Christian Bitz: Min sundhed tog overhånd
En decideret spiseforstyrrelse har Christian Bitz ikke haft, men han har levet overdrevet sundt, siger han.
Ud over at være ernæringsekspert, tv-vært og forfatter, har Christian Bitz en fortid som model, og det var i den periode, at den sunde livsstil kammede over, fortæller han i et stort interview i denne uges ALT for damerne.
– Jeg kunne ikke spise en salat, hvis der var fedt i dressingen. Og hvis jeg om aftenen skulle ud på en restaurant i Paris med mine venner, spiste jeg knækbrød og yoghurt, inden vi tog af sted, og så sad jeg og drak kildevand på restauranten og spiste ikke noget. Jeg havde fuldstændig mistet perspektivet, siger Christian Bitz.
Det samme gjorde sig gældende, da han nogle år senere fandt sig selv i en baggård i London, hvor han på grund af dårlig samvittighed var i færd med at kaste den halve pizza op, han netop havde delt med en ven efter en bytur.
En episode han beskriver i sin nye bog Uperfekt, der handler om hans egne udfordringer med sundhed, og hvordan han med tiden har fundet ud af, at det uperfekte liv er at foretrække frem for den evige jagt efter det perfekte.
– Jeg vil ikke sige, at jeg har haft en decideret spiseforstyrrelse, men jeg har nok været i nærheden af det, man kalder ortoreksi, hvor man lever overdrevet sundt, siger han.
– Som model var jeg havnet i et job, hvor jeg ikke syntes, at jeg var god nok. Så det handlede selvfølgelig om min egen usikkerhed, og om at jeg ville have, at min krop skulle være helt perfekt. Og når du har den usikkerhed, giver det dig en følelse af kontrol at gå så meget op i din sundhed, men det er en ond spiral, og du får det jo ikke bedre på længere sigt, siger han.
Det overdrevne fokus på vægt og sund livsstil fik han gjort op med i forbindelse med, at han begyndte at læse Human Ernæring på Københavns Universitet. Men det er stadig en udfordring for Christian Bitz at balancere sit fokus på sundhed med sine tre favoritlaster: mørk chokolade, rødvin og ost.
Læs hele interviewet med Christian Bitz om, hvordan han får balance i livet og få hans bedste sundhedstips i denne uges ALT for damerne nr. 32/2014.