Ditte Giese: "Min krop havde forrådt mig, og jeg opdagede det for sent"

Vi har fulgtes ad i 43 år nu, og jeg håber, at vi skal blive gamle sammen. Eller i det mindste have en række gode år sammen endnu. Du kom til verden i den tunge ende, og sådan har det egentlig været resten af tiden også. Da min lille tykke babykrop blev født på Rigshospitalet i 1977, var jeg en usædvanlig stor baby på 4,5 kilo. Det var en hård fødsel, og min mor blødte meget, så det første døgn lå jeg som en lille, tyk Michelinmand i min fars arme, mens min mor skulle syes og komme sig. The horror – at være så stor, at man sprænger sin mors underliv i stykker!

De døbte mig Ditte efter Ditte Menneskebarn, det stakkels, uægte barn i Martin Andersen Nexøs klassiker. Jeg var også et uægte barn, men ægte elsket. Der findes et foto i familiens album, hvor jeg er fire-fem måneder, pilskaldet og griner til kameraet, mens min trætte mor, klædt i grå kedeldragt, holder mig. Hun er helt afpillet og afkræftet med tyndt, pjusket hår, mens jeg er tyk og glad og har suget alt fedtet af hende. Jeg fik først hår på hovedet, da jeg var to år. Der var mine forældre begyndt at bekymre sig over, om der mon var noget galt. Det var der altså ikke, jeg var blot en late bloomer. Det er jeg nok i det hele taget – en late bloomer.

Hele mit liv har jeg været større end de andre børn. Højere, tykkere, med større fødder og lange ben og arme, der voksede så hurtigt, at jeg væltede ting og altid slår mine fødder. Jeg er vrikket om 50 gange og har brækket alle mine tæer gennem årene. Det er, som om der ikke er forbindelse fra hoved til fod, som om de fødder sidder for langt væk til at være en del af kommandovejen. Så jeg er klodset, og jeg slår mig, hvilket ikke er særligt feminint.

Det gør noget ved et menneske at være stor. Især som kvinde formoder jeg. Det er ikke velanset for en pige eller en kvinde at være stor. Kvinder skal helst være petite, små fikse nips, med små fødder og små kroppe. Men min krop har altid været større end alle andre pigers og kvinders og større end mange mænds. Da jeg var 11 år gammel, holdt jeg op med at gå i børnetøj, fordi jeg var så høj. Jeg brugte størrelse 41 i sko i 4. klasse.

Der var tale om måske at bremse min vækst, fordi jeg blev ved med at have vokseværk og vokse. Normalt er piger omtrent udvoksede, når de får deres menstruation, men jeg fik først min som 14-årig, og da var skaden sket – jeg blev hele 1,86 cm høj. I Danmark er gennemsnitshøjden for kvinder 167 cm, næsten 20 cm lavere end mig. Så det med højden har præget hele mit liv. Der er lande og egne, jeg ikke gider rejse til. Asien for eksempel. Jeg er simpelthen for høj til Asien. Jeg føler mig som en elefant i en porcelænsbutik blandt bittesmå mennesker, der peger og griner af mig. I Afrika har man en helt anden og respektfuld omgang med høje mennesker, såvel som tykke mennesker, så der har jeg altid følt mig mere velkommen.

Det var ikke sjovt at være teenager og være et hoved højere end alle andre i en periode af livet, hvor man gerne bare vil være som de andre. Og det var især svært at gå fra barnekrop til kvindekrop og konstant blive vurderet som meget ældre, end jeg var. At opleve voksne mænd, der gramsede og piftede og prøvede at score mig fra 12-13-årsalderen, hvor jeg bestemt ikke var klar til den slags.

Til gengæld kunne jeg komme ind på diskotekerne, som det hed dengang, med min storesøster og hendes venner, fordi jeg så mindst fem år ældre ud, end jeg var. Voksne mænd fandt mig tiltrækkende, mens de jævnaldrende drenge lignede mine lillebrødre. Min gymnasiekæreste David var et hoved mindre end mig, det er han i øvrigt stadig, så vi kyssede forskudt på trappesten eller vejens kantsten. Eller bare liggende. Det var vist i de år, min livslange tendens med at måle højde med mine kærester begyndte. Den dag i dag træder jeg ofte ned på vejen, mens min kæreste går oppe på fortovet, for at være tættere på hinanden højdemæssigt. Han synes, jeg er neurotisk med min højde, og det har han nok ret i. Jeg går aldrig i høje hæle og kan ikke fordrage, at der selv på sneakers og gummistøvler skal puttes fylde ind i sålen, så man bliver 5-7 cm højere. Jeg mangler ikke centimeter, jeg mangler gode, flade sko.

Jeg synes ikke, mine størrelseskomplekser kun er min egen skyld. Vi er opdraget kulturelt og socialt til, at manden skal være højere end kvinden, så hun kan hvile med hovedet på hans brede skuldre og kigge op på ham, når de danser. Eller han kan bære hende. Jeg har aldrig mødt en mand, der kunne bære mig, for jeg vejer som regel mere end dem. Og jeg er næsten altid den højeste i rummet, hvilket gør, at jeg for eksempel ikke kan gå med hat. Der er allerede for mange, der lægger mærke til mig på grund af min højde, så hvis jeg også går i excentrisk tøj, stikker det helt af.

Det var en eksotisk oplevelse, da jeg for et år siden var pilskaldet efter kemobehandling og måtte gå med tørklæder og turban om mit nøgne hoved. Det gik op for mig, hvor meget af vores kvindelighed, i hvert fald af min, der sidder i håret. At være skaldet er stigmatiserende for kvinder. Men jeg lærte at binde en mellemøstlig turban, og det gjorde, at jeg trådte ind i et nyt fællesskab og blev mødt med smil og hej fra byens brune kvinder. Det var et fint plaster på kemosåret.

"Er det ikke svært at finde en kæreste, når man er så høj," er et spørgsmål, jeg har hørt på i 20 år nu. Det er det sådan set ikke, ikke sværere end for alle mulige andre, og da først ungdomsårenes usikkerhed slap taget i min krop, dukkede alle fordelene ved min størrelse frem. Jeg er for eksempel god til koncerter, og mine venner kan altid finde mig. Jeg bærer min overvægt flot, synes jeg selv, og jeg kan godt lide den autoritet, det giver at være høj.

Men jeg bliver nærmest mopset, når små kvinder er kæreste med store mænd og synes, det er asocialt og anti-søstersolidarisk, at de ikke lader os høje kvinder få de sjældne, høje mænd. Men alle kvinder vil have høje mænd, også dem der slet ikke har brug for dem. Det er ligesom med ekstra benplads i flyet – alle vil have den, også de små på 1,58 cm.

Nu er det her jo et modeblad, så tillad mig at komme med et lille rant om tøj til høje kvinder. Det er mig et evigt mysterium, at der ikke er nogen i Danmark, der gider sælge pænt og lækkert tøj til høje kvinder, når nu der er så forholdsvist mange af os i denne del af verden. Jeg er medlem af en gruppe for høje kvinder på Facebook, hvor vi efterlyser og anbefaler hinanden tøj, der dækker hele vores ben i stedet for kun halvdelen. Det lyder simpelt, men er utroligt svært. I England har de fleste brands en tall-linje, og i USA er det også helt normalt. Men herhjemme må jeg købe træningstøj til mænd og sneakers til mænd og vinterjakker til mænd eller shoppe fra udlandet. Min krop er simpelthen for stor til dansk tøj, og alle trøjer stumper på ærmerne. Tænk hvis et dansk brand, bare et, specialiserede sig i lækkert kvalitetstøj og sko til høje kvinder – de ville tjene styrtende!

I disse år taler man meget om privilegieblindhed, og jeg vil gerne påpege det sindssyge privilegie, der ligger i at have ‘en normal krop’ og kunne gå ind i en hvilken som helst butik og kigge på et par bukser, passe dem og købe dem. Det har jeg aldrig oplevet. For mig føles det at opretholde en garderobe som en slags konstant import-eksport af GLS- og UPS-leverancer. Pakker fra udlandet, målebånd, returlabels og konstante skuffelser. Det er faktisk nok det værste ved at have en krop, som er væsentligt større end gennemsnittet: At man ikke kan købe tøj i almindelige butikker eller det, der er i modebladene. At være sådan en slags kroppenes Store Robert og tvinges ud i obskure, tyske online-specialbutikker.

Mit nytårsforsæt for 2021 var: Gå til en skrædder. Det bliver dyrt, men måske bliver det også genialt. Jeg glemmer aldrig den undertøjsdame i Sydfrankrig, hvor jeg engang prøvede undertøj med en veninde og ikke kunne forstå, at mine bh’er i en G-skål kostede det dobbelte af venindens B-skål: "Big size, big price," afviste hun mig. For kvinder med kroppe med deller og kurver og bakkedale er mere besværlige at beklæde end dem med lige linjer, flade maver og thigh gap.

Og så er der selvfølgelig det med hele tiden at få påpeget af andre, fremmede, at min krop er stor, forkert, anderledes, aparte. Hvis jeg havde fået en 10'er, hver gang en fremmed mand i byen har fortalt mig, at jeg er høj, ville jeg seriøst være millionær. Ofte siger de det sådan anklagende: "Aj, okay, du er jo SYGT stor!" Altså ja, men hvad skal jeg gøre ved det? Jeg kan jo ikke spille basketball hele tiden.

Men faktisk oplever jeg, at alle kvinders kroppe på en eller anden måde altid er forkert. Vi er for høje, for tykke, for slappe, for meget, for lidt. For afklædte eller for tildækkede. Jeg har nok altid været lidt tyk. Selv om jeg faktisk lige har fundet en masse billeder fra mine 20’ere, hvor jeg ser både slank og 'normalvægtig' ud. Men hvad hjælper det på selvbilledet, når skønhedsidealet vedbliver at være tynd?

Vi kvinder kæmper med et skønhedsideal, som kun kan efterleves ved et hårdt regime af træning, sult, kure og masser af filter på billederne. Som når jeg kigger på et strømpebuksemærkes sizeguide, og der står, at 'regular size' er for kvinder på 45-60 kilo, mens 'plus size' så er 61 kilo og op. Det er forrykt, og det kan ikke undre nogen, at så mange kvinder udvikler kropshad og et forskruet selvbillede.

Men trods markedsmekanismer, en mærkværdig modebranche og de generelt forskruede skønhedsidealer synes jeg, at, min krop og jeg har klaret det ok godt sammen. Da jeg ville være gravid omkring de 30, tog det kun en enkelt spontan abort, før der var en bolle i ovnen. Min krop elskede at bære det barn, og jeg synes den dag i dag, at det at amme er noget af det mest meningsfulde og smukke, jeg har oplevet. Jeg er exceptionel god til at få orgasmer, det vil jeg gerne lige prale med! Jeg har aldrig fejlet noget alvorligt, hverken mentalt eller fysisk, og hvis der er en stor og væsentlig gave, vi skal glæde os over her i livet, så er det et godt helbred.

For to år siden syntes jeg dog, at jeg var blevet for tyk. Det har jeg ofte syntes, især i min ungdom, men nu var det altså for galt. For jeg var blevet forelsket og havde spist virkelig meget pasta og drukket vin og grinet, og det bliver man desværre tyk af. Tyk og glad. Men i stedet for at gå på en skrap slankekur opsøgte jeg kloge mennesker og lyttede til dem. Jeg lærte om mættende proteiner. Om tallerkenmodellen. Om hverdagsbevægelse. Om søvn. Og gik så i gang med både at styrketræne, gå 10.000 skridt om dagen og spise mere grønt. Stødt og roligt røg mange af de mange overflødige kilo af, slank bliver jeg aldrig, men jeg følte mig egentlig i mit livs topform, stærk og glad og på rette vej ind i 40'erne. Der skulle sættes noget ind på kroppens sundhedskonto, så jeg ikke blev en af dem, der skranter allerede som midaldrende.

Men så fik jeg pludselig konstateret brystkræft. Jeg vågnede en nat med svie og en brændende fornemmelse i det højre bryst. Det mindede faktisk om begyndende brystbetændelse ved amning. Det skete tre nætter i træk, så var det væk igen. Men jeg fik tid til en mammografi, og der sad to små knuder i brystet. Alt blev vendt op og ned på et splitsekund. Pludselig kunne jeg mærke, hvor meget jeg har taget min krop og mit helbred for givet. Hvor lidt kærlige tanker jeg har sendt den krop gennem årene, fordi jeg havde travlt med at hakke på den. Tro mig, når jeg siger, at appelsinhud, sugaring og et enkelt heksehår på hagen bliver uendeligt ligegyldigt, når kroppen truer med at tage livet fra dig.

Jeg ser nu, hvor meget jeg har pryglet min krop og dermed mig for at være forkert, for stor, for tyk, for klodset. Og nu for syg. Henne på arbejdet lod jeg de unge kvinder mærke på mit bryst. De skulle vide, hvordan en kræftknude kan føles, for min føltes slet ikke som en knude. Det var bare en fortykkelse i huden, hvor jeg altid havde forstillet mig en slags marmorkugle, hvis der var fare på færde.

Hvor mange år havde denne bombe under mit liv og helbred været der? Hvordan var 'det onde' kommet ind i mit liv? Jeg bebrejdede mig. For brystkræft er til dels livsstilsbetinget. Det er ikke godt at veje for meget eller drikke alkohol eller at få børn sent eller kun at få et enkelt barn. Det er sikkert heller ikke godt at arbejde meget og stresse. Pludselig var listen over mine kropslige synder lang.

Min læge bad mig pakke selvbebrejdelserne væk. Får man cancer i min alder, er det sort uheld, ikke selvforskyldt. Selv om jeg intet havde mærket til min cancer, kunne jeg mærke den nu. Min krop var tung og træt og øm. Pludselig havde jeg et brækket ribben, og scanningen viste, at min kræft havde spredt sig og ædt hul i mine knogler.

Så fulgte mange flere scanninger og bekymrede miner, grædende veninder og familiemedlemmer, galoperende dødsangst og søvnløse nætter. Jeg blev vred på min krop. Den krop, der ellers havde givet mig så mange gaver gennem livet: Et godt sexliv, et smukt barn, et talent for boldspil og træning, et stærkt immunforsvar, flotte store bryster og en over middel evne til søvn og hvile. Nu var det hele væk. Min krop havde forrådt mig, og jeg opdagede det for sent.

"Vi kan desværre ikke gøre dig rask," lød beskeden fra Rigshospitalet, hvor jeg blev født så mange år tidligere, og hvor jeg nu også, måske, kommer til at dø. Min krop er indtrådt på velfærdsstatens B-hold. Os som ikke rigtig dur til så meget. Os med en sundhedsplatform på telefonen. Os som vil betale hvad som helst for en corona-vaccine. Os som ikke behøver indbetale til vores pension længere. Mig og min krop får livsforlængende behandling. Det er drøjt.

Overgangsalder og hedeture, bortopererede æggestokke, træthed så overvældende som aldrig før, angstanfald og psykisk belastning, et knastørt underliv og et haltende sexliv, rynker, ar og bekymringer – listen er lang. Men jeg prøver at tilgive min krop. Den kunne ikke gøre for det. Og vi skal jo følges ad, bevidsthed og krop, indtil den sidste dag. Så nu skal vi lære at være venner igen. Vi trækker vejret dybt, og jeg lægger en varm hånd på min bløde kvindemave og siger: Du er god nok. Du gjorde det så godt, du kunne.