det tre år efter. Det er meget surrealistisk for mig. Det havde jeg aldrig troet ville ske. Men jeg er jo bare mig. Man er bare i det. Man har adrenalin. Man har kørt et hårdt cykelløb. Det er gået pissegodt. Der er glade hormoner."

Cecilie knipser med fingrene, mens hun remser op. 

"Det hele kommer bare ud! Uden at jeg tænker sønderligt meget over det. Jeg har ikke noget filter."

Det var bare den ægte Cecilie?

"Ja, fuldstændig!"

Tror du også, at det har gjort en forskel, at man ofte under interviews med sportsstjerner godt kan have en fornemmelse af, at de er lidt ...

"… kedelige?" afbryder hun og følger op:

"Ja, det tror jeg egentlig. Når jeg ser cykelløb eller sport generelt, elsker jeg at se personen bag sportsstjernen. Når de ikke gemmer sig bare en facade af, at de skal være på en bestemt måde. For vi er jo forskellige personer, og det, synes jeg, er fedt."

Tænker du nogensinde over, om du giver for meget af dig selv?

"Nej. Jeg er bare mig selv, og så må folk take it or leave it. Efterfølgende er jeg også blevet spurgt, om jeg nu prøver at være sjov hver gang, at jeg laver et interview, eller om jeg føler, at jeg skal leve op til noget. Men det gør jeg faktisk ikke, og det tror jeg også, at man kan se, hvis man taler med mig efter et løb, der er gået dårligt. Der vil man tydeligt kunne mærke, hvis jeg er sur eller ked af det. De interviews går bare lidt i glemmebogen."

Kom så, kvinder!

Det virale interview var med til at give Cecilie en platform, hvor hun kunne gøre opmærksom på kvindecykling og de forskelle, der stadig er i cykelverdenen, når man kigger på vilkårene for mænd og kvinder.

"Jeg har altid været feministisk … eller vent, det vil jeg måske ikke kalde mig, ha ha! Men jeg har altid været meget ”you can do it”. Kom så, kvinder! Det er jo ikke, fordi vi alle skal til at være cykelryttere, men vi skal fandme kæmpe for, at vi får lige rettigheder. Vi skal kæmpe for, at vi kvinder kommer på tapetet, for vi har fortjent at komme på det tapet.

Det er ikke fair, at det nærmest kun er herrecykling, der bliver vist i tv. Det er ikke fair, at det kun er herrecykling, der bliver omtalt af journalister i aviserne. Der er ikke fair, at når kvinder klarer sig godt til et løb, bliver det nærmest ikke nævnt nogle steder, men til gengæld bliver der skrevet om, at en eller anden herrerytter har ondt i storetåen, eller hvordan kvinder egentlig tisser, når de kører cykelløb. Er vi stadigvæk der, hvor det er sjovere at kigge på, hvordan kvinder tisser end vores præstationer? Vi har brug for at få noget kvindepower og nogle resultater ud – og det havde jeg pludselig en platform til efter interviewet."

Cecilie har efterhånden opnået en status, hvor de fleste – både indenfor og udenfor cykelverdenen – spidser øre, når hun taler. Det er hun meget opmærksom på, for hun vil gerne være et talerør.

"Jeg kan ligesom sige ”ding, ding, ding – se med her”. Det er fedt! Jeg skal udnytte, at jeg har en stemme og kan gøre en forskel for andre. Det, synes jeg, er ret smukt. Hvis man kan hjælpe andre og gøre opmærksom på kvindecykling, så der er flere unge piger, der begynder at få øjnene op for det, er det ret fedt. Det at inspirere andre er jo noget af det smukkeste i verden," fortæller Cecilie, der også har fået en del slag, når hun har råbt op omkring ligestilling.

Hun havde ikke selv særlig mange at se op til, da hun begyndte at cykle. Der var ikke noget kvindecykling, når hun tændte for tv’et, og det var stort set umuligt at finde noget på nettet.

"Da jeg startede med at interesse mig for cykling, var VM og OL de eneste løb med kvinder, som jeg kunne se. Indtil jeg en dag fandt jeg ud af, at man kunne se kvindecykling på bestemte nogle Youtube-kanaler. Men man skulle jo nærmest være spion for at finde dem, ha ha!

Og det er klart, at folk tænker, at de hellere vil se herrecykling, for de ved ikke, hvad de går glip af, når der ikke er nogen, der viser dem kvindecykling. Indtil da vil fanbasen hos herrerne blive ved med at være størst, og så tør tv-stationerne ikke satse på kvindecykling. Men nogen skal jo tage det første skridt."

Ingen penge i kvindecykling

Cecilie havde heller ikke selv det store kendskab til cykling, før hun en dag som 13-årig faldt over en artikel i Herlev Bladet. Den lokale cykelklub indbød til 90-års fødselsdag.

"Why not? Fest i cykelklubben! Det er ret sjovt at tænke tilbage på," smågriner hun ved tanken om fødselsdagsfejringen, der endte med at blive startskuddet på hendes passion for cykling. Der gik nemlig ikke lang tid, før hun sad på sin egen knaldrøde løbscykel og fræsede rundt på landevejene sammen med klubbens andre medlemmer – der udelukkende bestod af drenge.

"Jeg var den eneste pige. Og jeg tror også, at det var derfor, at de så gerne ville holde fast i mig i klubben, ha ha … Hver mandag aften var der klubaften, og hvis der var noget galt med min cykel, stod der fem mand klar til at fikse den. Det var aldrig et problem for mig, at jeg var den eneste pige. Det var egentlig ikke noget, som jeg tænkte over. Jeg syntes bare, at det var fedt at køre med drengene. Der var sgu ikke så meget pis. Det var bare ud at træde i pedalerne – og det, syntes jeg, kunne noget." 

Cecilie trådte så meget i pedalerne, at hun en dag stod til sit første internationale løb – nemlig junior-VM i Holland. Ganske uventet kunne Cecilie efter løbet stille sig op på podiet med en sølvmedalje om halsen.

"Den dag blev afgørende for mig. I det øjeblik tænkte jeg: ”Hvis jeg kan det her nu – så vil jeg være professionel”," husker Cecilie, der efterfølgende begyndte at bruge al sin tid udover skole, lektier og afleveringer på cykling.

Der gik derfor heller ikke lang tid efter, at hun havde fået studenterhuen på, til hun skiftede den ud med en cykelhjelm i Holland. Efter gymnasiet pakkede hun sin mors bil og kørte syd på for at cykle. Men hun blev ikke mødt af udbredt optimisme, når hun talte højt om sine drømme for fremtiden.

"Fra jeg var helt ung cykelrytter, fik jeg at vide, at det der med at være professionel, når man var kvinde, kunne jeg godt glemme."

Hvem fortalte dig det?

"Helt vildt mange i cykelsporten! Det kunne være alle mulige. Folk, der havde været i cykelsporten længe eller vidste noget om herrecykling. De sagde til mig: ”Der er ikke penge i det. Der er maks. 10 cykelryttere i verden, der kan leve af det. Så chancen for, at du kan leve af det, er nok ret lille. Du skal kun gøre det, fordi du synes, at det er sjovt. Du skal ikke regne med, at det bliver en karriere”. Når de sagde det, blev jeg sådan lidt …"

Cecilie holder en pause, inden hun i en bestemt tone siger:

"… jeg skal satme nok vise dig, at jeg kan blive én af de ti cykelryttere, der kan leve af det! Jeg skal nok klare det! På den måde har jeg nok altid været en lidt af en fighter – og meget stædig, haha …"

Var du nogensinde selv i tvivl, om det virkelig ville lykkedes for dig at blive professionel cykelrytter?

"Ja da, mange gange. Der har været mange gange, hvor jeg har tænkt: ”Shit, jeg ved ikke, om jeg er god nok faktisk. Jeg ved ikke, om jeg kan”. For man får enormt mange slag. Men det gør man på vejen til alting igennem livet. Der er jo aldrig nogen lige vej mod succes. Det går op og ned, og i de dårlige perioder har jeg tænkt: ”Jeg ved sgu ikke, om det er det her, som jeg skal”. Men igen, så har jeg altid fightet videre, for det kan ikke være rigtigt, at det ikke kan lade sig gøre."

Tror du, at du havde mødt de samme reaktioner, hvis du havde været en mand og havde ytret, at du gerne ville være professionel cykelrytter?

"Nej, overhovedet ikke. Et eller andet sted kan man måske sige, at det er forståeligt i og med, at kvinder får meget mindre i løn end herreryttere. Så der er større chance for at blive professionel og kunne leve af det som mand. Men jeg troede på, at det også kunne lade sig gøre som kvinde."

I dag kører Cecilie for det professionelle franske cykelhold FDJ-Nouvelle Aquitaine-Futuroscope, og hun kan leve godt af at cykle. Det er ikke bare en drøm, der er gået i opfyldelse; det betyder selvsagt også noget for den mængde af energi, hun har mulighed for at lægge i cyklingen. Hun kan nu fokusere hundrede procent på at spise godt, træne og restituere, som hun skal. Hun skal ikke arbejde i et supermarked ved siden af, som hun tidligere har gjort.

"For nogle år siden fik vi kvinder mindsteløn. Før det kørte halvdelen af feltet gratis. Men nu, hvor alle får løn, kan vi begynde at lægge al vores energi i cykling – og dermed blive bedre. Vi kan specialisere os mere."

Happy head, fast legs

Cecilie har efterhånden siddet på sadlen i så mange år, at hun slet ikke er i tvivl om, hvordan hun spiser, træner og restituere bedst for at skabe vilkårene for gode resultater på landevejen.

"Jeg prøver at behandle min krop så godt som overhovedet muligt, fordi den er mit arbejdsredskab. Hvis min krop ikke virker, virker mit job heller ikke. Derfor handler det om at give den de bedst mulige forhold. Igennem tiden har jeg haft en diætist på, men jeg har efterhånden en rimelig god idé om, hvad jeg behøver. Jeg bruger derfor ikke sønderligt meget energi på at tænke over min kost. Jeg ved bare, at jeg skal spise mange kulhydrater, proteiner og selvfølgelig grøntsager. I et par dage op til et løb carb-loader jeg. Det vil sige, at jeg spiser masser af lækker pasta og ris – det er bestemt ikke dårligt," siger hun grinende.

Masser af kulhydrater er ikke det eneste, der kan være afgørende, når Cecilie og de andre cykelryttere sætter sig op på sadlen og begynder at træde rundt i pedalerne. Vægt er også et parameter, der får meget fokus.

"Vægten er vigtig i cykling. For jo mere jeg vejer, jo mere skal jeg slæbe op ad bakken. Men jeg synes bestemt ikke, at jeg er manisk med det, fordi jeg tror omvendt også tror på, at det ikke betyder noget, om jeg vejer et eller to kilo fra eller til. Så længe, at jeg til gengæld er glad oveni hovedet. Det tror jeg godt på kan kompensere for de få kilo, det drejer sig om."

Derfor snupper Cecilie også gerne et glas vin i ny og næ, ligesom slikskålen heller ikke er forbudt område for hende.

"Selvfølgelig er der ting, som jeg spiser klart mindre af end andre – og omvendt. Men der er som sådan ikke noget, jeg ikke må. Det handler bare om at være afbalanceret. Jeg skal ikke sidde og tylle vin ned og drikke mig stangvisse hele tiden eller spise bjerge af slik. Men jeg har et mantra, motto, eller hvad man nu skal kalde det," siger hun:

”Happy head, fast legs”. Det har fulgt mig i mange år. Hvis man er glad oveni hovedet, viser det sig også i benene. Jeg skal kunne drikke rødvin med min kæreste og spise slik eller junkfood, hvis jeg har lyst til det. Det skal nok bare ikke være lige før det allervigtigste løb. Der skal være balance, og hvis man kigger på min kost generelt, er den rimelig sund, og derfor er der også plads til at skeje ud en gang imellem."

Cykelrytter OG mor?

En stor del af cykelsuccesen ligger dog ikke kun i gode måltider og hårde træninger – det mentale og indre skal også plejes, og til den del får Cecilie hjælp udefra.

"Jeg arbejder med en mentaltræner, som hjælper mig især i løbssituationer. Det kan være ret hårdt, fordi vi bliver målt og vejet hele tiden. Ved hvert cykelløb, man kører. Er du i god nok form? Er du der, hvor du skal være? Præsterer du godt nok? Det er da hårdt. Så af den grund tror jeg, at det er ret godt at have nogle værktøjer, som man kan bruge i de hårde situationer – for de vil altid komme! Ligegyldigt om det er i et cykelløb eller noget andet her i livet.

Der vil altid være tider, hvor man oplever modgang, men det handler om at holde troen på, at det nok skal blive godt igen, oppe. Det kan være svært at finde troen, når det hele ser skidt ud, men så skal man være tålmodig, for det skal nok vende. Og der har jeg heldigvis også nogle gode mennesker omkring mig. Jeg har den skønneste familie og en dejlig kæreste, som jeg taler meget med, hvis det hele ikke lige går så godt." 

For et års tid siden mødte Cecilie sin australske kæreste Miles Scotson, som cykler for det samme hold som hun. Derfor ved han også, hvad det vil sige, og hvad det kræver at være professionel cykelrytter.

"Vi mødte jo næsten hinanden på landevejen, skulle jeg til at sige," smågriner Cecilie og laver sin stemme om: 

”Åh hey, du ser faktisk rimelig sød ud!”, kunne vi lige have råbt ud over styret, ha ha."

Tror du, at det er en fordel, at I begge to cykler og forstår præmisserne ved at være en del af sådan en sportsverden?

"Ja. Han forstår, hvad man går igennem, når man er cykelrytter. Både på den ene og den anden måde i forhold til træning og løb. Men det er faktisk ikke, fordi vi taler så meget om cykling, for der skal også være plads til at tale om andre ting."

Cykling vil dog nok altid fylde lidt i Cecilies liv og tanker – også selvom hun ved, at hun ikke skal trække i lycra-cykelsættet og kikke sine sko i pedalerne til evig tid.

"Den bedste i verden lige nu er 39 år, så jeg har mange gode år foran mig, men jeg tror ikke, at jeg fortsætter så længe. Der kommer nok et tidspunkt, hvor jeg gerne vil have børn, og så kunne jeg godt forestille mig, at jeg stopper med at cykle som professionel. Selvom det bliver mere og mere almindeligt, at man godt kan komme tilbage til den professionelle cykling efter, at man har fået børn. Det var ikke typisk førhen, men det ret cool, hvis det kan ændre sig, så man stadigvæk kan være cykelrytter, selvom man er mor."

Cecilie ved, at hun uanset hvad vil blive ved med at kæmpe for kvindecykling, og i år sker der allerede store ting på den front, når det verdensberømte cykelløb Tour de France udvider deres kvindeløb fra en dag til et ottedags etapeløb, og det glæder selvfølgelig Cecilie:

"Det er den rette vej for en brighter future for kvindecykling," siger hun i et stort smil og slår ud med armene.

"Jeg glæder mig meget til at køre. Det bliver kæmpestort!"