Ditte Ingemann: ”Da Søren døde, tænkte jeg, at jeg aldrig nogensinde ville finde glæden ved mad igen”

Når Ditte Ingemann sætter sig til bords efter at have kokkereret i sit lille køkken, er det ikke ved spisebordet. Det kan nogle gange være i sofaen foran fjernsynet, andre gange ved et lille ekstra bord med en podcast i ørerne. Det er nemlig ikke lige så ensomt som at sidde alene ved det spisebord, som hun i ti år spiste ved sammen med Søren, hendes mand. Han døde for to år siden i en alder af 45 år, men Ditte kan stadig ikke spise alene. Det vil hun måske aldrig kunne, fortæller hun.

"Da Søren døde, tænkte jeg, at jeg aldrig nogensinde ville finde glæden ved mad igen. Jeg kunne se mig selv stå i et køkken og føle mig tom. Jeg flyttede i en ny lejlighed med et nyt køkken, så jeg skulle lave mad på en ny måde, og jeg nyder igen at lave mad. Men ikke at spise. Det handler jo ikke kun om maden, men om selskabet, og Søren var fantastisk selskab", fortæller Ditte, der som madstylist og kogebogsforfatter lever af at lave mad.

Derfor har mad altid været en stor del af deres liv. Da de mødtes i 2009, levede Søren singlelivet med toastbrød og leverpostej, men der gik ikke længe, før han måtte overgive sig til Dittes magiske verden af mad – og det var ham, der pressede på for, at Ditte skulle starte sin blog, lave workshops og skrive kogebøger, som han også ofte havde en finger med i som fotograf og grafisk designer. Det var på sådan en workshop i Marokko, at Ditte en dag fik et opkald, der fik hende til at smide alt.

"Søren havde voldsomme mavesmerter og var blevet indlagt. Han havde det rigtigt dårligt, og de opererede i flere timer, fordi de troede, han havde mavesår. Jeg kiggede på mine kursister og sagde "jeg tager hjem, undskyld", og så tog jeg det første fly", mindes Ditte, der dengang ikke vidste, at det var hendes sidste arbejdsdag i halvandet år.

Den chokerende besked

I en måned lå Søren på hospitalet og fik det dårligere, men ingen vidste, hvad han fejlede. Indtil den dag, der kom svar på biopsien fra operationen, og de fik et kæmpe chok.

"Søren havde en meget sjælden cancertype, som var ekstremt aggressiv. De kunne ikke behandle ham på Herlev, for de kendte ikke sygdommen, så han kom på Rigshospitalet. Det slog benene væk under os, men allerede under første kemo begyndte han at få det bedre", mindes Ditte, som havde behov for at gøre noget aktivt i behandlingen, og da sygeplejersken sagde til hende, at hun bare skulle sørge for, at Søren var aktiv og spiste godt, følte hun sig på hjemmebane.

"Det med maden havde jeg jo tjek på, så jeg tænkte ikke, det ville blive et problem. Men så finder man ud af, hvor komplekst det er med kræft, og at mad ikke længere var mad, når kemo og kvalme dominerede", fortæller Ditte.

Det første, hun opdagede, var, at hospitalsmaden ikke ville kunne få Søren igennem sygdommen. Han ville ikke spise den, og hun bebrejdede ham ikke, for den var, siger hun, "simpelthen uappetitlig".

"De skal lave mad til mange patientgrupper, men det virker som om, det er rettet mod det ældre segment, og så går de ikke op i anretning, så det vækker ikke appetitten – i hvert fald ikke, hvis man har kvalme og madlede", siger hun.

Spis nu, for h...!

Ditte gjorde det til sin mission at lave lækker og nærende mad til Søren, så han ville få lyst til at spise trods den skrappe kemos invadering af alle celler i hans krop. Og hun var også skrap over for ham, indrømmer hun.

"Jeg sagde: "Jeg er ligeglad med, hvor meget kvalme du har, du skal spise, det er ikke til diskussion". Det var jo nok lidt for hårdt sagt, men hvis man først begynder at tabe sig for meget, kan man ende med at dø af underernæring. Det var sagt ud af kærlighed, men nogle gange sagde han, "det kan jeg ikke, jeg har for meget kvalme", og det var frustrerende", fortæller Ditte, der havde det svært med, at Søren nogle gange ville have mad fra McDonalds frem for at spise hendes hjemmelavede og sunde mad.

Hun kæmpede med ikke at tage det personligt.

"Jeg blev stædig, for det med mad var mit område. Så lavede jeg mad til ham, som han havde bedt mig om at lave, men så fik han kvalme af lugten, og det føltes som en afvisning. Efter lidt tid lærte jeg ikke at tage det personligt, for det var bedre, at han spiste noget end ingenting. Om det så var krydderboller og koldskål, der var mere energi i end de grøntsager, jeg kæmpede for at få ham til at spise", siger Ditte, som begyndte at søge efter bøger om kost og kræft for at få inspiration, men ikke fandt ret meget.

Eller, hun fandt ikke noget, der så særligt appetitligt ud. Der var pjecerne fra hospitalet, men de skreg af sygdom, fortæller hun. Så hun bestilte bøger fra udlandet, mens hun og Søren begyndte at tale om, at der manglede nogle inspirerende bøger herhjemme om kræft og lækker mad, som kan booste appetitten frem for at kickstarte kvalmen. De første snakke om at lave en kogebog sammen til kræftsyge begyndte.

Læs også: Stefan fik nyre af sin mor: Hun har givet mig livet to gange

Planer for livet

Det lykkedes Søren at holde en fin vægt under forløbet, selvom han tabte sig lidt. Han og Ditte trænede i skoven hver dag, og hun fortsatte, sammen med hans mor og søster, kampen om at få ham til at spise.

"Jeg hader udtrykket, men det føltes som om, vi gik i krig sammen. Det skulle bekæmpes. Hvordan fanden kunne jeg egentlig hænge sammen? Det kunne jeg nok heller ikke. Men jeg måtte sove og tage vare på mig selv, når det var slut, for lige der skulle jeg bare være der for Søren", fortæller Ditte.

Men det var svært hen mod slutningen, da de begge vidste, hvor det bar hen. Alligevel talte de aldrig om døden.

"Døden skal man tale om, når man er langt væk fra den. Når den er tæt på, skal man hellere tale om livet. Så vi talte om, at vi skulle ud og rejse. Vi ville ikke bruge tiden på døden, men hellere på at leve", fortæller Ditte, og de fik faktisk også en måned, hvor de turde tro på livet igen, da Søren blev erklæret kræftfri.

"Men kort efter havde det spredt sig helt til knoglemarven, og så var der ikke mere at gøre. Men jeg kan huske, at vi, halvanden måned inden han døde, talte meget om denne her kogebog, som vi skulle lave sammen, og jeg nåede at skrive en del opskrifter til den. Søren begyndte også at tale om andre bøger. Han havde brug for noget konkret at tro på, så han turde håbe på, at han blev rask, og vi skulle leve livet", fortæller Ditte, men så langt nåede de ikke. 22.juli 2019 fik Søren fred.

En kogebog om kost og kræft var det sidste, Ditte havde lyst til at lave. Hvorfor skulle hun? Nu var Søren jo død.

"Mange tror på, at man kan spise sig fra kræft, men det kan man selvfølgelig ikke, og det var jo heller ikke det, vi ville med bogen. Alligevel føltes det som om, jeg havde spillet fallit. Jeg gjorde det ikke godt nok med maden, og så døde han, og hvorfor skulle jeg skrive en bog om det? Heldigvis fik mine venner overbevist mig om, hvor vigtigt det var med den bog, men lige da han døde, tænkte jeg "den bog skal jeg aldrig skrive"."

Den største kærlighed

Hun tænkte også, at hun aldrig ville få lyst til at lave eller spise mad igen. Alligevel kastede Ditte sig hurtigt ud i en ny kogebog, for hun havde brug for noget at stå op til, og hun følte ikke, at der var andet.

"Søren og jeg fik aldrig børn. Vi havde travlt med vores karrierer, og det rette tidspunkt kom aldrig. Så lige nu er det en blanding af stor sorg over, at vi ikke fik børn – og taknemmelighed over, at vi ikke havde børn, da Søren var syg, for vi havde brug for at være sammen hvert eneste sekund. Men mange af dem, jeg taler med, som har mistet, fortæller mig, at deres børn er grunden til, at de kan stå op om morgenen", fortæller Ditte, der i tiden efter Sørens død næsten kunne høre ham hviske til hende, at det var vigtigt, at hun fik lavet den bog.

Til sidst kunne hun godt se, at det var nødvendigt at lave den, og Søren kunne være med inde over meget af bogen – Ditte vidste, hvilke farver og billeder han kunne lide, så hun lod ham på en måde bestemme fra det hinsides. Men det var ikke altid nemt.

"Jeg har grædt ned i min computer og tænkt "hvorfor er han her ikke, hvorfor skal jeg skrive den dumme bog?" Så det har været en blandet oplevelse at lave den, men mest god, og jeg er stolt af resultatet", fortæller Ditte, der har skullet vænne sig til, at bogen naturligt åbner for, at hun skal fortælle historien om Søren igen og igen, men det er måske slet ikke så dumt, selvom det til tider kan rippe op i såret.

"Jeg er landet et godt sted i mit liv nu. Nu har jeg genfundet glæden ved at lave mad, men dog ikke at spise den. Jeg kan ikke spise ved spisebordet, for han er der ikke. Men lige så ulykkelig, jeg er over at have mistet ham, lige så taknemmelig er jeg over, at jeg fik lov til at være sammen med ham i 10 år", fortæller Ditte.

"Vores tid sammen var fantastisk fra dag et, og det er ikke sikkert, at alle får lov til at opleve den slags kærlighed, og det er heller ikke sikkert, jeg får lov til at opleve den igen. Det prøver jeg at tage med mig videre."