endometriose dating

Hvor tidligt i en datingproces skal jeg fortælle en potentiel kommende partner om min kroniske sygdom?

Hvor tidligt i en datingproces skal man fortælle en potentiel kommende partner, at man er kronisk syg, og at det kan gå ud over sexlivet? Hør parterapeut og sexolog Ditte Winkels råd her.

Spørgsmål om dating med kronisk sygdom

Hej Ditte. Jeg er en kvinde sidst i 30’erne, der efter en grim skilsmisse for halvandet års tid siden nu er kommet på den anden side, hvor jeg stolt kan sige, at jeg har det godt! Jeg er derfor også klar til at begynde at date igen og forhåbentlig finde en kæreste på sigt.

Der er bare det ”men”, at jeg har endometriose, som i perioder driller og gør mig sengeliggende.

Mit spørgsmål til dig er derfor følgende: Hvor tidligt i en datingproces skal jeg fortælle en potentiel kommende partner om min kroniske sygdom, der potentielt kan gøre sexlivet svært? For jeg synes, at han har ret til at vide det. Omvendt vil jeg heller ikke skræmme ham væk for hurtigt.

Ditte Winkel råder til gennemsigtighed

Sikke en beundringsværdig omsorg for din fremtidige (forhåbentlig) kæreste, jeg læser i dit skriv, hvor du gerne vil være så ærlig som mulig fra start, så han ved, hvad han siger ja til.

For mange har måske hørt navnet ”endometriose” før, men de færreste ved, hvilke fysiske begrænsninger det kan give i hverdagen, og som du skriver: i sexlivet. Og mange med den sygdom oplever udfordringer med smerter ved penetration, decideret ulyst pga. vaginale blødninger og/eller udfordringer med forskellige sexstillinger.

Så denne sygdom berører i den grad også en partner.

Endometriose

Endometriose er en kronisk betændelsestilstand, hvor væv af samme art som slimhinden i livmoderen sidder uden for livmoderen. Dette væv kan sidde i æggelederne, på æggestokkene, bughinden, tarme mm.

Endometriosevæv undergår de samme cykliske forandringer som slimhinden i livmoderen, og det medfører typisk smerter i forbindelse med menstruation i de tidligere stadier af sygdommen, men kan udvikle sig til at blive mere kroniske over tid.

Nogle kvinder mærker ikke noget til sygdommen, mens det for andre kan være invaliderende. Desuden kan nogle kvinder opleve smerter under samleje, særligt ved dybe stød under akten.

Man estimerer at mellem 10-20% af kvinder i den fertile alder lider af denne sygdom. Smerterne kan mindskes med både medicinsk og kirurgisk behandling, men da der ofte er tilbagefald, betragtes tilstanden som kronisk.

Jeg tænker umiddelbart ikke, at det handler så meget om, hvornår du fortæller dette om dig, men hvordan du får det præsenteret.

For hvis du blæser din lytter bagover med dette emne og bruger meget af en aften på at delagtiggøre ham i dine symptomer, begrænsninger, manglende behandlingsmuligheder osv., så kan det tage pippet fra vedkommende. For dette er jo ikke hele dig, men en del af dig.

Så der er også så meget andet relevant at fortælle fra dit liv.

Nævner du det derimod som et emne, som også gør sig gældende i dit liv, men som ikke er altoverskyggende, så mener jeg i og for sig, at du kunne nævne det under jeres første møde, hvis du skulle have lyst.

Har I så kemi og aftaler at ses igen, så kan du altid folde det mere ud på 2.-3.-4. date og sætte ham ind i, hvad det har af konsekvenser for et parforhold og et sexliv, når den ene er diagnosticeret med endometriose.

For det er klart, at han skal være velinformeret omkring, hvad han kigger ind i ift. intimitet og sex, og hvilke begrænsninger denne sygdom sætter for dig og dermed jer.

Jeg håber at du får nogle gode oplevelser med at dele denne sårbare og vigtige information om dig selv.

Ditte Winkel

ditte.jpg

Ditte Winkel er parterapeut og sexolog.

Hun har sin egen praksis, hvor hun møder både par og individuelle klienter og afholder foredrag og workshops om sex og kærlighed for både virksomheder og privatpersoner.

Ditte er ekspert i ALT for damerne-podcasten ”Tænd for mig” om den kvindelige seksualitet og er fast hus-sexolog på Go’morgen P3.

Én gang om måneden vil Ditte besvare spørgsmål fra jer læsere her i bladet.

Hvis du har et spørgsmål, kan du sende det til stork@alt.dk, så kan det være, at det kommer med i næste udgave af sexbrevkassen.